Henrik Ibsens skrifter: En folkefiende

Du er her:

En folkefiende

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

EN FOLKEFIENDE

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

PERSONERNE:

Doktor Tomas Stockmann, badelæge.

Fru Stockmann, hans hustru.

Petra, deres datter, lærerinde.

Ejlif
Morten deres sønner, 13 og 10 år gamle.

Peter Stockmann, doktorens ældre bror, byfogd og politi-
mester, formand i badebestyrelsen o. s. v.

Morten Kiil, garvermester, fru Stockmanns plejefar.

Hovstad, redaktør af «Folkebudet».

Billing, medarbejder i bladet.

Skibskaptejn Horster.

Bogtrykker Aslaksen.

Deltagere i et borgermøde, mænd af alle stænder, nogle
kvinder og en flok skolegutter.

(Handlingen foregår i en kystby i det sydlige Norge.)

FØRSTE AKT.

(Aften i doktorens dagligstue, der er tarveligt men net udstyret og
møbleret. På sidevæggen til højre er to døre, hvoraf den fjerneste fører
ud til forstuen og den nærmeste ind til doktorens arbejdsværelse. På
den modsatte væg, lige over for døren til forstuen, er en dør til familjens
øvrige værelser. Midt på samme væg står kakkelovnen, og nærmere
mod forgrunden en sofa med spejl over og foran sofaen et ovalt bord
med tæppe. På bordet en tændt lampe med skærm. I baggrunden en
åben dør til spisestuen. Dækket aftensbord med lampe på derinde.)

(Billing sidder inde ved spisebordet med en serviet under hagen. Fru
Stockmann står ved bordet og rækker ham et fad med et stort stykke
oksesteg. De øvrige pladse om bordet er forladte, bordtøjet i uorden,
som efter et endt måltid.)

Fru Stockmann.

Ja, når De kommer en time for sent, herr
Billing, så får De ta’ tiltakke med kold mad.

Billing
(spisende).

Det smager aldeles fortræffeligt, – ganske ud-
mærket.

Fru Stockmann.

De véd jo, hvor nøje Stockmann holder på sin
bestemte spisetid –

s. 6

Billing.

Det gør mig slet ingen ting. Jeg synes næsten
det smager bedst, når jeg kan sidde og spise sådan
ganske alene og uforstyrret.

Fru Stockmann.

Ja-ja, når det bare smager Dem, så – (lytter mod
forstuen.) Der kommer visst Hovstad også.

Billing.

Kanske det.

(Byfogd Stockmann i overfrakke med uniformshue og stok kommer ind.)

Byfogden.

Ærbødigst godaften, svigerinde.

Fru Stockmann
(går ind i dagligstuen).

Nej se, godaften; er det Dem? Det var da
snildt De vilde se op til os.

Byfogden.

Jeg gik just forbi og så – (med et blik mod spisestuen).
Å, men De har nok selskab, lader det til.

Fru Stockmann
(lidt forlegen).

Nej aldeles ikke; det er rent tilfældigt. (hurtigt.)
Vil De ikke gå ind og ta’ en bid med?

Byfogden.

Jeg! Nej, mange tak. Gud bevare mig; varm
mad om aftenen; det er ikke for min fordøjelse.

Fru Stockmann.

Å, men for én gangs skyld –.

s. 7

Byfogden.

Nej nej, Gud velsigne Dem; jeg holder mig til
mit thevand og mit smørrebrød. Det er dog sundere
i længden, – og også lidt mere økonomisk.

Fru Stockmann
(smiler).

De må nu ikke tro, at Tomas og jeg er nogen
rene ødelande heller.

Byfogden.

Ikke De, svigerinde; det være langt fra mig.
(peger mod doktorens arbejdsværelse.[HIS: svakt punktum]) Er han kanske ikke
hjemme?

Fru Stockmann.

Nej, han er gåt en liden tur efter maden, –
han og gutterne.

Byfogden.

Mon tro, det kan være sundt? (lytter.) Der kom-
mer han nok.

Fru Stockmann.

Nej, det er nok ikke ham. (det banker.) Vær så god!

(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)

Fru Stockmann.

Å, er det herr Hovstad, som –?

Hovstad.

Ja, De får undskylde; men jeg blev opholdt
nede i trykkeriet. Godaften, herr byfogd.

Byfogden
(hilser lidt stivt).

Herr redaktør. Kommer formodentlig i forret-
ninger?

s. 8

Hovstad.

Tildels. Der er noget, som skulde ind i bladet.

Byfogden.

Kan tænke mig det. Min bror skal være en
særdeles frugtbar forfatter i «Folkebudet», hører jeg.

Hovstad.

Ja, han tillader sig at skrive i «Folkebudet», [HIS: skadet komma]
når han har et sandhedens ord at sige om et og
andet.

Fru Stockmann
(til Hovstad).

Men vil De ikke –?
(peger mod spisestuen.)

Byfogden.

Bevares vel; jeg fortænker ham sletikke i, at
han skriver for den læsekreds, hvor han tør vente
at finde mest anklang. For øvrigt har jo jeg per-
sonlig ingen grund til at nære nogen uvilje imod
Deres blad, herr Hovstad.

Hovstad.

Nej, det synes jeg også.

Byfogden.

I det hele taget råder der en smuk fordragelig-
hedens ånd i vor by; – en rigtig god borgerånd.
Og det kommer deraf, at vi har et stort fælles an-
liggende at samle os om, – et anliggende, som i
lige høj grad vedkommer alle retsindige medborgere –

Hovstad.

Badeanstalten, ja.

s. 9

Byfogden.

Netop. Vi har vor store, nye, prægtige bade-
anstalt. Pas på! Badet blir byens fornemste livs-
betingelse, herr Hovstad. Utvivlsomt!

Fru Stockmann.

Det samme siger Tomas også.

Byfogden.

Hvilket ganske overoverdentligt opsving har ikke
stedet taget bare i disse par år! Her er kommet
penge imellem folk; liv og rørelse. Bygninger og
grundejendomme stiger i værdi med hver dag.

Hovstad.

Og arbejdsløsheden tar af.

Byfogden.

Også det, ja. Fattigbyrden er bleven i en glæde-
lig grad formindsket for de besiddende klasser og vil
bli’ det endnu mere, hvis vi blot dette år må få en
rigtig god sommer; – rigtig talrigt besøg af frem-
mede, – brav mange syge, som kan bringe an-
stalten i ry.

Hovstad.

Og det er der jo udsigt til, hører jeg.

Byfogden.

Det tegner meget lovende. Hver dag indløber
der forespørgsler om boliger og sådant noget.

Hovstad.

Nå, da kommer jo doktorens opsats netop tilpas.

Byfogden.

Har han nu skrevet noget igen?

s. 10

Hovstad.

Dette her er noget, han skrev ivinter; en an-
befaling for badet, en fremstilling af de gunstige
sundhedsforholde her hos os. Men dengang lod jeg
opsatsen ligge.

Byfogden.

Aha, der var formodentlig en eller anden hage
ved den?

Hovstad.

Nej, ikke det; men jeg syntes, det var bedre
at bie til nu udover våren; for nu begynder jo folk
at ruste sig og tænke på sommerophold –

Byfogden.

Meget rigtigt; overmåde rigtigt, herr Hovstad.

Fru Stockmann.

Ja, Tomas er såmænd utrættelig, når det gælder
badet.

Byfogden.

Nå, han står jo også i badets tjeneste.

Hovstad.

Ja, og så er det jo også ham, som har skabt
det fra først af.

Byfogden.

Er det ham? Ja så? Ja, jeg hører jo under-
tiden, at visse folk er af den mening. Men jeg trode
dog rigtignok, at jeg også havde en beskeden an-
del i dette foretagende.

Fru Stockmann.

Ja, det siger Tomas altid.

s. 11

Hovstad.

Ja, hvem nægter det, herr byfogd? De har
sat sagen i gang og ført den ud i det praktiske liv;
det véd vi jo alle. Men jeg mente bare, at idéen
kom fra først af fra doktoren.

Byfogden.

Ja, idéer har visselig min bror havt nok af i
sin tid – desværre. Men når noget skal sættes
iværk, så spørges der om andre slags mænd, herr
Hovstad. Og jeg trode rigtignok, at man allermindst
her i huset –

Fru Stockmann.

Men, kære svoger –

Hovstad.

Hvor kan dog byfogden –

Fru Stockmann.

Gå så ind og få Dem noget tillivs, herr Hov-
stad; så kommer visst min mand imens.

Hovstad.

Tak; en liden bid kanske.
(han går ind i spisestuen.)

Byfogden
(noget dæmpet).

Det er mærkeligt med de folk, som stammer
direkte fra bønder; aldrig kan de lægge taktløs-
heden af.

Fru Stockmann.

Men hvad er nu det værd at bry sig om? Kan
ikke De og Tomas dele æren som brødre?

s. 12

Byfogden.

Jo, det skulde jo synes så; men det er nok
ikke alle og enhver, som nøjes med at dele, lader
det til.

Fru Stockmann.

Snak om en ting! De og Tomas kommer jo
så udmærket ud af det med hinanden. (lytter.) Der
tror jeg vi har ham.

(hun går hen og åbner døren til forstuen.)

Doktor Stockmann
(ler og støjer derude).

Se, her får du en gæst til, Katrine. Er ikke
det morsomt; hvad? Vær så god, kaptejn Horster;
hæng frakken der på knaggen. Nå så, De går ikke
med overfrakke, De? Tænk, du, Katrine, jeg fanged
ham på gaden; han vilde næsten ikke gå op med.

Kaptejn Horster
(kommer indenfor og hilser på fruen).

Doktor Stockmann
(i døren).

Ind med jer, gutter. Nu er de skrubsultne igen,
du! Kom her, kaptejn Horster; nu skal De få smage
en oksesteg –

(han driver Horster ind i spisestuen. Ejlif og Morten går også derind.)

Fru Stockmann.

Men, Tomas, ser du da ikke –?

Doktor Stockmann
(vender sig i døren).

Å, er det dig, Peter! (går hen og rækker ham hånden.)
Nej, det var da inderlig morsomt.

Byfogden.

Jeg må desværre gå om et øjeblik –

s. 13

Doktor Stockmann.

Sniksnak; nu kommer snart toddyen på bordet.
Du glemmer vel ikke toddyen, Katrine?

Fru Stockmann.

Nej visst; vandet står og koger.

(hun går ind i spisestuen.)

Byfogden.

Toddy også –!

Doktor Stockmann.

Ja, slå dig bare ned, så skal vi ha’ det
hyggeligt.

Byfogden.

Tak; jeg deltager aldrig i toddygilder.

Doktor Stockmann.

Men dette her er da ikke noget gilde.

Byfogden.

Jeg synes dog – (ser mod spisestuen). Det er mærk-
værdigt, at de kan sætte al den mad tillivs.

Doktor Stockmann
(gnider hænderne.)

Ja, er det ikke velsignet at se unge mennesker
spise? Altid madlyst, du! Det er som det skal
være. Mad må der til! Kræfter! Det er de folk,
som skal rode op i det gærende fremtids-stof, Peter.

Byfogden.

Tør jeg spørge, hvad her skulde være at «rode
op i», som du udtrykker dig?

Doktor Stockmann.

Ja, det får du spørge ungdommen om – når

s. 14

tiden kommer. Vi ser det naturligvis ikke. Selv-
følgelig. Slige to gamle stødere, som du og jeg –

Byfogden.

Nå nå da! Det er dog en højst påfaldende be-
nævnelse –

Doktor Stockmann.

Ja, du må ikke tage det så nøje med mig,
Peter. For jeg er så inderlig glad og fornøjet, skal
jeg sige dig. Jeg føler mig så ubeskrivelig lykkelig
midt i alt dette spirende, sprættende liv. Det er
dog en herlig tid vi lever i! Det er som en hel
ny verden var i opkomst omkring en.

Byfogden.

Finder du virkelig det?

Doktor Stockmann.

Ja, du kan naturligvis ikke se det så godt som
jeg. Du har jo alle dine dage levet med i dette her;
og så sløves indtrykket. Men jeg, som måtte sidde
der nordpå i min afkrog i alle disse mange år,
næsten aldrig se et fremmed menneske, som havde
et vækkende ord at sige mig, – på mig virker det,
som om jeg var flyttet midt ind i en mylrende
verdensby.

Byfogden.

Hm; verdensby –

Doktor Stockmann.

Ja, jeg véd jo nok, at forholdene er små i sam-
menligning med mange andre steder. Men her er
liv, – forjættelser, en utallighed af ting at virke for
og stride for; og det er hovedsagen. (råber.) Katrine,[HIS: skadet komma]
har ikke postbudet været her?

s. 15

Fru Stockmann
(i spisestuen).

Nej, her har ingen været.

Doktor Stockmann.

Og så det gode udkomme, Peter! Det er noget,
en lærer at sætte pris på, når man, som vi, har
levet på sulteforing –

Byfogden.

Gud bevares –

Doktor Stockmann.

Å jo, du kan vel tænke dig, at det var trangt
for os mangen gang deroppe. Og nu at kunne leve
som en herremand! Idag, for exempel, havde vi
oksesteg til middag; ja, vi har havt af den til aftens
også. Vil du ikke smage på et stykke? Eller skal
jeg ikke vise dig den ialfald? Kom her –

Byfogden.

Nej, nej, på ingen måde –

Doktor Stockmann.

Nå, så kom her da. Ser du, vi har fåt bord-
tæppe?

Byfogden.

Ja, jeg har bemærket det.

Doktor Stockmann.

Og så har vi fåt lampeskærm. Ser du? Alt
det har Katrine sparet sammen. Og det gør stuen
så hyggelig. Synes du ikke det? Stil dig bare her;
– nej, nej, nej; ikke så. Så, ja! Ser du; når lyset
falder sådan samlet ned –. Jeg finder virkelig, at
det ser elegant ud. Hvad?

s. 16

Byfogden.

Ja, når man kan tillade sig den slags luxus –

Doktor Stockmann.

Å jo, nu kan jeg nok tillade mig det. Katrine
siger, at jeg tjener næsten lige så meget, som vi
bruger.

Byfogden.

Næsten, ja –!

Doktor Stockmann.

Men en videnskabsmand bør dog leve en smule
fornemt. Jeg er viss på, at en almindelig amtmand
bruger meget mere om året end jeg.

Byfogden.

Ja, det tror jeg nok! En amtmand, en over-
øvrighedsperson –

Doktor Stockmann.

Nå, så en simpel grosserer da! En slig en
bruger mange gange så meget –

Byfogden.

Ja, det ligger nu i forholdene.

Doktor Stockmann.

For resten øder jeg sandelig ikke noget til
unytte, Peter. Men jeg synes da ikke jeg kan nægte
mig den hjertens glæde at se mennesker hos mig.
Jeg trænger til det, ser du. Jeg, som har siddet så
længe udestængt, – for mig er det en livsfornøden-
hed at være sammen med unge, kække, frejdige
mennesker, frisindede mennesker, virkelystne –; og
det er de, alle de, som sidder og spiser så godt der-
inde. Jeg vilde ønske, du kendte lidt til Hovstad –

s. 17

Byfogden.

Ja Hovstad, det er sandt, han fortalte mig, at
nu vil han trykke en opsats af dig igen.

Doktor Stockmann.

En opsats af mig?

Byfogden.

Ja, om badet. En opsats, som du havde for-
fattet ivinter.

Doktor Stockmann.

Å den, ja! – Nej, men den vil jeg ikke ha’
ind nu for det første.

Byfogden.

Ikke det? Da finder jeg dog, at det netop nu
vilde være den belejligste tid.

Doktor Stockmann.

Ja, det kan du ha’ ret i; under almindelige for-
holde –

(går henover gulvet[HIS: u-en er snudd].)

Byfogden
(ser efter ham).

Hvad ualmindeligt skulde der da være ved for-
holdene nu?

Doktor Stockmann
(standser).

Ja, Peter, det kan jeg minsæl ikke sige dig for
øjeblikket; ialfald ikke iaften. Der kan være mangt
og meget ualmindeligt ved forholdene; eller også
kanske slet ingenting. Det kan gerne være, at det
bare er en indbildning.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 18

Byfogden.

Jeg må tilstå, dette klinger højst gådefuldt. Er
der noget påfærde? Noget, som jeg skal holdes
udenfor? Jeg skulde dog formene, at jeg, som bade-
bestyrelsens formand –

Doktor Stockmann.

Og jeg skulde formene, at jeg –; nå, lad os
ikke ryge i håret på hinanden, Peter.

Byfogden.

Gud bevares vel; det er ikke min vane at ryge
i håret, som du siger. Men jeg må på det bestem-
teste forlange, at alle foranstaltninger træffes og af-
gøres på forretningsmæssig vej og gennem de dertil
lovlig indsatte myndigheder. Jeg kan ikke tillade,
at der betrædes krogveje og bagveje.

Doktor Stockmann.

Bruger jeg nogensinde at gå krogveje og bag-
veje!

Byfogden.

Du har en indgroet tilbøjelighed til at gå dine
egne veje ialfald. Og det er i et vel ordnet sam-
fund omtrent ligeså utilstedeligt, Den enkelte får
sandelig finde sig i at indordne sig under det hele,
eller, rettere sagt, under de myndigheder, som har
at våge over det heles vel.

Doktor Stockmann.

Kan gerne være. Man hvad pokker kommer
det mig ved?

Byfogden.

Jo, for det er dette, min gode Tomas, som du
aldrig synes at ville lære. Men pas på; du kommer

s. 19

nok engang til at bøde for det, – sent eller tidligt.
Nu har jeg sagt dig det. Farvel.

Doktor Stockmann.

Men er du bindegal? Du er rent på vildspor –

Byfogden.

Det plejer jeg dog ikke. Forøvrigt må jeg
frabede mig – (hilser ind i spisestuen.) Farvel, svigerinde.
Farvel, mine herrer.

(han går.)

Fru Stockmann
(kommer ind i dagligstuen).

Gik han?

Doktor Stockmann.

Ja, du, og det i fuld arrigskab.

Fru Stockmann.

Men, kære Tomas, hvad har du da nu gjort
ham igen?

Doktor Stockmann.

Ingen verdens ting. Han kan da ikke forlange,
at jeg skal gøre ham regnskab, før tiden kommer.

Fru Stockmann.

Hvad skulde du gøre ham regnskab for?

Doktor Stockmann.

Hm; lad mig om det, Katrine. – Det er da
besynderligt, at ikke postbudet kommer.

(Hovstad, Billing og Horster har rejst sig fra spisebordet og kommer
ind i dagligstuen. Ejlif og Morten kommer lidt efter.)

Billing
(strækker armene).

Ah, efter et sligt måltid føler man sig, Gud
døde mig, som et nyt menneske.

s. 20

Hovstad.

Byfogden var nok ikke i det lyse hjørne ikveld.

Doktor Stockmann.

Det kommer fra maven; han har en dårlig for-
døjelse.

Hovstad.

Det var nok især os i «Folkebudet», han ikke
kunde fordøje.

Fru Stockmann.

De kom da tålelig godt ud af det med ham,
synes jeg.

Hovstad.

Å ja; men det er nu ikke andet end en slags
våbenstilstand.

Billing.

Der er det! Det ord udtømmer situationen.

Doktor Stockmann.

Vi må huske på, at Peter er en enslig mand,
stakker. Han har ikke noget hjem, hvor han kan
hygge sig; bare forretninger, forretninger. Og så
alt det fordømte tynde thevand, som han går og
tyller i sig. Nå, så sæt dog stole til bordet, gutter!
Katrine, får vi så ikke toddyen ind?

Fru Stockmann,
(som går mod spisestuen).

Nu kommer jeg med den.

Doktor Stockmann.

Og sæt Dem så her i sofaen hos mig, kaptejn
Horster. En sjelden gæst, som De –. Vær så god;
ta’ plads, mine venner.

(Herrerne sætter sig om bordet. Fru Stockmann bringer et bræt, hvorpå
kogemaskine, glasse, karafler og øvrigt tilbehør.)

s. 21

Fru Stockmann.

Se så; her er arrak, og dette her er rum; og
her står kognak. Nu får enhver hjælpe sig selv.

Doktor Stockmann
(tar et glas).

Jo det skal vi nok. (mens toddyen blandes.) Og så
cigarerne frem. Ejlif, du véd visst, hvor kassen står.
Og du, Morten, kan ta’ min pibe. (gutterne går ind i
værelset til højre.) Jeg har en mistanke om, at Ejlif
kniber en cigar en gang imellem; men jeg lader som
ingenting. (råber.) Og så min kalot, Morten! Katrine,
kan ikke du sige ham, hvor jeg har lagt den. Nå,
han har den jo! (gutterne bringer det forlangte.) Vær så
god, mine venner. Jeg holder mig til piben, véd I;[HIS: skadet semikolon]
denne her har gjort mangen uvejrs-tur sammen med
mig deroppe i Nordland. (klinker.) Skål! Ah, det er
rigtignok noget bedre at sidde her trygt og lunt.

Fru Stockmann
(som sidder og strikker).

Skal De snart sejle, kaptejn Horster?

Horster.

I næste uge tænker jeg at bli’ færdig.

Fru Stockmann.

Og så går De jo til Amerika?

Horster.

Ja, det er meningen.

Billing.

Men så kan De jo ikke ta’ del i det nye for-
mandsvalg.

Horster.

Skal her være nyt valg?

s. 22

Billing.

Véd De ikke det?

Horster.

Nej, jeg blander mig ikke i de sager.

Billing.

Men De bryr Dem da vel om de offentlige an-
liggender?

Horster.

Nej, jeg forstår mig ikke på sligt.

Billing.

Alligevel; en må være med at stemme ialfald.

Horster.

De, som ikke skønner sig på det, også?

Billing.

Skønner? Ja, hvad mener De med det? Sam-
fundet er som et skib; alle mand må være med at
styre roret.

Horster.

Kan hænde det er bra’ på landjorden; men
ombord vilde ikke det gå godt.

Hovstad.

Det er underligt, at de fleste sjøfolk bryr sig så
lidet om landets sager.

Billing.

Ganske mærkeligt.

Doktor Stockmann.

Sjøfolk er som trækfuglene; de føler sig hjemme
både i syd og i nord. Men derfor må vi andre være

s. 23

desto virksommere, herr Hovstad. Kommer der noget
almengavnligt i «Folkebudet» imorgen?

Hovstad.

Ikke noget om byens sager. Men iovermorgen
tænkte jeg at ta’ ind Deres opsats –

Doktor Stockmann.

Ja, død og plage, opsatsen! Nej, hør, den må
De vente med.

Hovstad.

Så? Nu havde vi netop så god plads, og jeg
synes, det var just den belejligste tid –

Doktor Stockmann.

Ja ja, det kan De nok ha’ ret i; men De må
vente alligevel. Jeg skal siden forklare Dem –

(Petra, i hat og kåbe og med en del skrivebøger under armen, kommer
ind fra forstuen.)

Petra.

Godaften.

Doktor Stockmann.

Godaften, Petra; er du der?

(Gensidige hilsener; Petra lægger tøjet og bøgerne fra sig på en stol
ved døren.)

Petra.

Og her sidder man og gør sig tilgode, mens jeg
har været ude og trællet.

Doktor Stockmann.

Nå, så gør dig tilgode, du også.

Billing.

Skal jeg lave et lidet glas til Dem?

s. 24

Petra
(kommer hen til bordet).

Tak, jeg vil heller selv; De laver det altid
for stærkt. Men det er sandt, far, jeg har et brev
til dig.

(går hen til stolen, hvor tøjet ligger.)

Doktor Stockmann.

Et brev! Fra hvem?

Petra
(søger i kåbelommen).

Jeg fik det af postbudet just som jeg gik ud –

Doktor Stockmann
(rejser sig og går hen imod hende.)

Og så bringer du det først nu!

Petra.

Jeg havde virkelig ikke tid til at løbe op igen.
Værs’god, her er det.

Doktor Stockmann
(griber brevet).

Lad mig se; lad mig se, barn. (ser på udskriften.)
Jo, ganske rigtigt –!

Fru Stockmann.

Er det det, du har ventet så på, Tomas?

Doktor Stockmann.

Ja netop; nu må jeg straks ind –. Hvor skal
jeg finde et lys, Katrine? Er der nu ingen lampe i
mit værelse igen!

Fru Stockmann.

Jo, lampen står og brænder på skrivebordet.

s. 25

Doktor Stockmann.

Godt, godt. Undskyld et øjeblik –

(han går ind i værelset til højre.)

Petra.

Hvad kan det være for noget, mor?

Fru Stockmann.

Jeg véd ikke; i de sidste dage har han spurgt
så tidt efter postbudet.

Billing.

Formodentlig en udenbys patient –

Petra.

Stakkers far; han får snart altfor meget at be-
stille. (laver sit glas.) Ah, det skal smage!

Hovstad.

Har De læst i aftenskolen idag også?

Petra
(nipper til glasset).

To timer.

Billing.

Og i formiddags fire timer i institutet –

Petra
(sætter sig ved døren ).

Fem timer.

Fru Stockmann.

Og iaften har du stile at rette, ser jeg.

Petra.

En hel bunke, ja.

s. 26

Horster.

De har nok også fuldt op at bestille, lader
det til.

Petra

Ja; men det er bra’. En blir så dejlig træt
bagefter.

Billing.

Synes De om det?

Petra.

Ja, for så sover en så godt.

Morten.

Du må være svært syndig, du, Petra.

Petra.

Syndig?

Morten.

Ja, når du arbejder så meget. Herr Rørlund
siger, at arbejde er en straf for vore synder.

Ejlif
(blæser).

Pyh, hvor dum du er, at du tror på sligt noget.

Fru Stockmann.

Nå, nå, Ejlif!

Billing
(ler).

Nej, det er udmærket.

Hovstad.

Vil ikke du gerne arbejde så meget, Morten?

Morten.

Nej, det vil jeg ikke.

s. 27

Hovstad.

Ja,[HIS: skadet komma] men hvad vil du da bli’ til i verden?

Morten.

Jeg vil helst bli’ viking, jeg.

Ejlif.

Men så måtte du jo være hedning da.

Morten.

Ja, så kunde jeg jo bli’ hedning da.

Billing.

Det holder jeg med dig i, Morten! Jeg siger
akkurat det samme.

Fru Stockmann
(gør tegn).

Nej visst gør De ikke, nej, herr Billing.

Billing.

Jo, Gud døde mig –! Jeg er en hedning, og
det er jeg stolt af. Pas på, snart blir vi hedninger
allesammen.

Morten.

Og kan vi da få lov at gøre alt det vi vil?

Billing.

Ja, ser du, Morten –

Fru Stockmann.

Nu skal I gå ind med jer, gutter; I har visst
noget at læse over til imorgen.

Ejlif.

Jeg kunde da gerne få bli’ en stund –

s. 28

Fru Stockmann.

Ikke du heller; gå så begge to.

(Gutterne siger godnat og går ind i værelset til venstre.)

Hovstad.

Tror De virkelig, det kan skade gutterne at
høre på sligt?

Fru Stockmann.

Ja, jeg véd ikke; men jeg synes ikke om det.

Petra.

Ja, men, mor, jeg tror det er rent galt af dig.

Fru Stockmann.

Ja, det kan gerne være; men jeg synes ikke
om det; ikke her hjemme.

Petra.

Der er så megen usandhed både i hjemmet og
i skolen. I hjemmet skal der ties, og i skolen må
vi stå og lyve for børnene.

Horster.

Må De lyve?

Petra.

Ja, tror De ikke, vi må foredrage mangt og
meget, som vi ikke selv tror på?

Billing.

Jo, det er nok altfor visst.

Petra.

Havde jeg bare midler til det, så skulde jeg
selv oprette en skole, og der skulde det gå ander-
ledes til.

s. 29

Billing.

Å hvad, midler –

Horster.

Ja, tænker De på det, frøken Stockmann, så
skal De gerne få lokale hos mig. Salig fars gamle
store hus står jo næsten tomt; der er en svært stor
spisesal neden under –

Petra
(ler).

Ja, ja, tak skal De ha’; men det blir der nok
ikke noget af.

Hovstad.

Å nej, frøken Petra går nok heller over til blad-
skriverne, tænker jeg. Det er sandt, har De fåt tid
til at se lidt på den engelske fortælling, som De
lovte at oversætte for os?

Petra.

Nej, ikke endnu; men De skal nok få den i
rette tid.

(Doktor Stockmann kommer fra sit værelse med det åbne brev i hånden.)

Doktor Stockmann
(svinger brevet).

Jo, nu kan I tro, her skal spørges nyt i byen!

Billing.

Nyt?

Fru Stockmann.

Hvad er det for noget nyt?

Doktor Stockmann.

En stor opdagelse, Katrine!

s. 30

Hovstad.

Så?

Fru Stockmann.

Som du har gjort?

Doktor Stockmann.

Ja netop jeg. (går frem og tilbage.) Lad dem nu
komme, som de plejer, og sige, at det er griller og
gal mands påfund. Men de vogter sig nok! Haha,
de vogter sig, tænker jeg!

Petra.

Men, far, så sig da, hvad det er.

Doktor Stockmann.

Ja, ja, giv mig bare tid, så skal I få vide det
altsammen. Tænk, om jeg nu havde havt Peter her!
Ja, der ser man, hvorledes vi mennesker kan gå
omkring og dømme som de blindeste muldvarper –

Hovstad.

Hvad mener De med det, herr doktor?

Doktor Stockmann
(standser ved bordet).

Er det ikke den almindelige mening, at vor by
er et sundt sted?

Hovstad.

Jo, det forstår sig da vel.

Doktor Stockmann.

Et ganske overordentlig sundt sted endogså, –
et sted, som fortjener at anbefales på det varmeste
både for syge og for friske medmennesker –

Fru Stockmann.

Ja men, kære Tomas –

s. 31

Doktor Stockmann.

Og anbefalet det og lovprist det har vi da også.
Jeg har skrevet og skrevet både i «Folkebudet» og
i flyveskrifter –

Hovstad.

Nu ja, og så?

Doktor Stockmann.

Denne badeanstalt, som kaldes for byens puls-
åre, og byens livsnerve og –– og fanden véd , hvad
det er for noget altsammen –

Billing.

«Byens bankende hjerte» har jeg engang i en
festlig stund tilladt mig at –

Doktor Stockmann.

Å ja, det også. Men véd De så, hvad det i
virkeligheden er, dette store, prægtige, lovpriste bade-
anlæg, som har kostet så mange penge, – véd De,
hvad det er?

Hovstad.

Nej, hvad er det da for noget?

Fru Stockmann.

Ja, hvad er det da?

Doktor Stockmann.

Hele badet er en pesthule.

Petra.

Badet, far!

Fru Stockmann
(på samme tid).

Vort bad!

s. 32

Hovstad
(ligeså).

Men, herr doktor –

Billing.

Aldeles utroligt!

Doktor Stockmann.

Hele badeanstalten er en kalket forgiftig grav,
siger jeg. Sundhedsfarlig i allerhøjeste grad! Alle
disse uhumskhederne oppe i Mølledalen, – alt dette
her, som lugter så fælt, – det inficerer vandet i spis-
ningsrørene til brøndhuset; og dette samme fordømte
giftige smuds siver også ud i stranden –

Horster.

Der, hvor sjøbadene ligger?

Doktor Stockmann.

Netop der.

Hovstad.

Hvoraf véd De nu alt dette så visst, herr
doktor?

Doktor Stockmann.

Jeg har undersøgt forholdene så samvittigheds-
fuldt, som tænkes kan. Å, jeg gik længe og havde
en mistanke om noget sligt. Ifjor indtraf her en del
påfaldende sygdomstilfælder blandt badegæsterne, –
både tyføse og gastriske tilfælder –

Fru Stockmann.

Ja, det gjorde der jo også.

Doktor Stockmann.

Dengang trode vi, at de fremmede havde ført
smitten med sig; men siden, – ivinter, – kom jeg

s. 33

på andre tanker; og så gav jeg mig til at under-
søge vandet, så godt det lod sig gøre .

Fru Stockmann.

Det er altså det, du har havt så travlt med!

Doktor Stockmann.

Ja, du kan nok sige jeg har havt travlt, Katrine.
Men her mangled jeg jo de fornødne videnskabelige
hjælpemidler; og så sendte jeg prøver både af drikke-
vandet og af sjøvandet ind til universitetet for at få
en exakt analyse af en kemiker.

Hovstad.

Og den har De nu fåt?

Doktor Stockmann
(viser brevet).

Her har jeg den! Der er påvist tilstedeværelsen
af forrådnede organiske stoffer i vandet, – infusorier
i mængdevis. Det er absolut skadeligt for sundheden,
enten det nu bruges indvortes eller udvortes.

Fru Stockmann.

Det var da en Guds lykke, at du kom efter
det itide.

Doktor Stockmann.

Ja, det må du nok sige.

Hovstad.

Og hvad agter De nu at gøre, herr doktor?

Doktor Stockmann.

Naturligvis se at få rettet på sagen.

Hovstad.

Lar det sig altså gøre?

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 34

Doktor Stockmann.

Det må la’ sig gøre. Ellers er hele badeanstalten
ubrugelig, – ødelagt. Men det har ingen nød. Jeg
er ganske på det rene med, hvad der må foretages.

Fru Stockmann.

Men, snille Tomas, at du har holdt alt dette
her så hemmeligt.

Doktor Stockmann.

Jo, jeg skulde kanske rendt ud i byen og snakket
om det, før jeg havde fuld visshed? Nej tak; så
gal er jeg ikke.

Petra.

Nå, men til os her hjemme –

Doktor Stockmann.

Ikke til nogen levende sjæl. Men imorgen kan
du løbe indom til «grævlingen» –

Fru Stockmann.

Nej men, Tomas –!

Doktor Stockmann.

Nå, nå, til bedstefar da. Jo, nu skal han få
noget at forundre sig over, den gamle; han tror jo,
jeg er forrykt i hodet; å ja, der er nok flere, som
tror det samme, har jeg mærket. Men nu skal de
godtfolk få se –; nu skal de bare få se –! (går om-
kring og gnider hænderne.) Her blir et sligt opstyr i byen,
Katrine! Du kan aldrig tænke dig det. Hele vand-
ledningen må lægges om.

Hovstad
(rejser sig).

Hele vandledningen –?

s. 35

Doktor Stockmann.

Ja, det forstår sig. Indtaget ligger for lavt; det
må flyttes til et sted meget højere oppe.

Petra.

Så fik du altså dog ret alligevel.

Doktor Stockmann.

Ja, kan du huske det, Petra? jeg skrev imod
dem, da de skulde til at bygge. Men dengang var
der ingen, som vilde høre på mig. Nå, I kan tro,
jeg gir dem det glatte lag; – ja, for jeg har natur-
ligvis skrevet en fremstilling til badebestyrelsen; den
har ligget færdig en hel uge; jeg har bare gåt og
ventet på dette her. (viser brevet.) Men nu skal den
afsted straks på timen. (går ind i sit værelse og kommer til-
bage med en pakke papirer.) Se her! Hele fire tætskrevne
ark! Og brevet skal lægges ved. En avis, Katrine!
Skaf mig noget til omslag. Godt; se så; giv det
til – til –; (stamper.) hvad fanden er det nu hun
heder? Nå, giv det til pigen da; sig, hun skal
straks bringe det ned til byfogden.

(Fru Stockmann går med pakken ud gennem spisestuen.)

Petra.

Hvad tror du onkel Peter vil sige, far?

Doktor Stockmann.

Hvad skulde han vel sige? Han må da vel
sagtens bli’ glad ved, at en så vigtig sandhed kom-
mer for dagen, véd jeg.

Hovstad.

Må jeg få lov til at bringe en liden notits om
Deres opdagelse i «Folkebudet»?

Doktor Stockmann.

Ja, det skal De rigtig ha’ tak for.

s. 36

Hovstad.

Det er jo ønskeligt, at almenheden får vide be-
sked jo før jo heller.

Doktor Stockmann.

Ja visst er det så.

Fru Stockmann
(kommer tilbage)

Nu gik hun med det.

Billing.

De blir, Gud døde mig, byens første mand, herr
doktor!

Doktor Stockmann
(går fornøjet omkring).

Å hvad; igrunden har jeg jo ikke gjort andet
end min pligt . Jeg har været en heldig skattegraver;
det er det hele; men alligevel –

Billing.

Hovstad, synes ikke De, at byen burde bringe
doktor Stockmann et fanetog?

Hovstad.

Det vil jeg ialfald ta’ ordet for.

Billing.

Og jeg skal snakke med Aslaksen om det.

Doktor Stockmann .

Nej, kære venner, lad slig gøgl fare; jeg vil
ikke vide af nogen slags tilstelninger. Og hvis bade-
bestyrelsen skulde falde på at bevilge mig gagetil-
læg, så tar jeg ikke imod det. Katrine, det siger
jeg dig, – jeg tar det ikke.

s. 37

Fru Stockmann.

Det gør du ret i, Tomas.

Petra
(løfter sit glas).

Skål, far!

Hovstad og Billing.

Skål, skål, herr doktor.

Horster
(klinker med doktoren).

Gid De må få bare glæde af dette her.

Doktor Stockmann.

Tak, tak, mine kære venner! Jeg er så hjerte-
lig glad –; å, det er dog velsignet at vide med sig
selv, at en har gjort sig fortjent af sin fødeby og
af sine medborgere. Hurra, Katrine!

(Han griber hende med begge hænder om halsen og snurrer sig rundt
med hende. Fru Stockmann skriger og stritter imod. Latter, hånd-
klap og hurraråb for doktoren. Gutterne stikker hodet ind gennem
dørene .)

ANDEN AKT.

(Doktorens dagligstue. Døren til spiseværelset er lukket. Formiddag.)

Fru Stockmann
(med et forseglet brev i hånden kommer fra spiseværelset, går hen til
den forreste dør til højre og kiger ind).

Er du hjemme, Tomas?

Doktor Stockmann
(indenfor).

Ja, jeg kom nu netop. (kommer ind.) Er der noget?

Fru Stockmann.

Brev fra din bror.

(rækker ham det.)

Doktor Stockmann.

Aha, lad os se. (åbner omslaget og læser:) «Det over-
sendte manuskript remitteres herved –» (læser mumlende
videre.) Hm –

Fru Stockmann.

Hvad siger han så?

s. 39

Doktor Stockmann
(stikker papirerne i lommen).

Nej, han skriver bare, at han vil selv komme
herop henimod middag.

Fru Stockmann.

Så må du endelig huske på at holde dig hjemme.

Doktor Stockmann.

Ja, det kan jeg godt; for jeg er færdig med
mine formiddagsbesøg.

Fru Stockmann.

Jeg er svært nysgærrig efter at vide, hvorledes
han tar det.

Doktor Stockmann.

Du skal se, han vil ikke synes rigtig om, at
det er mig og ikke ham selv, som har gjort den
opdagelse.

Fru Stockmann.

Ja, er ikke du også bange for det?

Doktor Stockmann.

Nå, igrunden blir han jo glad, kan du skønne.
Men alligevel –; Peter er så forbandet ængstelig
for, at andre folk, end han, skal udrette noget til
byens bedste.

Fru Stockmann.

Men, véd du hvad, Tomas, – så skulde du
være snil og dele æren med ham. Kunde det ikke
hede sig, at det er ham, som har sat dig på spor –?

Doktor Stockmann.

Jo, det kan det gerne for mig. Når jeg bare
får rettet på sagen, så –

s. 40

Gamle Morten Kiil
(stikker hodet ind gennem forstuedøren, ser sig forskende om, ler ind[HIS: bindestrek mangler]
vendig og spørger polidsk).

Er det – er det sandt?

Fru Stockmann
(imod ham).

Far, – er det dig!

Doktor Stockmann.

Nej se, svigerfar; godmorgen godmorgen!

Fru Stockmann.

Å, men så kom da ind.

Morten Kiil.

Ja, hvis det er sandt; for ellers går jeg igen.

Doktor Stockmann.

Hvad for noget er sandt?

Morten Kiil.

Denne galskaben med vandværket. Er det
sandt, det?

Doktor Stockmann.

Ja visst er det sandt. Men hvorledes har De
fåt vide det?

Morten Kiil
(kommer ind).

Petra fløj indom, da hun gik til skolen –

Doktor Stockmann.

Nej, gjorde hun det?

Morten Kiil.

Jaha; og så fortæller hun –. Jeg tænkte hun
bare vilde holde mig for nar; men det ligner ikke
Petra heller.

s. 41

Doktor Stockmann.

Nej, hvor kunde De tænke sligt!

Morten Kiil.

Å, en skal aldrig lide på nogen; en kan bli’
gjort til nar, før en véd af det. Men så er det altså
sandt alligevel?

Doktor Stockmann.

Ja tilforladelig er det så. Sæt Dem nu bare,
svigerfar. (nøder ham ned på sofaen.) Og er det ikke en
sand lykke for byen –?

Morten Kiil
(kæmper med latteren).

Lykke for byen?

Doktor Stockmann.

Ja, at jeg gjorde den opdagelse så betimelig –

Morten Kiil
(som før).

Jo, jo, jo! – Men aldrig havde jeg da tænkt,
at De vilde drive abespil med Deres egen køde-
lige bror.

Doktor Stockmann.

Abespil!

Fru Stockmann.

Nej men, kære far –

Morten Kiil
(hviler hænderne og hagen på stokkeknappen og blinker polidsk til
doktoren).

Hvorledes var det nu? Var det ikke så, at der
var kommet nogen dyr ind i vandrørene?

s. 42

Doktor Stockmann.

Å ja , infusionsdyr.

Morten Kiil.

Og der skulde jo være kommet mange slige dyr
derind, sa’ Petra. En rent ustyrtelig mængde.

Doktor Stockmann.

Ja vel; de kan være der i hundrede-tusendvis.

Morten Kiil.

Men der er ingen, som kan se dem, – var det
ikke så?

Doktor Stockmann.

Jo; se dem kan man ikke.

Morten Kiil
(med stille klukkende latter).

Dette her er, fan’ flytte mig, det bedste, jeg
har hørt af Dem endnu.

Doktor Stockmann.

Hvorledes, mener De?

Morten Kiil.

Men aldrig i verden får De bildt byfogden sligt
noget ind.

Doktor Stockmann.

Nå, det skal vi nok få se.

Morten Kiil.

Tror De, han kunde være så gal?

Doktor Stockmann.

Jeg håber hele byen vil være så gal.

s. 43

Morten Kiil.

Hele byen! Ja, det kan s’gu gerne være,[HIS: skadet komma]
det. Men det er tilpas for dem; det har de godt
af. De skulde nu være så meget klogere end vi
gamle. De hundsvoterte mig ud af formandskabet.
Ja, jeg siger så; for de voterte mig ud som en hund,
gjorde de. Men nu får de det igen. Driv bare abe-
spil med dem, Stockmann.

Doktor Stockmann.

Ja men, svigerfar –

Morten Kiil.

Bare abespil , siger jeg. (rejser sig.) Kan De få
det til det, at byfogden og hans venner render med
næsen i en klud, så gir jeg straks på timen hun-
drede kroner til de fattige.

Doktor Stockmann.

Se, det var jo snildt af Dem.

Morten Kiil.

Ja, jeg har jo ikke stort at rutte med, kan De
vide; men får De det til det, så skal jeg betænke
de fattige med halvhundrede kroner til juleaften .

(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)

Hovstad.

Godmorgen! (standser.) Å undskyld –

Doktor Stockmann.

Nej kom De; kom De.

Morten Kiil
(klukker igen).

Han! Er han også med på det?

s. 44

Hovstad.

Hvad mener De?

Doktor Stockmann.

Ja visst er han med.

Morten Kiil.

Kunde jeg ikke næsten tænke det! Det skal
stå i aviserne. Jo, De er rigtignok den rette, Stock-
mann. Men læg nu bare over; nu vil jeg gå.

Doktor Stockmann .

Å nej, bliv nu lidt, svigerfar.

Morten Kiil.

Nej, nu vil jeg gå. Og find så på alt det abe-
spil , De kan; De skal fan’ ikke ha’ gjort det for
ingenting.

(Han går; fru Stockmann følger ud med ham.)

Doktor Stockmann
(ler).

Tænk Dem bare, De, – den gamle tror ikke et
ord af dette her med vandværket.

Hovstad.

Nå, var det den sagen –?

Doktor Stockmann.

Ja, det var den, vi talte om. Og det er kanske
for det samme, De kommer også?

Hovstad.

Ja det er det. Har De tid en liden stund, herr
doktor?

Doktor Stockmann.

Så længe De vil, kære.

s. 45

Hovstad.

Har De hørt noget fra byfogden?

Doktor Stockmann.

Endnu ikke. Han kommer herhen siden.

Hovstad.

Jeg har tænkt en del på sagen siden igårkveld .

Doktor Stockmann.

Nå ja?

Hovstad.

For Dem, som er læge, og som er en viden-
skabsmand, står dette tilfælde med vandværket som
noget for sig. Jeg mener, det falder ikke Dem ind,
at dette hænger ihob med mange andre ting.

Doktor Stockmann.

Ja, hvorledes –? Lad os sætte os, kære. –
Nej, der i sofaen.

(Hovstad sætter sig i sofaen, doktoren i en lænestol på den anden side
af bordet.)

Doktor Stockmann.

Nå? De mener altså –?

Hovstad.

De sagde igår, at det fordærvede vand kom af
urenligheder i jordbunden.

Doktor Stockmann.

Ja, det kommer ganske utvilsomt fra denne for-
giftige sump oppe i Mølledalen.

Hovstad.

Undskyld, herr doktor, men jeg tror, det kom-
mer fra en ganske anden sump.

s. 46

Doktor Stockmann.

Hvad skulde det være for en sump?

Hovstad.

Den sump, som hele vort kommunale liv står
og rådner i.

Doktor Stockmann.

Nej men for pokker, herr Hovstad, hvad er nu
det for snak?

Hovstad.

Alle byens sager er lidt efter lidt kommet i
hænderne på en flok embedsmænd –

Doktor Stockmann.

Nå, embedsmænd er de da ikke allesammen.

Hovstad.

Nej, men de, som ikke er embedsmænd, de er
ialfald embedsmændenes venner og tilhængere; det
er alle de rige, alle dem med de gamle ansete navne
i byen; dem er det, som styrer og råder over os.

Doktor Stockmann.

Ja, men de folk har da virkelig både dygtighed
og indsigt.

Hovstad.

Viste de dygtighed og indsigt, da de lagde vand-
ledningen der, hvor den nu ligger?

Doktor Stockmann.

Nej, det var naturligvis en stor dumhed af dem.
Men det blir der jo nu rettet på.

Hovstad.

Tror De, det vil gå så glat?

s. 47

Doktor Stockmann.

Glat eller ikke glat, – gå skal det ialfald.

Hovstad.

Ja, dersom pressen får gribe ind.

Doktor Stockmann.

Blir aldrig nødvendigt, kære. Jeg er viss på,
at min bror –

Hovstad.

Undskyld mig, herr doktor, men jeg vil sige
Dem, at jeg agter at ta’ sagen under behandling.

Doktor Stockmann.

I avisen?

Hovstad.

Ja. Da jeg overtog «Folkebudet», var det min
tanke, at jeg skulde få sprængt denne ring af gamle
envise stivstikkere, som sad inde med al magten.

Doktor Stockmann.

Men De har jo selv fortalt mig, hvad ende det
tog; De havde jo nær ødelagt bladet på det.

Hovstad.

Ja, dengang måtte vi stikke piben i sæk, det
er ganske sandt. For der var fare for, at bade-
anstalten ikke skulde komme istand, hvis de mænd
faldt. Men nu står den der, og nu kan de høje
herrerne undværes.

Doktor Stockmann.

Undværes, ja; men vi skylder dem dog stor tak.

Hovstad.

Det skal også bli’ erkendt, i al pyntelighed.
Men en bladskriver af min folkelige retning kan

s. 48

ikke la’ en slig lejlighed, som denne her, gå fra sig.
Der må rygges ved den fabelen om de styrendes
ufejlbarhed. Sligt noget må ryddes ud ligesom al
anden slags overtro.

Doktor Stockmann.

Det er jeg enig med Dem i af hele mit hjerte,
herr Hovstad; er det en overtro, så væk med det!

Hovstad.

Byfogden vilde jeg nu så nødig røre ved, siden
han er Deres bror. Men De synes da visst som jeg,
at sandheden går foran alle andre hensyn.

Doktor Stockmann.

Det forstår sig jo af sig selv. – (udbrydende.) Ja
men –! Ja men –!

Hovstad.

De skal ikke tro ilde om mig. Jeg er hverken
mere egennyttig eller mere magtbegærlig end de
fleste mennesker.

Doktor Stockmann.

Men kære, – hvem falder også på det?

Hovstad.

Jeg er kommen af ringe folk, som De véd ; og
jeg har havt anledning nok til at se, hvad som mest
trænges til i de lavere samfundslag. Og det er, at
få være med på at styre de almene anliggender, herr
doktor. Det er det, som udvikler evnerne og kund-
skaben og selvfølelsen –

Doktor Stockmann.

Det kan jeg så overmåde godt forstå –

s. 49

Hovstad.

Ja, – og så synes jeg, en journalist tar et tungt
ansvar på sig, om han forsømmer en gunstig lejlig-
hed til frigørelse for de mange, for de små, for de
undertrykte. Jeg véd nok, – i de stores lejr vil de
kalde det for opvigleri og sligt noget; men det får
de gøre som de lyster. Når jeg bare har min sam-
vittighed fri, så –

Doktor Stockmann.

Just det, ja! Just det, kære herr Hovstad. Men
alligevel – for fanden –! (det banker.) Kom ind!

(Bogtrykker Aslaksen i forstuedøren. Han er tarveligt men anstændigt
klædt, i sort, med et hvidt, noget krøllet halstørklæde, handsker og flos-
hat i hånden.)

Aslaksen
(bukker).

Om forladelse, herr doktor, at jeg er så dristig –

Doktor Stockmann
(rejser sig).

Se, se, – der har vi jo bogtrykker Aslaksen!

Aslaksen.

Ja såmænd , herr doktor.

Hovstad
(står op).

Er det mig, De vil ha’ fat på, Aslaksen?

Aslaksen.

Nej, det er ikke det; jeg vidste ikke vi skulde
træffes her. Nej, det var nok doktoren selv –

Doktor Stockmann.

Nå, hvad står til tjeneste?

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 50

Aslaksen.

Er det sandt, som jeg hørte af herr Billing, at
doktoren tænker på at skaffe os et bedre vandværk?

Doktor Stockmann.

Ja, til badeanstalten.

Aslaksen.

Ja vel; det skønner jeg nok. Nå, så kommer
jeg for at sige, at den sagen vil jeg støtte af alle
mine kræfter.

Hovstad
(til doktoren).

Ser De!

Doktor Stockmann.

Det skal De ha’ så hjertelig tak for; men –

Aslaksen.

For det kunde kanske nok trænges at ha’ os
småborgere i ryggen. Vi danner nu ligesom en kom-
pakt majoritet her i byen, – når vi rigtig vil da.
Og det er altid bra’, at ha’ majoriteten med sig,
herr doktor.

Doktor Stockmann.

Det er unægtelig sandt; men jeg kan bare ikke
begribe, at nogen særlige anstalter skulde være nød-
vendige her. Jeg synes da, at en så grej og lige-
frem sag –

Aslaksen.

Å jo, det kunde nok være bra’ alligevel; for jeg
kender de lokale myndighederne så godt; magthaverne
går ikke gerne godvilligt ind på forslag, som kom-
mer fra andre folk. Og derfor mener jeg, det kunde
ikke være afvejen, om vi demonstrerte lidt.

s. 51

Hovstad.

Netop det, ja.

Doktor Stockmann.

Demonstrerte, siger De? Ja, hvorledes vilde De
da egentlig demonstrere?

Aslaksen.

Naturligvis med stort mådehold, herr doktor;
jeg beflitter mig altid på mådehold; for mådehold,
det er en statsborgers første dyd, – efter min me-
ning da.

Doktor Stockmann.

Det er De jo også kendt for, herr Aslaksen.

Aslaksen.

Ja, jeg tror nok jeg tør sige det. Og denne
sagen med vandværket, den er så svært vigtig for
os småborgere. Badet tegner jo til at bli’ ligesom
en liden guldgrube for byen. Det er badet, vi skal
leve af allesammen, og mest da vi husejere. Derfor
vil vi jo gerne støtte anstalten alt det vi kan. Og
da jeg nu er formand i husejerforeningen –

Doktor Stockmann.

Ja –?

Aslaksen.

– og da jeg desforuden er agent for mådeholds-
selskabet, – ja, doktoren véd vel, at jeg virker for
mådeholdssagen?

Doktor Stockmann.

Ja, det forstår sig.

Aslaksen.

Nå, – så er det jo begribeligt, at jeg kommer
sammen med en hel del mennesker. Og da jeg er

s. 52

kendt for at være en sindig og lovlydig statsborger,
som doktoren selv sa’, så har jeg jo en viss ind-
flydelse i byen, – en liden slags magtstilling, – om
jeg selv skal sige det.

Doktor Stockmann.

Det véd jeg meget godt, herr Aslaksen.

Aslaksen.

Ja se – derfor vilde det være en smal sag for
mig at få en adresse istand, om det skulde knibe.

Doktor Stockmann.

En adresse, siger De?

Aslaksen.

Ja, en slags takadresse fra byens borgere for
at De har båret denne samfundsvigtige sag frem.
Det siger sig selv, at den måtte være affattet med
sømmeligt mådehold, så den ikke støder myndig-
hederne og dem, som har magten forresten. Og
passer vi bare nøje på det, så kan da vel ingen
ta’ os det ilde op, véd jeg?

Hovstad.

Nå, selv om de ikke likte det så svært godt,
så –

Aslaksen.

Nej, nej, nej; ikke nogen nærgåenhed imod
øvrigheden, herr Hovstad. Ikke nogen opposition
imod folk, som står os så tæt indpå livet. Det har
jeg fåt nok af i mine dage; og det kommer der al-
drig noget godt ud af heller. Men en statsborgers
sindige og frimodige ytringer må ikke være nogen
mand forment.

s. 53

Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).

Jeg kan ikke sige Dem, kære herr Aslaksen,
hvor inderligt det glæder mig at finde al denne til-
slutning blandt mine medborgere. Jeg er så glad, –
så glad! Hør; skal det ikke være et lidet glas
sherry? Hvad!

Aslaksen.

Nej mange tak; jeg nyder aldrig den slags
spirituosa.

Doktor Stockmann.

Nå, men et glas øl da; hvad siger De til det?

Aslaksen.

Tak, ikke det heller, herr doktor; jeg nyder
ingenting så tidligt på dagen. Men nu vil jeg gå
ud i byen og snakke med en del af husejerne og
forberede stemningen.

Doktor Stockmann.

Ja, det er så overmåde snildt af Dem, herr
Aslaksen; men jeg kan umulig få i mit hode, at
alle disse anstalter skulde bli’ nødvendige; jeg synes
sagen må kunne gå ganske af sig selv.

Aslaksen.

Autoriteterne arbejder noget tungvindt, herr
doktor. Ja, gudbevar’s, jeg siger ikke det for at
laste dem –

Hovstad.

Imorgen skal vi køre dem ivej i bladet, Aslaksen.

Aslaksen.

Men bare ikke voldsomt, herr Hovstad. Far
frem med mådehold, ellers får De dem ikke af flæk-
ken; De kan lide på mit råd; for jeg har sanket

s. 54

erfaringer i livets skole. – Nu ja, så vil jeg sige
doktoren farvel. De véd nu, at vi småborgere ial-
fald står bag Dem som en mur. De har den kom-
pakte majoritet på Deres side, herr doktor.

Doktor Stockmann.

Tak for det, min kære herr Aslaksen. (rækker ham
hånden.) Farvel, farvel!

Aslaksen.

Går De med indom på trykkeriet, herr Hovstad?

Hovstad.

Jeg kommer bagefter; jeg har endnu lidt at
afgøre.

Aslaksen.

Godt, godt.

(Han hilser og går; doktor Stockmann følger ham ud i forstuen.)

Hovstad
(idet doktoren kommer ind igen).

Nå, hvad siger De så, herr doktor? Synes De
ikke, det er på tiden, at her luftes ud og rystes op
i al denne slaphed og halvhed og fejghed?

Doktor Stockmann.

Sigter De til bogtrykker Aslaksen?

Hovstad.

Ja, jeg gør. Han er en af dem, som står i
sumpen – så bra’ en mand han end kan være for-
resten. Og slig er de fleste her hos os; de går og
vipper og svingler til begge siderne; af bare hensyn
og betænkeligheder tør de aldrig ta’ fuldt skridt.

Doktor Stockmann.

Ja, men Aslaksen var da så inderlig velsindet,
synes jeg.

s. 55

Hovstad.

Der er en ting, som jeg sætter højere; og det
er at stå som en tryg, selvsikker mand.

Doktor Stockmann.

Det gir jeg Dem så fuldstændig ret i.

Hovstad.

Derfor er det jeg nu vil gribe lejligheden og
prøve, om jeg ikke skulde kunne få de velsindede
til at mande sig op engang. Autoritetsdyrkelsen må
udryddes her i byen. Dette uforsvarlig store fejl-
greb med vandværket må gøres indlysende for alle
stemmeberettigede borgere.

Doktor Stockmann.

Godt; når De mener, det er til almenhedens
bedste, så lad så ske; men ikke førend jeg har talt
med min bror.

Hovstad.

Jeg skriver ialfald en redaktionsartikkel færdig
imens. Og hvis byfogden så ikke vil fremme sagen –

Doktor Stockmann.

Å, men hvor kan De tænke Dem sligt?

Hovstad.

Det kunde nok tænkes. Og da –?

Doktor Stockmann.

Ja, da lover jeg Dem –; hør, – da kan De
trykke min afhandling, – ta’ den ind hel og holden.

Hovstad.

Må jeg det? Er det et ord?

s. 56

Doktor Stockmann
(rækker ham manuskriptet).

Her har De den; ta’ den med Dem; det kan
jo ikke skade, at De læser den igennem: og så gir
De mig den igen siden.

Hovstad.

Godt, godt; det skal jeg nok gøre. Og så far-
vel, herr doktor.

Doktor Stockmann.

Farvel, farvel. Ja, for De skal se, det går så
glat, herr Hovstad, – så glat!

Hovstad.

Hm, – vi får se.

(han hilser og går ud gennem forstuen.)

Doktor Stockmann
(går hen og ser ind i spisestuen).

Katrine –! Nå, er du kommen hjem, Petra?

Petra
(kommer ind).

Ja, nu kom jeg netop fra skolen.

Fru Stockmann
(kommer).

Har han ikke været her endnu?

Doktor Stockmann.

Peter? Nej. Men jeg har snakket en hel del
med Hovstad. Han er ganske betaget af den op-
dagelse, jeg har gjort. Ja, for den har en langt
større rækkevidde, end jeg tænkte i førstningen, ser
du . Og så har han stillet sit blad til min rådighed,
hvis det skulde behøves.

s. 57

Fru Stockmann.

Men tror du da det behøves?

Doktor Stockmann.

Å sletikke. Men det er ialfald en stolt bevidst-
hed, at man har den frisindede, uafhængige presse
på sin side. Ja, og tænk – så har jeg havt besøg
af formanden i husejerforeningen.

Fru Stockmann.

Så? Og hvad vilde han?

Doktor Stockmann.

Også støtte mig. De vil støtte mig allesammen,
ifald det skulde knibe. Katrine, – véd du, hvad jeg
har for noget bag mig?

Fru Stockmann.

Bag dig? Nej; hvad har du for noget bag
dig da?

Doktor Stockmann.

Den kompakte majoritet.

Fru Stockmann.

Ja så. Er det godt for dig, det, Tomas?

Doktor Stockmann.

Ja, det skulde jeg mene, det er godt! (gnider
hænderne og går op og ned.) Ja, Herregud , hvor fornøjeligt
det er at stå således i broderlig forening sammen
med sine medborgere!

Petra.

Og så at udrette så meget godt og nyttigt, far!

Doktor Stockmann.

Ja, og det ovenikøbet for ens egen fødeby, du!

s. 58

Fru Stockmann.

Nu ringte det.

Doktor Stockmann.

Så har vi ham visst. – – (det banker.) Vær
så god!

Byfogd Stockmann
(kommer fra forstuen).

Godmorgen.

Doktor Stockmann.

Velkommen, Peter!

Fru Stockmann.

Godmorgen, svoger. Hvorledes står det til?

Byfogden.

Jo tak; så-så. (til doktoren.) Jeg modtog igår efter
kontortid en afhandling fra dig betræffende vandfor-
holdene ved badeanstalten.

Doktor Stockmann.

Ja. Har du læst den?

Byfogden.

Jo, jeg har.

Doktor Stockmann.

Og hvad siger du så til den sag?

Byfogden
(med et sideblik).

Hm –

Fru Stockmann.

Kom, Petra.

(hun og Petra går ind i værelset til venstre .)

s. 59

Byfogden
(efter et ophold).

Har det været nødvendigt at drive alle disse
undersøgelser bag min ryg?

Doktor Stockmann.

Ja, så længe jeg ikke havde absolut visshed,
så –

Byfogden.

Og den, mener du altså, du nu har?

Doktor Stockmann.

Ja, det har du da vel selv overbevist dig om.

Byfogden.

Er det din hensigt at fremlægge dette aktstykke
for badebestyrelsen som et slags officielt dokument?

Doktor Stockmann.

Ja vel. Noget må der jo gøres ved sagen; og
det fort.

Byfogden.

Du bruger, som sædvanligt, stærke talemåder i
din afhandling. Du siger blandt andet, at det, vi
byder vore badegæster, er en permanent forgiftelse.

Doktor Stockmann.

Ja men, Peter, kan det da betegnes anderledes?
Tænk dig bare, – forgiftet vand både til indvortes
og udvortes! Og det til stakkers sygelige mennesker,
som tyr til os i god tro, og som betaler os i dyre
domme for at få sin sundhed igen!

Byfogden.

Og så kommer du i din deduktion til det resul-
tat, at vi må bygge en kloak, som kan optage de

s. 60

postulerede uhumskheder fra Mølledalen, og at vand-
ledningen må lægges om.

Doktor Stockmann.

Ja, véd du da nogen anden udvej? Jeg véd
ingen.

Byfogden.

Jeg gjorde mig i formiddag et ærend ind til
stadsingeniøren. Og så bragte jeg – sådan halvt i
spøg – disse foranstaltninger på bane som noget, vi
kanske burde tage under overvejelse engang i frem-
tiden.

Doktor Stockmann.

Engang i fremtiden!

Byfogden.

Han smilte af min formentlige extravagance –
naturligvis. Har du gjort dig den ulejlighed at tænke
på, hvad de foreslåede forandringer vilde komme til
at koste? Efter de oplysninger, jeg modtog, vilde
udgifterne rimeligvis løbe op i flere hundrede tusend
kroner.

Doktor Stockmann.

Skulde det bli’ så dyrt?

Byfogden.

Ja. Og så kommer det værste. Arbejdet vilde
medtage et tidsrum af mindst to år.

Doktor Stockmann.

To år, siger du? To hele år?

Byfogden.

Mindst. Og hvad skal vi så gøre med badet
imens? Skal vi lukke det? Ja, det vilde vi bli’

s. 61

nødt til. Eller tror du kanske nogen vilde søge hid
til os, når det rygte kom ud, at vandet skulde være
sundhedsfarligt?

Doktor Stockmann.

Ja men, Peter, det er det jo.

Byfogden.

Og så alt dette nu, – netop nu, da anstalten
er i opkomst. Nabobyerne har også visse betingelser
for at kunne bli’ søgte som badesteder. Tror du
ikke, at de straks vilde sætte sig i aktivitet for at
drage hele strømmen af fremmede til sig? Jo, ganske
upåtvilelig. Og så stod vi der; vi måtte rimeligvis
nedlægge hele den kostbare anstalt; og så havde du
ruineret din fødeby.

Doktor Stockmann.

Jeg – ruineret –!

Byfogden.

Det er blot og bart gennem badet, at byen har
nogen nævneværdig fremtid for sig. Det indser du
visst lige så godt som jeg.

Doktor Stockmann.

Men hvad har du da tænkt, at der skulde gøres?

Byfogden.

Jeg har ikke af din afhandling kunnet over-
bevise mig om, at vandforholdene ved badet er så
betænkelige, som du fremstiller dem.

Doktor Stockmann.

De er snarere værre, du! Eller de blir det ial-
fald til sommeren, når varmen kommer i vejret.

s. 62

Byfogden.

Som sagt, jeg tror, du overdriver betydeligt.
En duelig læge må vide at træffe sine forholdsregler,
– han må forstå at forebygge skadelige indvirkninger
og at afhjælpe dem, hvis de aldeles øjensynligt skulde
gøre sig gældende.

Doktor Stockmann.

Og så –? Hvad videre –?

Byfogden.

Den etablerede vandforsyning ved badet er nu
engang et faktum og må selvfølgelig behandles som
et sådant. Men rimeligvis vil direktionen i sin tid
ikke være utilbøjelig til at ta’ under overvejelse,
hvorvidt det med overkommelige pekuniære offere
skulde være muligt at få indført visse forbedringer.

Doktor Stockmann.

Og en sådan underfundighed, tror du, jeg nogen-
sinde går ind på!

Byfogden.

Underfundighed?

Doktor Stockmann.

Ja, det vilde være en underfundighed, – et be-
drageri, en løgn, en ligefrem forbrydelse imod al-
menheden, imod hele samfundet!

Byfogden.

Jeg har, som før bemærket, ikke kunnet tilegne
mig den overbevisning, at der er nogen egentlig
overhængende fare påfærde.

Doktor Stockmann.

Jo, du har! Det er umuligt andet. Min frem-
stilling er så slående sand og rigtig, det véd jeg!

s. 63

Og du skønner det meget godt, Peter; men du vil
bare ikke være ved det. Det var dig, som fik drevet
igennem, at både badebygningerne og vandværket
blev lagt, hvor de nu ligger; og det er det, – det
er dette forbandede misgreb, som du ikke vil ind-
rømme. Pyt, – tror du ikke, jeg gennemskuer dig?

Byfogden.

Og selv om så var? Dersom jeg måske med
en viss ængstelighed våger over min anseelse, så
sker det til gavn for byen. Uden moralsk autoritet
kan jeg ikke styre og lede sagerne således, som jeg
eragter det tjenligst for det heles vel. Derfor, – og
af diverse andre grunde, – er det mig magtpålig-
gende, at din forestilling ikke indleveres til bade-
direktionen. Den må holdes tilbage for almenvellets
skyld. Jeg skal så senere bringe sagen under dis-
kussion og vi skal gøre vort bedste i stilhed; men
der må ingenting, – ikke et eneste ord, komme til
offentlighedens kundskab i dette fatale anliggende.

Doktor Stockmann.

Ja, det vil nu ikke kunne forhindres, min kære
Peter.

Byfogden.

Det må og det skal forhindres.

Doktor Stockmann.

Det går ikke, siger jeg; der er altfor mange,
som véd om det.

Byfogden.

Véd om det! Hvem? Det er dog vel aldrig
disse herrer i «Folkebudet», som –?

s. 64

Doktor Stockmann.

Å jo; de også. Den frisindede, uafhængige
presse vil nok sørge for, at I gør eders skyldighed.

Byfogden
(efter et kort ophold).

Du er en overmåde ubesindig mand, Tomas.
Har du ikke betænkt, hvad følger dette kan drage
efter sig for dig selv?

Doktor Stockmann.

Følger? Følger for mig?

Byfogden.

For dig og dine, ja.

Doktor Stockmann.

Hvad fanden skal det sige?

Byfogden.

Jeg tror, at jeg al min tid har vist mig som
en tjenstvillig og hjælpsom bror imod dig.

Doktor Stockmann.

Ja, det har du; og det takker jeg dig for.

Byfogden.

Forlanges ikke. Jeg har jo også for en del
været nødt til det – for min egen skyld. Det var
altid mit håb, at jeg skulde kunne holde dig nogen-
lunde i ave, når jeg hjalp til at forbedre din økono-
miske stilling.

Doktor Stockmann.

Hvad for noget? Det var altså bare for din
egen skyld –!

s. 65

Byfogden.

Tildels, siger jeg. Det er penibelt for en em-
bedsmand, når hans nærmeste pårørende går hen og
kompromitterer sig gang efter gang.

Doktor Stockmann.

Og det synes du, at jeg gør?

Byfogden.

Ja, desværre, det gør du, uden at du selv véd
af det. Du har et uroligt, stridbart, oprørsk sind.
Og så din ulyksalige hang til at skrive offentligt om
alle mulige og umulige sager. Aldrig så snart får
du et indfald, – straks skal du skrive en avisartikel
eller en hel brochure om det.

Doktor Stockmann.

Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt
at meddele sig til almenheden, når han har fanget
en ny tanke!

Byfogden.

Å, almenheden behøver slet ingen nye tanker.
Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode,
anerkendte tanker, den allerede har.

Doktor Stockmann.

Og det siger du sådan ligefrem!

Byfogden.

Ja, engang må jeg dog tale ligefrem med dig.
Hidtil har jeg søgt at undgå det, da jeg véd , hvor
irritabel du er; men nu må jeg sige dig sandheden,
Tomas. Du gør dig ingen forestilling om, hvormeget
du skader dig selv ved din fremfusenhed. Du be-
klager dig over autoriteterne, ja over selve regerin-
gen, – river ned på den sågar, – påstår, at du er

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 66

bleven tilsidesat, forfulgt. Men kan du vente dig
andet, – en så besværlig mand, som du er.

Doktor Stockmann.

Hvad nu, – er jeg besværlig også?

Byfogden.

Ja, Tomas, du er en meget besværlig mand at
arbejde sammen med. Det har jeg fåt føle. Du
sætter dig ud over alle hensyn; du synes rent at
glemme, at det er mig, du kan takke for posten her
som badelæge –

Doktor Stockmann.

Den var jeg selvskreven til! Jeg og ingen anden!
Jeg var den første, som så, at byen kunde bli’ et
blomstrende badested; og jeg var den eneste, som
så det dengang, Jeg stod alene og stred for tanken
gennem mange år; og jeg skrev og skrev –

Byfogden.

Unægtelig. Men dengang var endnu ikke det
rette tidspunkt forhånden; nå, det kunde jo du der-
oppe i din afkrog ikke bedømme. Men da så det
betimelige øjeblik kom, da tog jeg – og de andre –
sagen i vor hånd –

Doktor Stockmann.

Ja, og så forkludred I hele min herlige plan.
Å jo, det viser sig rigtignok nu, hvilke kløgtige fyre
I var!

Byfogden.

Efter min formening viser det sig kun, [HIS: skadet komma] at du
igen trænger til et afløb for din stridslyst. Du vil
dine foresatte tillivs; – det er jo din gamle vane.
Du kan ikke tåle nogen autoritet over dig; du ser

s. 67

skævt til enhver, der beklæder en overordnet embeds-
stilling; du betragter ham som en personlig fiende,
– og straks er det ene angrebsvåben dig ligeså godt
som det andet. Men nu har jeg gjort dig opmærk-
som på, hvilke interesser der står på spil for hele
byen, – og følgelig for mig også. Og derfor siger
jeg dig, Tomas, at jeg er ubønhørlig i den fordring,
jeg nu agter at stille til dig.

Doktor Stockmann.

Hvad er det for en fordring?

Byfogden.

Da du har været åbenmundet nok til at omtale
dette kildne anliggende for uvedkommende, omend-
skønt det burde ha’ været bevaret som en direktions-
hemmelighed, så kan sagen naturligvis ikke dysses
ned. Allehånde rygter vil sprede sig vidt omkring,
og de ildesindede iblandt os vil nære rygterne ved
alskens tilsætninger. Det vil derfor være nødvendigt,
at du offentlig imødegår deslige rygter.

Doktor Stockmann.

Jeg! Hvorledes? Jeg forstår dig ikke.

Byfogden.

Det tør forventes, at du ved fornyede under-
søgelser kommer til det resultat, at sagen ikke på
langt nær er så farlig eller betænkelig, som du i
første øjeblik indbildte dig.

Doktor Stockmann.

Aha, – så det forventer du!

Byfogden.

Endvidere forventer man, at du nærer og offent-
lig udtaler den tillid til bestyrelsen, at den grundigt

s. 68

og samvittighedsfuldt vil foranstalte det fornødne for
at afhjælpe mulige ulæmper.

Doktor Stockmann.

Ja men det vil I aldrig i verden kunne gøre,
sålænge I farer med fusk og flikværk. Jeg siger dig
det, Peter; og det er min fuldeste og rammeste over-
bevisning –!

Byfogden.

Som funktionær har du ikke lov til at nære
nogen separat overbevisning.

Doktor Stockmann
( standser ).

Ikke lov til at –?

Byfogden.

Som funktionær, siger jeg. Som privatperson,
– gudbevar’s, det er en anden sag. Men som under-
ordnet tjenestemand ved badet har du ikke lov til at
udtale nogen overbevisning, som står i strid med
dine foresattes.

Doktor Stockmann.

Dette går for vidt! Jeg, som læge, som viden-
skabsmand, skulde ikke ha’ lov til –!

Byfogden.

Det anliggende, her handles om, er ikke noget
rent videnskabeligt; det er et kombineret anliggende;
det er både et teknisk og et økonomisk anliggende.

Doktor Stockmann.

Å lad det være for mig, hvad fanden det være
vil! Jeg vil ha’ frihed til at udtale mig om alle
mulige anliggender i hele verden!

s. 69

Byfogden.

Vær så god. Men bare ikke om badets – Det
forbyder vi dig.

Doktor Stockmann
(skriger).

I forbyder –! I! Slige nogen –!

Byfogden.

Jeg forbyder dig det, – jeg, din øverste fore[HIS: bindestrek mangler]
satte; og når jeg forbyder dig det , så har du
lystre.

Doktor Stockmann
(betvinger sig).

Peter, – var du såsandt ikke min bror –

Petra
(river døren op).

Far, dette skal du ikke tåle!

Fru Stockmann
(efter hende).

Petra, Petra!

Byfogden.

Ah, man har ståt på lur.

Fru Stockmann.

Der er så lydt; vi kunde ikke undgå at –

Petra.

Jo, jeg stod og hørte efter.

Byfogden.

Nå, det er mig igrunden kært –

s. 70

Doktor Stockmann
(går nærmere).

Du talte til mig om at forbyde og at lystre –?

Byfogden.

Du har nødsaget mig til at tale i den tone.

Doktor Stockmann.

Og så skal jeg i en offentlig erklæring slå mig
selv på munden?

Byfogden.

Vi eragter det uomgængelig nødvendigt, at du
offentliggør en erklæring, således, som jeg har for-
langt den.

Doktor Stockmann.

Og hvis jeg nu ikke – lystrer?

Byfogden.

Så udsteder vi selv en erklæring til beroligelse
for publikum.

Doktor Stockmann.

Godt og vel; men så skriver jeg imod jer. Jeg
holder på mit; jeg skal bevise, at jeg har ret og
at I har uret. Og hvad vil I så gøre?

Byfogden.

Da vil jeg ikke kunne forhindre, at du får din
afsked.

Doktor Stockmann.

Hvad –!

Petra.

Far, – afsked!

s. 71

Fru Stockmann.

Afsked!

Byfogden.

Afsked som badelæge. Jeg vil se mig foranlediget
til at andrage om øjeblikkelig opsigelse, fjerne dig
fra enhver befatning med badets anliggender.

Doktor Stockmann.

Og det skulde I vove!

Byfogden.

Det er dig selv, som her spiller det vovelige spil.

Petra.

Onkel, dette er en oprørende fremfærd imod en
mand som far!

Fru Stockmann.

Vil du bare tie stille, Petra!

Byfogden
(ser på Petra).

Aha, man indlader sig allerede på opinions-
ytringer. Ja naturligvis. (til fruen.) Svigerinde, De er
formentlig den besindigste her i huset. Anvend den
indflydelse, De måtte ha’ over Deres mand; få ham
til at indse, hvad dette vil drage efter sig både for
hans familje –

Doktor Stockmann.

Min familje kommer ingen anden ved end
mig selv!

Byfogden.

– både for hans familje, siger jeg, og for den
by, han lever i.

s. 72

Doktor Stockmann.

Det er mig, som vil byens sande vel! Jeg vil
afsløre de mangler, som sent eller tidligt må komme
far dagens lys. Å, det skal nok vise sig, at jeg
elsker min fødeby.

Byfogden.

Du, som i forblindet trods går hen og afskærer
byens vigtigste næringskilde.

Doktor Stockmann.

Den kilde er forgiftet, menneske! Er du gal!
Vi lever her af at høkre med uhumskhed og rådden-
skab! Hele vort opblomstrende samfundsliv suger
sin næring af en løgn!

Byfogden.

Indbildninger – eller noget endnu værre. Den
mand, der udslynger så nærgående insinuationer imod
sit eget hjemsted, han må være samfundets fiende.

Doktor Stockmann
(imod ham).

Og det vover du –!

Fru Stockmann
(kaster sig imellem).

Tomas!

Petra
(griber sin far om armen).

Bare rolig, far!

Byfogden.

Jeg vil ikke udsætte mig for voldsomheder. Du
er nu advaret. Betænk så, hvad du skylder dig og
dine. Farvel.

(han går.)

s. 73

Doktor Stockmann
(går op og ned).

Og en sådan behandling må jeg tåle! I mit
eget hus, Katrine! Hvad siger du til det!

Fru Stockmann.

Ja visst er det både skam og spot, Tomas –

Petra.

Kunde jeg såsandt komme onkel tillivs –!

Doktor Stockmann.

Det er min egen skyld; jeg skulde ha’ rejst
børster imod dem for længe siden, – vist tænder,
– bidt fra mig! – Og så kalde mig for en samfunds-
fiende! Mig! Det lar jeg, min sæl og salighed, ikke
sidde på mig!

Fru Stockmann.

Men, snille Tomas, din bror har nu engang
magten –

Doktor Stockmann.

Ja, men jeg har retten, du!

Fru Stockmann.

Ak ja, retten, retten; hvad hjælper det, at du
har retten, når du ikke har nogen magt?

Petra.

Nej men mor da, – hvor kan du snakke slig?

Doktor Stockmann.

Så det skulde ikke hjælpe noget i et frit sam-
fund at ha’ retten på sin side? Du er løjerlig,
Katrine. Og desuden, – har jeg da ikke den fri-
sindede uafhængige presse foran mig, – og den
kompakte majoritet bag mig? Det er vel magt god
nok, det, skulde jeg mene!

s. 74

Fru Stockmann.

Men Herregud , Tomas, du tænker da vel aldrig
på –?

Doktor Stockmann.

Hvad for noget tænker jeg ikke på?

Fru Stockmann.

– at sætte dig op imod din bror, mener jeg.

Doktor Stockmann.

Hvad fanden vilde du, jeg ellers skulde gøre,
når jeg ikke skulde holde på det, som ret og
sandt er?

Petra.

Ja, det spør’ jeg rigtignok også om?

Fru Stockmann.

Men det nytter dig jo ingen verdens ting; når
de ikke vil, så vil de ikke.

Doktor Stockmann.

Hoho, Katrine, giv du bare tid, så skal du se,
jeg driver nok min krig igennem.

Fru Stockmann.

Ja, du driver kanske igennem, at du får din
afsked, – det gør du.

Doktor Stockmann.

Så har jeg ialfald gjort min pligt imod almen-
heden, – imod samfundet. Jeg, som kaldes for en
samfundsfiende!

Fru Stockmann.

Men imod din familje, Tomas? Imod os her-
hjemme? Synes du, det er at gøre din pligt imod
dem, du skal forsørge?

s. 75

Petra.

Å tænk da ikke altid først og fremst på os, mor.

Fru Stockmann.

Ja, du har let for at snakke; du kan i nødsfald
stå på egne ben. – Men husk på gutterne, Tomas;
og tænk lidt på dig selv også, og på mig –

Doktor Stockmann.

Men jeg tror du er rent gal, Katrine! Hvis jeg
så jammerlig fejgt faldt tilfode for denne Peter og
for hans fordømte slæng, – vilde jeg da nogensinde
få en lykkelig stund mere i mit liv?

Fru Stockmann.

Ja, det véd jeg ikke; men Vorherre bevare os
for den lykke, vi vil få, allesammen, hvis du blir
ved at trodse. Så står du der igen uden levebrød,
uden faste indtægter. Jeg synes, vi har fåt nok af
det i gamle dage; husk på det, Tomas; tænk på,
hvad det har på sig.

Doktor Stockmann
(vrider sig kæmpende og knytter hænderne).

Og sligt noget kan disse kontortrælle føre ned
over en fri ærlig mand! Er det ikke forfærdeligt,
Katrine?

Fru Stockmann.

Jo, det er syndigt handlet imod dig, det er
visst og sandt. Men, Herregud , der er så meget
uretfærdigt, en får bøje sig under her i verden. –
Der er gutterne, Tomas! Se på dem! Hvad skal
der bli’ af dem? A nej, nej, du kan da aldrig
nænne –

(Ejlif og Morten, med skolebøger, er imidlertid kommet ind.)

s. 76

Doktor Stockmann.

Gutterne –! (står med engang fast og fattet.) Ikke, om
så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken under åget.

(han går imod sit værelse.)

Fru Stockmann
(efter ham).

Tomas, – hvad vil du gøre!

Doktor Stockmann
(ved døren).

Jeg vil ha’ ret til at se mine gutter i øjnene,
når de engang blir voksne fri mænd.

(han går ind.)

Fru Stockmann
(brister i gråd).

Å Gud hjælpe og trøste os allesammen!

Petra.

Far er bra’, han! Han gir sig ikke.

(Gutterne spør’ forundret, hvad det er for noget; Petra gir dem tegn
til at tie.)

TREDJE AKT.

(«Folkebudet»s redaktionskontor. Til venstre i baggrunden er indgangs-
døren; til højre på samme væg er en anden dør med glasruder, hvor-
igennem man ser ind i trykkeriet. På væggen til højre en dør. Midt
på gulvet et stort bord bedækket med papirer, aviser og bøger. Foran
til venstre et vindu og ved dette en skrivepult med høj stol. Et par
lænestole står ved bordet, nogle andre stole langs væggene. Værelset
er skummelt og uhyggeligt, bohavet gammelt, lænestolene smudsige og
forrevne. Inde i trykkeriet ses et par sættere i arbejde; længere borte
er en håndpresse igang.)

(Redaktør Hovstad sidder ved pulten og skriver. Lidt efter kommer
Billing ind fra højre med doktorens manuskript i hånden.)

Billing.

Nå, det må jeg sige –!

Hovstad
(skrivende).

Har De læst det igennem?

Billing
(lægger manuskriptet på pulten).

Ja, det har jeg da rigtignok.

Hovstad.

Synes De ikke doktoren er bra’ hvas?

Billing.

Hvas? Han er, Gud døde mig, knusende, er
han. Hvert ord falder vægtfuldt, som – jeg vil sige
– som slaget af en øksehammer.

s. 78

Hovstad.

Ja, men de folk falder nu ikke for første slaget
heller.

Billing.

Det er sandt; men så blir vi ved at slå, – slag
i slag, indtil hele stormandsvældet ramler sammen.
Da jeg sad derinde og læste dette der, var det lige-
som jeg øjned revolutionen komme på afstand.

Hovstad
(vender sig).

Hys; sig bare ikke det så Aslaksen hører det.

Billing
(dæmper stemmen).

Aslaksen er en knæhøne, en fejg karl; der er
ikke mands mod i ham. Men dennegang sætter De
da vel Deres vilje igennem? Hvad? Doktorens op-
sats kommer da vel ind?

Hovstad.

Ja, hvis bare ikke byfogden gir sig med det
gode, så –

Billing.

Det vilde være fanden så kedeligt.

Hovstad.

Nå, vi kan heldigvis gøre os stillingen nyttig,
hvad der så sker. Går byfogden ikke ind på dok-
torens forslag, så får han alle småborgerne på nak-
ken, – hele husejerforeningen og de andre. Og går
han ind på det, så lægger han sig ud med en hel
hob af de store aktionærer i badet, som hidtildags
har været hans bedste støtter –

s. 79

Billing.

Ja, ja vel; for de kommer visst til at punge
ud med en svær mængde penge –

Hovstad.

Ja, det kan De bande på. Og så er ringen
brudt, ser De, og så skal vi i bladet dag ud og
dag ind gøre det indlysende for almenheden, at by-
fogden er ukyndig både i det ene og det andet, og
at alle tillidsposterne i byen, hele kommunalstyret,
bør lægges over i frisindede folks hænder.

Billing.

Det er, Gud døde mig, så slående sandt! Jeg
ser det, – jeg ser det; vi står lige ved begyndelsen
til en revolution!

(det banker.)

Hovstad.

Hys! (råber.) Kom ind!

(Doktor Stockmann kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)

Hovstad
(går imod ham).

Å, der har vi doktoren. Nå?

Doktor Stockmann.

Tryk væk, herr Hovstad!

Hovstad.

Blev det altså til det?

Billing.

Hurra!

Doktor Stockmann.

Tryk væk, siger jeg. Ja visst blev det til det.

s. 80

Men nu skal de få det, som de vil ha’ det. Nu
blir her krig i byen, herr Billing!

Billing.

Krig på kniven, vil jeg håbe! Kniven på struben,
herr doktor!

Doktor Stockmann.

Afhandlingen er bare en begyndelse. Jeg går
allerede med hodet fuldt af udkast til en fire–fem
andre opsatser. Hvor har De Aslaksen henne?

Billing
(råber ind i trykkeriet).

Aslaksen, å kom her et øjeblik!

Hovstad.

Fire–fem andre opsatser, sa’ De? Om den
samme sag?

Doktor Stockmann.

Nej, – å langtfra, kære. Nej, det blir om
ganske andre ting. Men det kommer altsammen fra
vandværket og fra kloaken. Det ene drager det
andet efter sig, skønner De. Det er som når en
begynder at rive på en gammel bygning, – akku-
rat så.

Billing.

Det er, Gud døde mig, sandt; en synes aldrig
en blir færdig, før en har revet ned hele skramlet.

Aslaksen
(fra trykkeriet).

Revet ned! Doktoren tænker da vel ikke på at
rive ned badehuset?

Hovstad.

Langt ifra; vær bare ikke ræd.

s. 81

Doktor Stockmann.

Nej, det gælder ganske andre ting. Nå, hvad
siger De så om min afhandling, herr Hovstad?

Hovstad.

Jeg synes, den er et rent mesterstykke –

Doktor Stockmann.

Ja, ikke sandt –? Nå, det glæder mig; det
glæder mig.

Hovstad.

Den er så grej og så ligetil; en behøver slet-
ikke at være fagmand for at skønne sammenhængen.
Jeg tør sige, De vil få hver eneste oplyst mand på
Deres side.

Aslaksen.

Og så alle besindige vel?

Billing.

Både besindige og ubesindige, – ja, jeg mener
næsten hele byen.

Aslaksen.

Nå, så tør vi nok trykke den.

Doktor Stockmann.

Ja, det skulde jeg mene.

Hovstad.

Den skal ind imorgen tidlig.

Doktor Stockmann.

Ja, død og plage, der må ikke spildes en eneste
dag. Hør, herr Aslaksen, det var det, jeg vilde
be’ Dem om: De må ta’ Dem personlig af manu-
skriptet.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 82

Aslaksen.

Det skal jeg nok.

Doktor Stockmann.

Pas på det, som om det var guld. Ingen tryk-
fejl; hvert ord er vigtigt. Og så kommer jeg indom
igen siden; kanske jeg kunde få se lidt korrektur.
– Ja, jeg kan ikke sige, hvor jeg tørster efter at
få den sag på tryk, – slynget ud –

Billing.

Slynget, – ja, som et lyn!

Doktor Stockmann.

– underkastet alle kyndige medborgeres dom.
Å, De kan aldrig forestille Dem, hvad jeg har været
udsat for idag. Man har truet mig både med dit og
med dat; man har villet ta’ ifra mig mine sole-
klareste menneskerettigheder –

Billing.

Hvad! Deres menneskerettigheder!

Doktor Stockmann.

– man har villet fornedre mig, gøre mig til en
usling, forlangt, at jeg skulde sætte personlig fordel
over min inderste, helligste overbevisning –

Billing.

Det er, Gud døde mig, for grovt.

Hovstad.

Å ja, en kan vente sig noget af hvert fra den
kant.

Doktor Stockmann.

Men med mig skal de komme tilkort; det skal
de få sort på hvidt for. Nu vil jeg hver evig eneste

s. 83

dag lægge mig ligesom for anker i «Folkebudet» og
bestryge dem med den ene exploderende opsats efter
den anden –

Aslaksen.

Ja, men hør nu –

Billing.

Hurra; det blir krig, det blir krig!

Doktor Stockmann.

– jeg skal slå dem til jorden, jeg skal knuse
dem, rasere deres fæstningsværker for hele den ret-
sindige almenheds øjne! Det skal jeg gøre!

Aslaksen.

Men gør det endelig moderat, herr doktor; skyd
med mådehold –

Billing.

Nej da; nej da! Spar ikke på dynamiten!

Doktor Stockmann
(vedbliver uforstyrret).

For nu er det ikke bare dette med vandværket
og kloaken alene, ser De. Nej, det er hele sam-
fundet, som skal renskes, desinficeres –

Billing.

Der lød det forløsende ord!

Doktor Stockmann.

Alle flikværks-gubberne må føjses væk, forstår
De. Og det på alle mulige områder! Der har åbnet
sig så uendelige synsvidder for mig idag. Det står
ikke rigtig klart for mig endnu; men jeg skal nok
få rede i det. Det er unge friske fanebærere, vi må
ud og lede efter, mine venner; vi må ha’ nye befa-
lingsmænd på alle forposterne.

s. 84

Billing.

Hør, hør!

Doktor Stockmann.

Og lad os bare holde sammen, så går det så
glat, så glat! Hele omvæltningen vil løbe af stabelen
som et skib. Ja, tror De ikke det?

Hovstad.

Jeg for min del tror, at nu har vi al udsigt til
at få lagt det kommunale styre der, hvor det rettelig
bør ligge.

Aslaksen.

Og når vi bare farer frem med mådehold, så
kan jeg da aldrig tænke mig, at dette her kunde
være farligt.

Doktor Stockmann.

Hvem fanden bryr sig om enten det er farligt
eller ikke! Det, jeg gør, det gør jeg i sandhedens
navn og for min samvittigheds skyld.

Hovstad.

De er en mand, som fortjener at støttes, herr
doktor.

Aslaksen.

Ja, det står fast, doktoren er byens sande ven;
en rigtig samfundsven er han.

Billing.

Doktor Stockmann er, Gud døde mig, en folke-
ven, Aslaksen!

Aslaksen.

Jeg tænker, husejerforeningen snart gør brug af
det udtryk.

s. 85

Doktor Stockmann
(bevæget, trykker deres hænder).

Tak, tak, mine kære, trofaste venner; – dette
her er mig så kvægende at høre; – min herr bror
kaldte mig for noget ganske andet. Nå, det skal
han min sæl få igen med renter! Men nu må jeg
op og se til en stakkers djævel –. Jeg kommer
igen, som sagt. Tag endelig godt vare på manu-
skriptet, herr Aslaksen; – og, for alt i verden, stryg
ikke nogen af udråbstegnene! Sæt heller et par
stykker til! Godt, godt; farvel sålænge; farvel,
farvel!

(Gensidige hilsener idet han følges til døren og går.)

Hovstad.

Han kan bli’ en ubetalelig nyttig mand for os.

Aslaksen.

Ja, så længe han bare vil holde sig til dette
her med badeanstalten. Men går han videre, så er
det ikke rådeligt at slå følge med ham.

Hovstad.

Hm, det kommer nu alt an på –

Billing.

De er da også så forbandet ræd, Aslaksen.

Aslaksen.

Ræd? Ja, når det gælder de lokale magthavere,
så er jeg ræd, herr Billing; det er noget, jeg har
lært i erfaringens skole, skal jeg sige Dem. Men
sæt mig op i den store politik, ligeover for rege-
ringen selv, og se så, om jeg er ræd.

Billing.

Nej visst er De ikke, nej; men det er jo netop
modsigelsen hos Dem.

s. 86

Aslaksen.

Jeg er en mand med samvittighed, det er sagen.
Ryger en løs på regeringen, så gør en ikke sam-
fundet nogen skade ialfald; for de mænd bryr sig
ikke om det, ser De; – de blir stående ligegodt, de.
Men de lokale myndighederne, de kan kastes, og
så kan en kanske få ukyndigheden ved roret, til
ubodelig skade både for husejere og andre.

Hovstad.

Men borgeropdragelsen gennem selvstyret da, –
tænker De ikke på den?

Aslaksen.

Når en mand har fåt noget mellem hænderne,
som skal skøttes, så kan en ikke tænke på alting,
herr Hovstad.

Hovstad.

Da gid jeg aldrig må få noget mellem hænderne!

Billing.

Hør, – hør!

Aslaksen
(smiler).

Hm. (peger mod pulten.) På den redaktør-krakken
der har stiftamtmand Stensgård siddet før Dem.

Billing
(spytter).

Tvi! Slig en overløber.

Hovstad.

Jeg er ingen slingringsmand – og blir det
heller aldrig.

Aslaksen.

En politiker skal ikke forsværge nogen ting i

s. 87

verden, herr Hovstad. Og De, herr Billing, skulde
også ta’ et rev eller to i sejlet nu om dagene,
synes jeg; for De søger jo sekretærposten i magi-
straten.

Billing.

Jeg –!

Hovstad.

Gør De, Billing!

Billing.

Nå ja, – De kan da for fanden skønne, at det
bare er for at ærgre de velvise herrerne.

Aslaksen.

Ja, mig kommer det jo sletikke ved. Men når
jeg sigtes for fejghed og for modsigelser i min hold-
ning, så er det det, jeg vil ha’ betonet: bogtrykker
Aslaksens politiske fortid ligger åben for alle og
enhver. Jeg har ikke undergåt anden forandring,
end at jeg er ble’t mere mådeholden, ser De. Mit
hjerte er fremdeles hos folket; men jeg nægter ikke
for, at min forstand hælder noget over til magt-
haverne, – ja, til de lokale da.

(han går ind i trykkeriet.)

Billing.

Skulde vi ikke se at bli’ af med ham, Hovstad?

Hovstad.

Kender De nogen anden, som vil stå i forskud
både for papir og trykningsomkostninger?

Billing.

Det er forbandet, at vi ikke skal ha’ den for-
nødne driftskapital.

s. 88

Hovstad
(sætter sig ved pulten).

Ja, havde vi bare den, så –

Billing.

End om De henvendte Dem til doktor Stock-
mann?

Hovstad
(blader i papirerne).

Å, hvad kan det nytte? Han ejer jo ingenting.

Billing.

Nej; men han har en god mand i baghånden,
gamle Morten Kiil, – «grævlingen», som de kalder
ham.

Hovstad
(skrivende).

Véd De da så sikkert, at han ejer noget?

Billing.

Ja, Gud døde mig, gør han da vel det! Og en
del af det må da vel tilfalde Stockmanns familje.
Han må da vel tænke på at udstyre – børnene
ialfald.

Hovstad
(vender sig halvt om).

Bygger De på det?

Billing.

Bygger? Jeg bygger naturligvis ikke på nogenting.

Hovstad.

Det gør De ret i. Og denne posten i magi-
straten skulde De nu sletikke bygge på; for jeg kan
forsikre Dem, – De får den ikke.

s. 89

Billing.

Nej, tror De ikke jeg véd det meget godt? Men
det er mig netop kært, at jeg ikke får den. En så-
dan tilsidesættelse ildner ens stridsmod; – en får
ligesom en tilførsel af frisk galde, og det kan vel
behøves i en ravnekrog som her, hvor der så sjelden
sker noget rigtig æggende.

Hovstad
(som skriver).

Å ja; å ja.

Billing.

Nå, – de skal snart få høre fra mig! – Nu går
jeg ind og skriver opråbet til husejerforeningen.

(han går ind i værelset til højre.)

Hovstad
(sidder ved pulten, tygger på penneskaftet og siger langsomt):

Hm, – ja så da. – (det banker.) Kom ind!

(Petra kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)

Hovstad
(rejser sig).

Nej, er det Dem? Kommer De her?

Petra.

Ja, De må undskylde –

Hovstad
(rykker en lænestol frem).

Vil De ikke sætte Dem ned?

Petra.

Nej tak; jeg går straks igen.

Hovstad.

Er det kanske noget fra Deres far, som –?

s. 90

Petra.

Nej, det er fra mig selv. (tar en bog op af kåbe-
lommen.) Her er den engelske fortælling.

Hovstad.

Hvorfor gir De den tilbage?

Petra.

Jo, for jeg vil ikke oversætte den.

Hovstad.

Men De lovte mig da så visst –

Petra.

Ja, dengang havde jeg ikke læst den. Og De
har da visst heller ikke læst den?

Hovstad.

Nej; De véd jo, jeg forstår ikke engelsk; men –

Petra.

Nej vel; derfor vilde jeg sige Dem, at De må
se Dem om efter noget andet. (lægger bogen på bordet.)
Denne her kan sletikke bruges i «Folkebudet».

Hovstad.

Hvorfor ikke det?

Petra.

Fordi den står aldeles i strid med Deres egne
meninger.

Hovstad.

Nå, for den sags skyld –

Petra.

De forstår mig nok ikke. Den handler om,
hvorledes en overnaturlig styrelse tar sig af de så-

s. 91

kaldte gode mennesker her i verden og leder alting
til det bedste for dem til slut, – og at alle de så-
kaldte onde mennesker får sin straf.

Hovstad.

Ja men det er jo bare bra’, det. Det er jo
netop sligt noget, folk vil ha’.

Petra.

Vil da De være den, som gir folk sligt noget?
Selv tror De jo ikke et ord af det. De véd jo meget
godt, at det ikke går så til i virkeligheden.

Hovstad.

De har så fuldkommen ret; men en redaktør
kan ikke altid handle, som han helst vilde. En får
ofte bøje sig for folks mening i det mindre vigtige.
Politiken er jo dog hovedsagen i livet – eller for
et blad ialfald; og vil jeg få folk med mig på fri-
gørelse og fremskridt, så må jeg ikke skræmme dem
ifra mig. Når de finder en slig moralsk fortælling
nedenunder i bladkælderen, så går de villigere med
på det, vi trykker ovenfor; – de blir ligesom mere
trygge.

Petra.

Fy; så lumsk går ikke De og stiller snarer for
Deres læsere; De er ikke nogen ædderkop.

Hovstad
(smiler).

Tak, fordi De tror så godt om mig. Nej, det
er jo rigtignok også bare Billings tankegang og
ikke min.

Petra.

Billings!

s. 92

Hovstad.

Ja, ialfald snakked han så her en af dagene.
Det er jo Billing, som er så hidsig på at få den
fortællingen ind; jeg kender jo ikke bogen.

Petra.

Men hvor kan da Billing med sine frigjorte an-
skuelser –!

Hovstad.

Å, Billing er mangfoldig, han. Nu søger han
sekretærposten i magistraten også,[HIS: skadet komma] hører jeg.

Petra.

Det tror jeg ikke, Hovstad. Hvor skulde han
kunne bekvemme sig til sligt?

Hovstad.

Ja, det må De spørge ham om.

Petra.

Aldrig havde jeg da tænkt det om Billing.

Hovstad
(ser fastere på hende).

Ikke? Kommer det Dem så rent uventet?

Petra.

Ja. Eller kanske nej alligevel. Å, jeg véd
igrunden ikke –.

Hovstad.

Vi avisskrivere duer ikke stort, frøken.

Petra.

Siger De virkelig det?

Hovstad.

En gang imellem tænker jeg det.

s. 93

Petra.

Ja, under det vanlige hverdags-kævl; det kan
jeg nok forstå. Men nu, da De har taget hånd i en
stor sag –.

Hovstad.

Dette her med Deres far, mener De?

Petra.

Netop det, ja. Nu synes jeg, De må føle Dem
som en mand, der duer fremfor de fleste.

Hovstad.

Ja, idag føler jeg noget sligt.

Petra.

Ja, ikke sandt; gør De ikke det? Å, det er et
herligt livskald, De har valgt. Således at bane vejen
for miskendte sandheder og for nye modige syns-
måder –; ja bare det, at stå frygtløst frem og ta’
ordet for en forurettet mand –

Hovstad.

Allerhelst når denne forurettede mand er –,
hm, – jeg véd ikke rigtig, hvorledes jeg skal –

Petra.

Når han er så retskaffen og så grundærlig,
mener De?

Hovstad
(sagtere).

Allerhelst når han er Deres far, mente jeg.

Petra
(pludselig slået).

Det?

Hovstad.

Ja, Petra, – frøken Petra.

s. 94

Petra.

Er det det, som står for Dem, som det første
og fremste? Ikke sagen selv? Ikke sandheden;
ikke fars store varme hjertelag?

Hovstad.

Jo, – jo begribeligvis, det også.

Petra.

Nej tak; nu forsnakked De Dem, Hovstad; og
nu tror jeg aldrig mere på Dem i nogen ting.

Hovstad.

Kan De da ta’ mig så ilde op, at det mest er
for Deres skyld –?

Petra.

Det, jeg er vred på Dem for, det er, at De
ikke har været ærlig imod far. De har talt til ham,
som om sandheden og samfundets vel lå Dem nær-
mest på sinde; De har narret både far og mig; De
er ikke den mand, De gav Dem ud for. Og det til-
gir jeg Dem aldrig – aldrig!

Hovstad.

Det skulde De ikke sige så hvast, frøken
Petra; og allermindst nu.

Petra.

Hvorfor ikke ligeså godt nu?

Hovstad.

Fordi Deres far ikke kan undvære min hjælp.

Petra
(ser nedad ham).

Er De en slig en også? Fy da!

s. 95

Hovstad.

Nej, nej, jeg er ikke; det kom bare så ufor-
varendes over mig; De skal ikke tro det.

Petra.

Jeg véd , hvad jeg skal tro. Farvel.

Aslaksen
(fra trykkeriet, hurtigt og hemmelighedsfuldt).

Død og plage, herr Hovstad – (ser Petra). Au,
det var slemt –

Petra.

Der ligger altså bogen; De får gi’ den til en
anden.

(går mod udgangsdøren.)

Hovstad
(følger efter).

Men, frøken –

Petra.

Farvel.

(hun går.)

Aslaksen.

Herr Hovstad, hør her!

Hovstad.

Nå, nå da; hvad er det så?

Aslaksen.

Byfogden står ude i trykkeriet.

Hovstad.

Byfogden, siger De?

Aslaksen.

Ja, han vil tale med Dem; han kom ind bag-
vejen, – vilde ikke ses, kan De skønne.

s. 96

Hovstad.

Hvad kan det være for noget? Nej vent, jeg
skal selv –

(han går til trykkeridøren, åbner, hilser og byder byfogden komme ind.)

Hovstad.

Hold udkig , Aslaksen, så at ingen –

Aslaksen.

Forstår –

(går ud i trykkeriet.)

Byfogden.

Herr Hovstad havde nok ikke ventet at se
mig her.

Hovstad.

Nej, jeg havde egentlig ikke det.

Byfogden
(ser sig om).

Her har De jo indrettet Dem ganske hyggeligt;
virkelig net.

Hovstad.

Å –

Byfogden.

Og nu kommer jeg sådan uden videre og lægger
beslag på Deres tid.

Hovstad.

Vær så god, herr byfogd; jeg er til tjeneste.
Men må jeg ikke skille Dem af med –? (lægger by-
fogdens hue og stok hen på en stol.) Og vil så ikke byfogden
sidde ned?

Byfogden
(sætter sig ved bordet).

Tak.

(Hovstad sætter sig ligeledes ved bordet.)

s. 97

Byfogden.

Jeg har havt en – rigtig en stor fortrædelighed
idag, herr Hovstad.

Hovstad.

Så? Å ja; så mange gøremål, som byfogden
har, så –

Byfogden.

Dette her idag hidrører fra badelægen.

Hovstad.

Ja så; fra doktoren?

Byfogden.

Han har forfattet en slags forestilling til bade-
bestyrelsen angående en del formentlige mangler ved
badet.

Hovstad.

Nej, har han det?

Byfogden.

Ja, har han ikke sagt Dem –? Jeg syntes,
han fortalte –

Hovstad.

Å jo, det er sandt, han lod nogen ord falde –

Aslaksen
(fra trykkeriet).

Jeg skulde nok ha’ manuskriftet –

Hovstad
(ærgerlig).

Hm; det ligger jo der på pulten.

Aslaksen
(finder det).

Godt.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 98

Byfogden.

Men se, der er jo netop –

Aslaksen.

Ja, det er doktorens opsats, herr byfogd.

Hovstad.

Nå, det er den, De taler om?

Byfogden.

Den selvsamme. Hvad synes De om den?

Hovstad.

Jeg er jo ikke fagmand, og jeg har bare læst
den så flygtigt.

Byfogden.

Men De lar den dog trykke?

Hovstad.

En navngiven mand kan jeg ikke godt nægte –

Aslaksen.

Jeg har ingenting at sige i bladet, herr byfogd –

Byfogden.

Forstår sig.

Aslaksen.

Jeg bare trykker, hvad jeg får i hænderne.

Byfogden.

Ganske i sin orden.

Aslaksen.

Og derfor så må jeg –

(går mod trykkeriet.)

s. 99

Byfogden.

Nej bliv et øjeblik, herr Aslaksen. Med Deres
tilladelse, herr Hovstad –

Hovstad.

Jeg ber, herr byfogd –

Byfogden.

De er en besindig og tænksom mand, herr As-
laksen.

Aslaksen.

Det glæder mig, at byfogden synes det.

Byfogden.

Og en mand med indflydelse i vide kredse.

Aslaksen.

Det er nu mest iblandt småfolk, det.

Byfogden.

De små skatteydere er de talrigste – her som
andetsteds.

Aslaksen.

Det er de rigtignok.

Byfogden.

Og jeg tviler ikke på, at De kender stemningen
blandt de fleste af dem. Gør De ikke det?

Aslaksen.

Jo, det tør jeg nok sige, jeg gør, herr byfogd.

Byfogden.

Ja, – når der altså råder en så prisværdig offer-
villighed hos byens mindre bemidlede borgere, så –

s. 100

Aslaksen.

Hvorledes det?

Hovstad.

Offervillighed?

Byfogden.

Det er et smukt tegn på samfundsånd; et over-
måde smukt tegn. Jeg havde nær sagt, jeg havde
ikke ventet det. Men De kender jo stemningen
grundigere end jeg.

Aslaksen.

Ja men, herr byfogd –

Byfogden.

Og det blir sandelig ikke noget ringe offer,
byen kommer til at bringe.

Hovstad.

Byen?

Aslaksen.

Men jeg skønner ikke –. Det er jo badet –!

Byfogden.

Efter et foreløbigt overslag vil de forandringer,
badelægen formener ønskelige, løbe op til et par
hundrede tusend kroner.

Aslaksen.

Det er jo svære penge; men –

Byfogden.

Naturligvis blir det nødvendigt, at vi optar et
kommunallån.

Hovstad
(rejser sig).

Det er da vel aldrig meningen, at byen –?

s. 101

Aslaksen.

Skulde det gå af bykassen! Af småborgernes
fattige lommer!

Byfogden.

Ja, ærede herr Aslaksen, hvor skulde midlerne
ellers komme fra?

Aslaksen.

Det får de herrer sørge for, som ejer badet,

Byfogden.

Bade-ejerne ser sig ikke istand til at strække
sig videre end sket er.

Aslaksen.

Er det ganske sikkert, det, herr byfogd?

Byfogden.

Jeg har forvisset mig om det. Ønsker man
altså disse omfattende forandringer, så får byen selv
bekoste dem.

Aslaksen.

Men Guds død og pine – om forladelse! –
men dette her er jo en ganske anden sag, herr
Hovstad!

Hovstad.

Ja, det er det rigtignok.

Byfogden.

Det fataleste er, at vi blir nødt til at lukke
badet et par års tid.

Hovstad.

Lukke? Helt lukke!

Aslaksen.

I to år!

s. 102

Byfogden.

Ja, så længe vil arbejdet vare – mindst.

Aslaksen.

Nej men død og plage, det står vi aldrig ud,
herr byfogd! Hvad skal da vi husejere leve af
imens?

Byfogden.

Det er desværre overmåde vanskeligt at svare
på, herr Aslaksen. Men hvad vil De, vi skal gøre?
Tror De vi får en eneste badegæst hid, når man
går hen og bilder dem ind, at vandet er bedærvet,
at vi lever på en pestgrund, at hele byen –

Aslaksen.

Og det er alt ihob bare en indbildning?

Byfogden.

Jeg har med min bedste vilje ikke kunnet over-
bevise mig om andet.

Aslaksen.

Ja men så er det da også rent uforsvarligt af
doktor Stockmann –; ber om forladelse, herr by-
fogd, men –

Byfogden.

Det er en beklagelig sandhed, De der udtaler,
herr Aslaksen. Min bror har desværre altid været
en fremfusende mand.

Aslaksen.

Og endda så vil De støtte ham i sligt noget,
herr Hovstad!

Hovstad.

Men hvem kunde da også tænke sig, at –?

s. 103

Byfogden.

Jeg har affattet en kort redegørelse for sag-
forholdet, således, som det fra et nøkternt synspunkt
bør opfattes; og derhos har jeg antydet, hvorledes
de mulige ulemper bør kunne forventes afhjulpne på
en for badekassen overkommelig måde.

Hovstad.

Har De den opsats hos Dem, herr byfogd?

Byfogden
(famler i lommen).

Ja; jeg tog den med for det tilfælde, at De –

Aslaksen
(hurtigt).

Død og plage, der er han!

Byfogden.

Hvem? Min bror?

Hovstad.

Hvor, – hvor!

Aslaksen.

Han går gennem trykkeriet.

Byfogden.

Fatalt. Jeg vilde nødig støde sammen med ham
her, og jeg havde endnu adskilligt at tale med
Dem om.

Hovstad
(peger mod døren til højre ).

Gå derind sålænge.

Byfogden.

Men –?

s. 104

Hovstad.

De træffer bare Billing.

Aslaksen.

Fort, fort, herr byfogd; nu kommer han.

Byfogden.

Ja, ja da; men se at få ham snart afsted igen.

(han går ud gennem døren til højre , som Aslaksen åbner og lukker for
ham.)

Hovstad.

Giv Dem noget at bestille, Aslaksen.

(han sætter sig og skriver. Aslaksen roder i en bunke aviser på en
stol til højre .)

Doktor Stockmann
(kommer fra trykkeriet).

Her har De mig igen.

(sætter hat og stok fra sig.)

Hovstad
(skrivende).

Allerede, herr doktor? Skynd Dem med det,
vi talte om, Aslaksen. Tiden er svært knap for os
idag.

Doktor Stockmann
(til Aslaksen).

Ingen korrektur at få endnu, hører jeg.

Aslaksen
(uden at vende sig).

Nej, hvor kunde da doktoren tænke det?

Doktor Stockmann.

Nej, nej; men jeg er utålmodig, kan De vel
begribe. Jeg har ikke rist eller ro, før jeg ser det
på tryk.

s. 105

Hovstad.

Hm; det vil visst vare en god stund endnu.
Tror De ikke det, Aslaksen?

Aslaksen.

Jo, jeg er næsten ræd for det.

Doktor Stockmann.

Godt, godt, mine kære venner; så kommer jeg
igen; jeg kommer gerne to gange, om det behøves.
En så stor sag, – hele byens velfærd –; det er
minsæl ikke tid at lægge sig på ladsiden. (vil gå, men
standser og kommer tilbage.) Nej hør, – der er endnu en
ting, jeg må tale med Dem om.

Hovstad.

Undskyld; men kunde vi ikke en anden gang –?

Doktor Stockmann.

Det er sagt i to ord. Det var bare det, ser
De, – når man nu imorgen læser min opsats i
bladet og altså får vide, at jeg har gåt her hele
vinteren i stilhed og virket for byens bedste –

Hovstad.

Ja men, herr doktor –

Doktor Stockmann.

Jeg véd , hvad De vil sige. De synes ikke, det
var mere end min forbandede skyldighed, – simpel
borgerpligt. Nej, naturligvis; det véd jeg lige så
godt som De. Men mine medborgere, ser De –;
Herregud , de velsignede mennesker, de holder jo så
meget af mig –

Aslaksen.

Ja, borgerne har holdt svært af Dem til denne
dag, herr doktor.

s. 106

Doktor Stockmann.

Ja, og just derfor er det jeg frygter, at –; det
er det, jeg vilde sige: når nu dette kommer til
dem – nærmest til de ubemidlede klasser – som et
manende opråb om for fremtiden at ta’ byens sager
i egen hånd –

Hovstad
(rejser sig).

Hm, herr doktor, jeg vil ikke dølge for Dem –

Doktor Stockmann.

Aha, – kunde jeg ikke tænke der var noget
igære! Men det vil jeg ikke vide af. Hvis man går
og forbereder sig på noget sligt –

Hovstad.

Hvilket da?

Doktor Stockmann.

Nå, på det ene eller det andet, – et fanetog
eller en festmiddag eller en subskription til en
hædersgave – eller hvad det nu kan være, så skal
De love mig helligt og dyrt at få det forpurret. Og
De også, herr Aslaksen; hører De det!

Hovstad.

Om forladelse, herr doktor; vi kan lige så godt
først som sidst sige Dem rene sandheden –

(Fru Stockmann, i hat og kåbe, kommer ind gennem døren til venstre i
baggrunden.)

Fru Stockmann
(ser doktoren).

Jo, ganske rigtig!

Hovstad
(går hende imøde).

Nej se, kommer fruen også?

s. 107

Doktor Stockmann.

Hvad fanden vil du her, Katrine?

Fru Stockmann.

Det kan du da vel tænke dig, hvad jeg vil.

Hovstad.

Skal De ikke sætte Dem? Eller kanske –

Fru Stockmann.

Tak; bry’ Dem ikke. Og De må ikke fortryde
på, at jeg kommer og henter Stockmann; for jeg er
mor til tre børn, skal jeg sige Dem.

Doktor Stockmann.

Snak, snak; det véd vi jo så godt.

Fru Stockmann.

Nå, det lader såmænd ikke til, at du tænker
stort på kone og børn idag; for ellers gik du vel
ikke således hen og styrted os allesammen i ulykke.

Doktor Stockmann.

Men er du da rent gal, Katrine! Skal en mand
med kone og børn ikke få lov til at forkynde sand-
heden, – ikke få lov til at være en nyttig og virk-
som statsborger, – ikke få lov til at tjene den by,
han lever i!

Fru Stockmann.

Alting med måde, Tomas!

Aslaksen.

Det siger jeg også. Mådehold i alting.

Fru Stockmann.

Og derfor gør De synd imod os, herr Hovstad,
når De lokker min mand bort fra hus og hjem og
narrer ham ind i alt dette her.

s. 108

Hovstad.

Jeg narrer såvisst ingen ind –

Doktor Stockmann.

Narrer! Tror du, jeg lar mig narre!

Fru Stockmann.

Ja, det gør du. Jeg véd nok, du er den klogeste
mand i byen; men du er så svært let at narre,
Tomas. (til Hovstad.) Og tænk bare på, at han mister
sin post ved badet, dersom De trykker det, han har
skrevet –

Aslaksen.

Hvad for noget!

Hovstad.

Ja men véd De hvad, herr doktor –

Doktor Stockmann
(ler).

Haha, lad dem bare prøve –! Å nej, du, –
de varer sig nok. For jeg har den kompakte majo-
ritet bag mig, ser du!

Fru Stockmann.

Ja, det er just ulykken, at du har sådant noget
fælt bag dig.

Doktor Stockmann.

Sniksnak, Katrine; – gå hjem og tag dig af
dit hus og lad mig ta’ mig af samfundet. Hvor kan
du være så ræd, når jeg er så tryg og glad? (gnider
hænderne og går op og ned.) Sandheden og folket skal
vinde slaget, det kan du bande på. Å, jeg ser hele
den frisindede borgerstand fylke sig til en sejrende
hær –! (standser ved en stol.) Hvad – hvad fanden er
det der for noget?

s. 109

Aslaksen
(ser derhen).

Au da!

Hovstad
(ligeså).

Hm –

Doktor Stockmann.

Her ligger jo autoritetens toppunkt.

(han tar byfogdens hue varligt i fingerspidsene og holder den ivejret.)

Fru Stockmann.

Byfogdens hue!

Doktor Stockmann.

Og her er kommandostaven også. Hvordan i
pokkers skind og ben –?

Hovstad.

Nu vel da –

Doktor Stockmann.

Ah, jeg forstår! Han har været her for at be-
snakke Dem. Haha, der kom han til den rette!
Og da han så fik øje på mig i trykkeriet –. (brister
i latter.) Løb han, herr Aslaksen?

Aslaksen
(hurtigt).

Ja-gu’ løb han, herr doktor.

Doktor Stockmann.

Løb ifra både stokken og –. Sliddersladder;
Peter løber ikke ifra nogenting. Men hvor fanden
har I gjort af ham? Ah, – derinde naturligvis. Nu
skal du få se, Katrine!

Fru Stockmann.

Tomas, – jeg ber dig –!

s. 110

Aslaksen.

Tag Dem ivare, herr doktor!

Doktor Stockmann
(har sat byfogdens hue på hodet og taget hans stok; derpå går han hen,
slår døren op og hilser med hånden til hueskyggen).

(Byfogden kommer ind, rød af vrede. Bag ham kommer Billing.)

Byfogden.

Hvad skal de optøjer betyde?

Doktor Stockmann.

Respekt, min gode Peter. Nu er det mig, som
er autoriteten i byen.

(han spadserer frem og tilbage.)

Fru Stockmann
(næsten grædende).

Nej men Tomas da!

Byfogden
(følger efter ham).

Giv mig min hue og min stok!

Doktor Stockmann
(som før).

Er du politimester, så er jeg borgermester, –
jeg er mester for hele byen, jeg, ser du!

Byfogden.

Læg huen fra dig, siger jeg. Husk på, det er
en reglementeret uniformshue!

Doktor Stockmann.

Pyt; tror du den vågnende folkeløve lar sig
skræmme af uniformshuer? Ja, for vi gør revolution
i byen imorgen, skal du vide. Du trued med at af-
sætte mig; men nu afsætter jeg dig, – afsætter dig

s. 111

fra alle dine tillidsposter –. Tror du ikke jeg kan
det? Jo, du; jeg har de sejrende samfundsmagter
med mig. Hovstad og Billing vil tordne i «Folke-
budet», og bogtrykker Aslaksen rykker ud i spidsen
for hele husejerforeningen –

Aslaksen.

Det gør jeg ikke, herr doktor.

Doktor Stockmann.

Jo visst gør De så –

Byfogden.

Aha; herr Hovstad vælger kanske alligevel at
slutte sig til agitationen ?

Hovstad.

Nej, herr byfogd.

Aslaksen.

Nej, herr Hovstad er ikke så gal, at han skulde
gå hen og ødelægge både sig selv og bladet for en
indbildnings skyld.

Doktor Stockmann
(ser sig om).

Hvad skal dette her sige?

Hovstad.

De har fremstillet Deres sag i et falskt lys,
herr doktor; og derfor så kan jeg ikke støtte den.

Billing.

Nej, efter det, herr byfogden var så artig at
fortælle mig derinde, så –

Doktor Stockmann.

Falskt! Lad De mig om det. Bare tryk De

s. 112

min opsats; jeg skal nok være mand for at for-
svare den.

Hovstad.

Jeg trykker den ikke. Jeg kan ikke og vil ikke
og tør ikke trykke den.

Doktor Stockmann.

Tør De ikke? Hvad er det for snak? De er
jo redaktør; og det er da vel redaktørerne, som re-
gerer pressen, skulde jeg tro!

Aslaksen.

Nej, det er abonnenterne, herr doktor.

Byfogden.

Heldigvis, ja.

Aslaksen.

Det er den offentlige mening, den oplyste almen-
hed, husejerne og alle de andre; dem er det, som
regerer bladene.

Doktor Stockmann
(fattet).

Og alle disse magter har jeg imod mig?

Aslaksen.

Ja, det har De. Det vilde være borgerskabets
rene ruin, om Deres opsats blev trykt.

Doktor Stockmann.

Ja så. –

Byfogden.

Min hue og min stok!

Doktor Stockmann
(tar huen af og lægger den på bordet tilligemed stokken).

s. 113

Byfogden
(tar begge dele til sig).

Din borgermesterværdighed fik en brat ende.

Doktor Stockmann.

Enden er ikke endnu. (til Hovstad.) Det er altså
aldeles umuligt at få min opsats ind i «Folkebudet»?

Hovstad.

Aldeles umuligt; også af hensyn til Deres familje.

Fru Stockmann.

Å, De skal såmænd sletikke bry’ Dem om fa-
miljen, herr Hovstad.

Byfogden
(tar et papir op af lommen).

Til vejledning for publikum vil det være til-
strækkeligt, når dette kommer ind; det er en auten-
tisk forklaring. Vær så god.

Hovstad
(tar papiret).

Godt; det skal bli’ besørget indrykket.

Doktor Stockmann.

Men mit ikke. Man bilder sig ind, man kan
tie mig og sandheden ihjæl! Men det går ikke så
glat som I tror. Herr Aslaksen, vil De straks ta’
mit manuskript og trykke det som flyveblad – på
min egen bekostning, – på mit forlag. Jeg vil ha’
fire hundrede exemplarer; nej, fem–sex hundrede
vil jeg ha’.

Aslaksen.

Ikke, om De så bød mig guld for det, tør jeg
låne mit officin til sligt noget, herr doktor. Jeg tør

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 114

det ikke for den offentlige menings skyld. De får
det ikke trykt noget steds i hele byen.

Doktor Stockmann.

Så giv mig det igen.

Hovstad
(rækker ham manuskriptet).

Vær så god.

Doktor Stockmann
(henter hat og stok).

Ud skal det nu alligevel. Jeg vil læse det op
i en stor folkeforsamling; alle mine medborgere skal
få høre sandhedens røst!

Byfogden.

Ingen forening i hele byen låner dig lokale til
sådant brug.

Aslaksen.

Ikke en eneste en; det véd jeg så visst.

Billing.

Nej, Gud døde mig, om de gør!

Fru Stockmann.

Det vilde dog være altfor skammeligt! Men
hvorfor står de da således imod dig, alle mand?

Doktor Stockmann
(arrig).

Jo, det skal jeg sige dig. Det er fordi at her
i byen er alle mand kærringer – ligesom du; alle
tænker de bare på familjen og ikke på samfundet.

Fru Stockmann
(griber ham i armen).

Så skal jeg vise dem en – en kærring, som

s. 115

kan være mand – for en gangs skyld. For nu
holder jeg med dig, Tomas!

Doktor Stockmann.

Det var bra’ sagt, Katrine. Og ud skal det,
min sæl og salighed! Kan jeg ikke få lejet noget
lokale, så hyrer jeg en tambur til at gå igennem
byen med mig, og så læser jeg det op på alle gade-
hjørnerne.

Byfogden.

Så topmålt gal er du da vel ikke!

Doktor Stockmann.

Jo, jeg er!

Aslaksen.

De får ikke en eneste mand i hele byen til at
gå med Dem.

Billing.

Nej, Gud døde mig, om De får!

Fru Stockmann.

Bare ikke gi’ dig, Tomas. Jeg skal be’ gutterne
gå med dig.

Doktor Stockmann.

Det er et ypperligt indfald!

Fru Stockmann.

Morten gør det så gerne; og Ejlif, han går nok
med, han også.

Doktor Stockmann.

Ja, og så Petra da! Og du selv, Katrine!

Fru Stockmann.

Nej, nej, ikke jeg selv; men jeg skal stå i
vinduet og se på dig; det skal jeg gøre.

s. 116

Doktor Stockmann
(slår armene om hende og kysser hende).

Tak for det! Jo, nu skal vi prøve en dyst, I
gode herrer! Jeg vil dog se, om usseldommen har
magt til at binde munden på den patriot, som vil
renske samfundet!

(han og fruen går ud gennem døren til venstre i baggrunden.)

Byfogden
(ryster betænkelig på hodet).

Nu har han gjort hende gal også.

FJERDE AKT.

(En stor gammeldags sal i skibskaptejn Horsters hus. En åben fløjdør
i baggrunden fører til et forværelse. På den venstre langvæg er tre
vinduer; midt på den modsatte væg er hensat en forhøjning og på den
et lidet bord med to lys, vandkaraffel, et glas og en klokke. Salen er
forøvrigt oplyst med lampetter mellem vinduerne. Til venstre i for-
grunden står et bord med lys på og en stol. Forrest til højre er en dør
og ved denne et par stole.)

(Stor forsamling af byens borgere af alle stænder. Enkelte kvinder
og nogle skolegutter ses blandt mængden. Flere og flere mennesker
strømmer efterhånden ind fra baggrunden, så at salen fyldes.)

En borger
(til en anden, som han støder på).

Er du også her ikveld, Lamstad?

Den tiltalte.

Jeg er med ved alle folkemøder, jeg.

En hosstående.

De har da vel ta’t pibe med, véd jeg?

Den anden borger.

Jagu’ har jeg da det. Har ikke De?

Den tredje.

Jo da. Og skipper Evensen vilde ta’ med sig
en svær diger lur, sa’ han.

s. 118

Den anden borger.

Han er god, Evensen.

(Latter i klyngen.)

En fjerde borger
(kommer til).

Hør, sig mig, hvad er det for noget, som skal
gå for sig her ikveld?

Den anden borger.

Det er jo doktor Stockmann, som vil holde et
foredrag imod byfogden.

Den nykomne.

Men byfogden er jo hans bror.

Den første borger.

Det er det samme; doktor Stockmann er ikke
ræd, han.

Den tredje borger.

Men han har jo uret; det stod i «Folkebudet».

Den anden borger.

Ja, han må visst ha’ uret dennegang; for de
vilde ikke låne ham sal hverken i husejerforeningen
eller i borgerklubben.

Den første borger.

Ikke engang badesalen kunde han få overladt.

Den anden.

Nej, det kan du vel vide.

En mand
(i en anden klynge).

Hvem skal en nu holde med i denne her
sagen, De?

s. 119

En anden mand
(sammesteds).

Bare pas på bogtrykker Aslaksen, og gør, som
han gør.

Billing
(med en mappe under armen, baner sig vej gennem mængden).

Om forladelse, mine herrer! Måtte jeg kanske
få slippe frem? Jeg skal referere for «Folkebudet».
Tusend tak!

(han sætter sig ved bordet til venstre .)

En arbejder.

Hvem var han der?

En anden arbejder.

Kender du ikke han da? Det er jo den Billingen,
som går for Aslaksens avis.

(Skibskaptejn Horster fører fru Stockmann og Petra ind gennem døren
til højre i forgrunden. Ejlif og Morten følger med dem.)

Horster.

Her havde jeg tænkt familjen kunde sidde;
en slipper så nemt ud her, om der skulde komme
noget på.

Fru Stockmann.

Tror De da her blir allarm?

Horster.

En kan aldrig vide –; mellem så mange men-
nesker –. Men sæt De Dem ganske rolig.

Fru Stockmann
(sætter sig).

Hvor det var snildt af Dem, at De tilbød Stock-
mann salen.

s. 120

Horster.

Når ingen anden vilde, så –

Petra
(som også har sat sig).

Og modigt var det også, Horster.

Horster.

Å, der skulde nu ikke så stort mod til det,
synes jeg.

(Redaktør Hovstad og bogtrykker Aslaksen kommer samtidigt men hver
for sig fremover gennem mængden.)

Aslaksen
(går hen til Horster).

Er ikke doktoren kommet endnu?

Horster.

Han venter derinde.

(Bevægelse oppe ved døren i baggrunden.)

Hovstad
(til Billing).

Der har vi byfogden. Ser De!

Billing.

Ja, Gud døde mig, møder han ikke frem alligevel!

(Byfogd Stockmann baner sig med lempe vej mellem de forsamlede,
hilser høfligt og stiller sig ved væggen til venstre . Lidt efter kommer
doktor Stockmann ind gennem døren til højre i forgrunden. Han er
sortklædt, i frakke, med hvidt halstørklæde. Enkelte klapper usikkert,
men mødes af en dæmpet hyssen. Det blir stille.)

Doktor Stockmann
(halvhøjt).

Hvorledes har du det, Katrine?

Fru Stockmann.

Jo, jeg har det godt. (sagtere.) Bliv nu endelig
ikke hidsig, Tomas.

s. 121

Doktor Stockmann.

A , jeg véd nok at styre mig, du. (ser på sit ur ,
stiger op på forhøjningen og bukker.) Klokken er et kvarter
over, – og så vil jeg da begynde –

(tar sit manuskript frem.)

Aslaksen.

Først må der vel vælges en ordstyrer.

Doktor Stockmann.

Nej; det er sletikke nødvendigt.

Nogle herrer
(råber).

Jo, jo!

Byfogden.

Jeg skulde også formene, at der bør vælges en
dirigent.

Doktor Stockmann.

Men jeg har tillyst dette møde for at holde et
foredrag, Peter!

Byfogden.

Badelægens foredrag turde muligens gi’ anled-
ning til divergerende opinionsytringer.

Flere stemmer
(fra mængden).

En ordstyrer! En dirigent!

Hovstad.

Den almene borgervilje synes at kræve en ord-
styrer.

Doktor Stockmann
(behersket).

Nu godt og vel; lad borgerviljen få sin vilje da.

s. 122

Aslaksen.

Skulde ikke herr byfogden ville påtage sig det
hverv?

Tre herrer
(klapper).

Bravo! Bravo!

Byfogden.

Af flere letforstålige grunde må jeg undslå mig.
Men heldigvis har vi i vor midte en mand, som jeg
tror alle kan akceptere. Jeg sigter til formanden i
husejerforeningen, herr bogtrykker Aslaksen.

Mange stemmer.

Ja, ja! Aslaksen leve! Hurra for Aslaksen!

Doktor Stockmann
(tar sit manuskript og går ned fra forhøjningen).

Aslaksen.

Når mine medborgeres tillid kalder mig, så skal
jeg ikke være uvillig –

(Håndklap og bifaldsråb. Aslaksen stiger op på forhøjningen.)

Billing
(skriver).

Altså – «herr bogtrykker Aslaksen valgt med
akklamation –»

Aslaksen.

Og da jeg nu står på denne plads, må jeg få
lov til at sige et par kortfattede ord. Jeg er en
stilfærdig og fredsommelig mand, som holder på be-
sindig moderation og på – og på moderat besindig-
hed; det véd hver og en, som kender mig.

Mange røster.

Ja! Ja da, Aslaksen!

s. 123

Aslaksen.

Jeg har i livets og erfaringens skole lært, at
mådehold er den dyd, som båder en statsborger
bedst –

Byfogden.

Hør!

Aslaksen.

– og at sindighed og mådehold er det, som
samfundet er bedst tjent med også. Jeg skulde der-
for henstille til den agtede medborger, som har kaldt
mødet sammen, at han beflitter sig på at holde sig
indenfor mådeholdets grænser.

En mand
(oppe ved døren)

Mådeholdsforeningens skål!

En stemme.

Fy for fan’ da!

Mange.

Hys, hys!

Aslaksen.

Ingen afbrydelser, mine herrer! – Er der nogen,
som forlanger ordet?

Byfogden.

Herr dirigent!

Aslaksen.

Herr byfogd Stockmann har ordet.

Byfogden.

I betragtning af det nære slægtskabsforhold, jeg,
som formentlig bekendt, står i til den fungerende
badelæge, skulde jeg helst ønsket, ikke at ytre mig

s. 124

her iaften. Men min stilling til badeanstalten og
hensynet til byens allervigtigste interesser tvinger
mig til at fremsætte et forslag. Jeg tør vel suppo-
nere, at ikke en eneste af de her tilstedeværende
borgere finder det ønskeligt, at upålidelige og over-
drevne fremstillinger af badets og byens sanitære
forholde spredes ud i videre kredse.

Mange stemmer.

Nej, nej, nej! Ikke det! Vi protesterer!

Byfogden.

Jeg vil derfor foreslå, at forsamlingen ikke til-
steder badelægen at oplæse eller foredrage sin frem-
stilling af sagen.

Doktor Stockmann
(opbrusende).

Ikke tilsteder –! Hvad for noget!

Fru Stockmann
(hoster).

Hm – hm!

Doktor Stockmann
(fatter sig).

Nå; ikke tilsteder altså.

Byfogden.

Jeg har i min redegørelse i «Folkebudet» gjort
almenheden bekendt med de væsentligste fakta, så
alle velsindede borgere med lethed kan opgøre sin
dom. Man vil deraf se, at badelægens forslag, –
foruden et mistillidsvotum imod stedets ledende
mænd, – i grunden går ud på at påbyrde byens
skattepligtige indvånere en ufornøden udgift af mindst
hundrede tusend kroner.

(Uvilje og nogle piber.)

s. 125

Aslaksen
(ringer med klokken).

Silentium, mine herrer! Jeg må få lov at støtte
byfogdens forslag. Det er også min mening, at dok-
torens agitation har en bagtanke. Han taler om
badet; men det er en revolution, han efterstræber;
han vil lægge styrelsen over i andre hænder. Ingen
tviler om doktorens redelige hensigter; Gud bevares,
dem kan der ikke være to meninger om. Jeg er
også en ven af folkeligt selvstyre, når det bare ikke
falder for dyrt for skatteborgerne. Men det vilde
bli’ tilfældet her; og derfor så –; nej Guds død –
med forlov – om jeg kan være med doktor Stock-
mann dennegang. En kan også købe guld for dyrt;
det er nu min mening.

(Livlig tilslutning fra alle sider.)

Hovstad.

Også jeg føler mig opfordret til at gøre rede
for min stilling. Doktor Stockmanns agitation lod til
at vinde adskillig stemning for sig i førstningen, og
jeg støtted den så upartisk jeg kunde. Men så kom
vi undervejr med, at vi havde ladt os vildlede af
en falsk fremstilling –

Doktor Stockmann.

Falsk –!

Hovstad.

En mindre pålidelig fremstilling da. Byfogdens
redegørelse har påvist det. Jeg håber, ingen her på
stedet mistænker mit liberale sindelag; «Folkebudets»
holdning i de store politiske spørsmål er vel kendt
af enhver. Men jeg har af erfarne og sindige mænd
lært, at i rent lokale sager bør et blad gå frem med
en viss varsomhed.

s. 126

Aslaksen.

Fuldkommen enig med taleren.

Hovstad.

Og i den foreliggende sag er det nu aldeles
utvilsomt, at doktor Stockmann har den almene vilje
imod sig. Men hvad er en redaktørs første og for-
nemste skyldighed, mine herrer? Er det ikke at
virke i overensstemmelse med sine læsere? Har han
ikke fåt ligesom et stiltiende mandat til ihærdigt og
ufortrødent at fremme sine meningsfællers velfærd?
Eller skulde jeg kanske ta’ fejl i dette?

Mange stemmer.

Nej, nej, nej! Redaktør Hovstad har ret!

Hovstad.

Det har kostet mig en tung kamp at bryde
med en mand, i hvis hus jeg i den senere tid har
været en hyppig gæst, – en mand, som indtil denne
dag har kunnet glæde sig ved sine medborgeres
udelte velvilje, – en mand, hvis eneste – eller ial-
fald væsentligste fejl er, at han mere spør’ sit hjerte
end sit hode tilråds.

Nogle spredte røster.

Det er sandt! Hurra for doktor Stockmann!

Hovstad.

Men min pligt imod samfundet bød mig at
bryde med ham. Og så er der et hensyn til, som
driver mig til at bekæmpe ham og, om muligt,
standse ham på den skæbnesvangre vej, han er slåt
ind på; det er hensynet til hans familje –

Doktor Stockmann.

Hold Dem til vandledningen og kloaken!

s. 127

Hovstad.

– hensynet til hans ægtefælle og hans ufor-
sørgede børn.

Morten.

Er det os, det, mor?

Fru Stockmann.

Hys!

Aslaksen.

Jeg vil altså sætte herr byfogdens forslag under
afstemning.

Doktor Stockmann.

Behøves ikke! Ikveld agter jeg ikke at tale om
alt det svineriet nede i badehuset. Nej; I skal få
noget ganske andet at høre.

Byfogden
(halvhøjt).

Hvad er nu det for noget igen?

En drukken mand
(oppe ved udgangsdøren).

Jeg er skatteberettiget! Og derfor så er jeg
meningsberettiget også! Og jeg har den fulde –
faste – ubegribelige mening, at –

Flere stemmer.

Vær stille derborte!

Andre.

Han er drukken! Kast ham ud!

(den drukne mand sættes udenfor.)

Doktor Stockmann.

Har jeg ordet?

s. 128

Aslaksen
(ringer med klokken).

Herr doktor Stockmann har ordet!

Doktor Stockmann.

Det skulde bare ha’ været for nogen få dage
siden, at man havde vovet et sligt forsøg, som her
ikveld, på at målbinde mig! Som en løve skulde
jeg da ha’ værget om mine hellige menneskerettig-
heder! Men nu kan det være mig det samme; for
nu har jeg større ting at udtale mig om.

(Mængden trænger sig tættere sammen om ham. Morten Kiil kommer
tilsyne mellem de omstående.)

Doktor Stockmann
(fortsætter).

Jeg har tænkt og jeg har grublet meget i disse
sidste dage, – grublet så mangfoldigt, så det tilslut
begyndte ligesom at løbe surr i mit hode –

Byfogden
(hoster).

Hm –!

Doktor Stockmann.

– men så fik jeg rede i tingene; da øjned jeg
sammenhængen så grangiveligt. Og derfor står jeg
her iaften. Jeg vil gøre store afsløringer, mine med-
borgere! Jeg vil meddele eder en opdagelse af
ganske anden rækkevidde, end den småting, at vor
vandledning er forgiftet og at vort sundhedsbad
ligger på en pestsvanger grund.

Mange stemmer
(skrigende).

Ikke tal om badet! Vi vil ikke høre det. Ingen-
ting om det.

s. 129

Doktor Stockmann.

Jeg har sagt, jeg vilde tale om den store op-
dagelse, jeg har gjort i disse sidste dage, – den
opdagelse, at alle vore åndelige livskilder ere for-
giftede og at hele vort borgersamfund hviler på løg-
nens pestsvangre grund.

Forbløffede røster
(halvhøjt).

Hvad er det han siger?

Byfogden.

En sådan insinuation –!

Aslaksen
(med hånden på klokken).

Taleren opfordres til at moderere sig.

Doktor Stockmann.

Jeg har elsket min fødeby så højt, som nogen
mand kan elske sine unge års hjemstavn. Jeg var
ikke gammel, da jeg rejste herfra, og afstanden,
savnet og erindringen kasted ligesom en øget glans
både over stedet og over menneskene.

(Nogle håndklap og bifaldsråb høres.)

Doktor Stockmann.

Så sad jeg i mange år inde i en forskrækkelig
afkrog langt der nordpå. Når jeg kom sammen med
nogen af de folk, som leved hist og her mellem
stenrøsene, så syntes jeg mangen gang, det havde
været tjenligere for de stakkers forkomne skabninger,
om de havde fåt en dyrlæge derop istedetfor en
mand som jeg.

(Mumlen i salen.)

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 130

Billing
(lægger pennen).

Nu har jeg da Gud døde mig aldrig hørt –!

Hovstad.

Dette er forhånelser imod en agtværdig almue!

Doktor Stockmann.

Bi bare lidt! – jeg tror ikke nogen skal kunne
sige mig på, at jeg glemte min fødeby deroppe. Jeg
lå på æg ligesom en ærfugl; og det, jeg ruged ud,
– det var planen til badeanstalten her.

(Håndklap og indsigelser.)

Doktor Stockmann.

Og da så skæbnen endelig langt om længe føjed
det så godt og velsignet for mig, at jeg kunde
komme hjem igen, – ja, mine medborgere, da syntes
jeg ikke jeg havde flere ønsker i verden. Jo, jeg
havde det ønske, ivrigt, utrættelig, brændende at
være virksom til hjemmets og til almenhedens bedste.

Byfogden
(ser hen i luften).

Måden er noget underlig – hm.

Doktor Stockmann.

Og så gik jeg her og svælged i forblindelsens
lykke. Men igår formiddag, – nej, det var egentlig
iforgårs aftes – da åbned sig mine åndelige øjne på
vid væg, og det første, jeg fik syn på, det var auto-
riteternes umådelige dumhed –

(Larm, råb og latter. Fru Stockmann hoster ivrigt.)

Byfogden.

Herr dirigent!

s. 131

Aslaksen
(ringer).

I kraft af min myndighed –!

Doktor Stockmann.

Det er småligt at hænge sig i et ord, herr As-
laksen! Jeg mener bare, at jeg kom undervejr med
det umådelige svineri, som de ledende mænd havde
gjort sig skyldige i dernede i badet. Ledende mænd
kan jeg ikke udstå for min død; – jeg har fåt nok
af den slags folk i mine dage. De er som gede-
bukker i en ung træplantning; de gør ugagn over-
alt; de står en fri mand ivejen, hvor han så snor
og vender sig, – og jeg skulde helst se, vi kunde
få dem udryddet ligesom andre skadedyr –

(Uro i salen.)

Byfogden.

Herr dirigent, kan sådanne ytringer passere?

Aslaksen
( med hånden på klokken).

Herr doktor –!

Doktor Stockmann.

Jeg begriber ikke, at jeg først nu har fåt et
rigtig årvågent syn på de herrer; for jeg har dog
næsten dagstøt havt et så ypperligt exemplar for øje
her i byen, – min bror Peter, – sen i vendingen
og sejg i fordomme –

(Latter, larm og piber. Fru Stockmann sidder og hoster.)

Aslaksen
(ringer voldsomt).

Den drukne mand
(som er kommen ind igen).

Er det mig De sigter til? Ja, for rigtignok
heder jeg Pettersen; men nej så fan’ hente mig –

s. 132

Vrede stemmer.

Ud med den drukne mand! På døren med ham!

(Manden kastes atter ud.)

Byfogden.

Hvem var den person?

En nærstående.

Kendte ham ikke, herr byfogd.

En anden.

Han er ikke her fra byen.

En tredje.

Det skal nok være en lasthandler borte fra –
[HIS: startparentes mangler]resten uhørligt.)

Aslaksen.

Manden var øjensynlig beruset af bajerøl. –
Bliv ved, herr doktor; men beflit Dem endelig på
mådehold.

Doktor Stockmann.

Nu vel da, mine medborgere; jeg skal ikke
nærmere udtale mig om vore ledende mænd. Der-
som nogen, af det, jeg nys har sagt, skulde indbilde
sig, at jeg vil disse herrer tillivs her iaften, så tar
han fejl, – ganske betydeligt fejl. For jeg nærer
den velgørende fortrøstning, at efterliggerne, alle
disse gamlinger fra en hendøende tankeverden, de
besørger så ypperligt sig selv taget afdage; der be-
høves ingen doktors hjælp til at påskynde deres
dødelige afgang. Og det er heller ikke den slags
folk, som er samfundets overhændigste fare; det er
ikke dem, som er de virksomste til at forgifte vore
åndelige livskilder og til at forpeste grunden under
os; det er ikke dem, som er sandhedens og fri-
hedens farligste fiender i vort samfund.

s. 133

Råb fra alle kanter.

Hvem da? Hvem er det? Nævn dem?

Doktor Stockmann.

Ja, I kan lide på, at jeg skal nævne dem! For
det er netop den store opdagelse, jeg har gjort igår.
(hæver stemmen.) Sandhedens og frihedens farligste fiender
iblandt os, det er den kompakte majoritet. Ja, den
forbandede, kompakte, liberale majoritet, – den er
det! Nu véd I det.

(Umådelig larm i salen. De fleste skriger, tramper og piber. Nogle
ældre herrer veksler stjålne øjekast og lader til at gotte sig. Fru Stock-
mann rejser sig ængstelig; Ejlif og Morten går truende hen til skole-
gutterne, der gør optøjer. Aslaksen ringer med klokken og formaner
til ro. Hovstad og Billing taler begge, men kan ikke høres. Endelig
blir der stilhed.)

Aslaksen.

Ordstyreren forventer, at taleren kalder sine
ubesindige ytringer tilbage.

Doktor Stockmann.

Aldrig i verden, herr Aslaksen. Det er det
store flertal i vort samfund, som berøver mig min
frihed og som vil forbyde mig at udtale sandheden.

Hovstad.

Flertallet har altid retten på sin side.

Billing.

Og det har sandheden også; Gud døde mig!

Doktor Stockmann.

Flertallet har aldrig retten på sin side. Aldrig,
siger jeg! Det er en af disse samfundsløgne, som
en fri, tænkende mand må gøre oprør imod. Hvem
er det, som udgør flertallet af beboerne i et land?
Er det de kloge folk, eller er det de dumme? Jeg

s. 134

tænker, vi får være enige om, at dumme mennesker
er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende
majoritet rundt omkring på den hele vide jord. Men
det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være
ret, at de dumme skal herske over de kloge!

(Larm og skrig.)

Doktor Stockmann.

Ja, ja; I kan nok overskrige mig; men I kan
ikke modsige mig. Flertallet har magten – des-
værre –; men retten har det ikke. Retten har
jeg og de andre få, de enkelte. Minoriteten har
altid retten.

(Stor larm igen.)

Hovstad.

Haha; doktor Stockmann er altså ble’t aristo-
krat siden iforgårs!

Doktor Stockmann.

Jeg har sagt, at jeg ikke gider spilde et ord
på den lille, trangbrystede, stakåndede flok, som
ligger agterud. Med dem har det pulserende liv
ikke længer noget at bestille. Men jeg tænker på
de få, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig
alle de unge, fremspirende sandheder. Disse mænd
står ligesom ude mellem forposterne, så langt frem-
skudt, at den kompakte majoritet endnu ikke har
rukket did, – og der kæmper de for sandheder,
som endnu er for nybårne i bevidsthedens verden
til at ha’ fåt noget flertal for sig.

Hovstad.

Nå, så er doktoren ble’t revolutionsmand da!

Doktor Stockmann.

Ja, så pine død er jeg så, herr Hovstad! Jeg
agter at gøre revolution imod den løgn, at flertallet

s. 135

sidder inde med sandheden. Hvad er det for sand-
heder, som flertallet plejer flokke sig om? Det er
de sandheder, som er så vidt tilårs, at de er på
vejen til at bli’ affældige. Men når en sandhed er
ble’t så gammel, så er den også på gode veje til
at bli’ en løgn, mine herrer.

(Latter og udtryk af hån.)

Doktor Stockmann.

Ja ja, De kan tro mig, om De vil; men sand-
hederne er sletikke nogen sådanne sejglivede Metu-
salemmer, som folk bilder sig ind. En normalt
bygget sandhed lever – lad mig sige – i regelen
en 17–18, højst 20 år; sjelden længer. Men slige
alderstegne sandheder er altid forskrækkelig skind-
magre. Og alligevel er det først da, at flertallet gir
sig ifærd med dem og anbefaler dem til samfundet
som sund åndelig føde. Men der er ikke stor nærings-
værdi i den slags kost, kan jeg forsikre jer; og det
må jeg som læge forstå. Alle disse flertals-sandheder
er at sammenligne med fjorgammel spegemad; de er
ligesom harske, ulne, grønsaltede skinker. Og deraf
kommer al den moralske skørbug, som grasserer
rundt om i samfundene.

Aslaksen.

Det forekommer mig, at den ærede taler skejer
vel langt ud fra teksten.

Byfogden.

Jeg må i det væsentlige tiltræde dirigentens
mening.

Doktor Stockmann.

Nej, men jeg tror du er rent gal, Peter! Jeg
holder mig jo så tæt ind til teksten, som jeg kan.
For det, jeg vil tale om, det er jo netop det, at

s. 136

massen, flertallet, denne fandens kompakte majoritet,
– at det er den, siger jeg, som forgifter vore ånde-
lige livskilder og forpester grunden under os.

Hovstad.

Og det gør folkets store frisindede flertal, fordi
det er sindigt nok til bare at hylde de sikre og
godkendte sandheder?

Doktor Stockmann.

Ak, min snille herr Hovstad, snak ikke om
sikre sandheder! De sandheder, som massen og
mængden godkender, det er de sandheder, som for-
postfægterne holdt for sikre i vore bedstefædres dage.
Vi forpostfægtere, som lever nutildags, vi godkender
dem ikke længer; og jeg tror sletikke, der er nogen
anden sikker sandhed til, end den, at intet samfund
kan leve et sundt liv på slige gamle margløse sand-
heder.

Hovstad.

Men istedetfor at stå her og tale sådan hen i
det blå, så kunde det være morsomt at få høre,
hvad det er for nogen gamle margløse sandheder,
vi lever på.

(Tilslutning fra flere kanter.)

Doktor Stockmann.

Å, jeg kunde regne op en hel hob af sligt
noget styggetøj; men for det første vil jeg holde
mig til én godkendt sandhed, som igrunden er en
fæl løgn, men som alligevel både herr Hovstad
og «Folkebudet» og alle «Folkebudet»s tilhængere
lever på.

Hovstad.

Og det er –?

s. 137

Doktor Stockmann.

Det er den lære, som I har taget i arv fra
forfædrene og som I tankeløst forkynder både vidt
og bredt, – den lære, at almuen, hoben, massen, er
folkets kerne , – at den er folket selv, – at menig-
mand, at disse ukyndige og ufærdige i samfundet,
har den samme ret til at fordømme og godkende,
til at styre og råde, som de enkelte åndeligt for-
nemme personligheder.

Billing.

Nu har jeg da, Gud døde mig –

Hovstad
(samtidigt, råber).

Borgere, læg mærke til dette her!

Forbittrede stemmer.

Hoho, er ikke vi folket? Er det bare de for-
nemme, som skal styre!

En arbejder.

Ud med den manden, som står og snakker så!

Andre.

Hiv ham på porten!

En borger
(skriger).

Tud i luren, Evensen!

(Vældige lurtoner høres; piber og rasende larm i salen.)

Doktor Stockmann
(når støjen har lagt sig noget).

Men så vær da rimelige! Kan I da ikke tåle
at høre sandhedens røst for én gangs skyld? Jeg
forlanger jo sletikke, at I allesammen straks på timen

s. 138

skal være enige med mig. Men jeg havde jo rigtig-
nok ventet, at herr Hovstad vilde gi’ mig ret, når
han bare fik summet sig lidt. Herr Hovstad gør jo
fordring på at være fritænker –

Studsende spørsmål
(dæmpet).

Fritænker, sa’ han? Hvad? Er redaktør Hov-
stad fritænker?

Hovstad
(råber).

Bevis det, doktor Stockmann! Når har jeg sagt
det på tryk?

Doktor Stockmann
(tænker sig om).

Nej, det har De død og plage ret i; – den fri-
modighed har De aldrig havt. Nå, jeg vil såmænd
ikke sætte Dem i kattepine, herr Hovstad. Lad det
være mig selv, som er fritænkeren da. For nu vil
jeg af naturvidenskaben gøre det indlysende for jer
allesammen, at «Folkebudet» trækker jer skammelig
efter næsen, når det fortæller jer, at I, at almuen,
at massen og mængden er folkets rette kerne. Det
er bare en avisløgn, ser I! Almuen er ikke andet
end det råstof, som folket skal gøre folk af.

(Knurren, latter og uro i salen.)

Doktor Stockmann.

Ja, er det da ikke så det går til i hele den
øvrige levende verden? Hvilken forskel er der ikke
mellem en kultiveret og en ukultiveret dyrefamilje?
Se bare på en gemen bondehøne. Hvad kødværdi
har slig en forkrøblet hønseskrot? Det er ikke stort,
det! Og hvad er det for slags æg den lægger? En
nogenlunde ordentlig kråke eller korp kan værpe

s. 139

omtrent ligeså gode æg. Men tag så for jer en
kultiveret spansk eller japanesisk høne, eller tag en
fornem fasan eller kalkun; – jo, da ser I nok for-
skellen! Og så vil jeg nævne hundene, som vi
mennesker er så overmåde nær i slægt med. Tænk
jer nu først en simpel almuehund, – jeg vil sige,
slig en ækkel, ragget, pøbelagtig køter, som bare
render gadelangs og sviner husvæggene til. Og stil
så køteren sammen med en puddelhund, som gennem
flere slægtsled stammer fra et fornemt hus, hvor den
har fåt fin føde og havt anledning til at høre har-
moniske stemmer og musik. Tror I ikke, at kraniet
hos puddelen er ganske anderledes udviklet end hos
køteren? Jo, det kan I lide på! Det er slige kul-
tiverte puddelhvalpe, som gøglerne afretter til at
gøre de allerutroligste kunststykker. Sligt noget kan
en gemen bondekøter aldrig lære, om den så stod
på sit hode.

(Larm og løjer høres rundt omkring.)

En borger
(råber).

Vil De nu gøre os til hunde også?

En anden mand.

Vi er ikke dyr, herr doktor!

Doktor Stockmann.

Jo så min sæl og salighed er vi dyr, far! Vi
er så gode dyr, allesammen, som nogen mand vil
forlange. Men fornemme dyr findes der rigtignok
ikke mange af iblandt os. Å, der er en ganske for-
skrækkelig afstand mellem puddelmennesker og køter-
mennesker. Og det er det løjerlige ved tingen, at
redaktør Hovstad er ganske enig med mig,[HIS: skadet komma] sålænge
talen er om de firbenede dyr –

s. 140

Hovstad.

Ja, lad dem gå for dem de er.

Doktor Stockmann.

Ja vel; men såsnart jeg udvider loven til de
tobenede, så stopper herr Hovstad op; så tør han
ikke mene sine egne meninger længer, ikke tænke
sine egne tanker tilende; så stiller han hele læren
på hodet og forkynder i «Folkebudet», at bondehanen
og gadekøteren – det er just de rigtige pragtexem-
plarer i menageriet. Men slig går det altid, så længe
det almueagtige sidder i kroppen på en, og så længe
en ikke har arbejdet sig ud til åndelig fornemhed.

Hovstad.

Jeg gør ikke fordring på nogen slags fornemhed.
Jeg stammer fra simple bønder; og jeg er stolt af,
at jeg har min rod dybt nede i den almue, som
her forhånes.

Mange arbejdere.

Hurra for Hovstad! Hurra,[HIS: skadet komma] hurra!

Doktor Stockmann.

Den slags almue, som jeg taler om, den findes
ikke dybt nede alene; den kryr og mylrer rundt
omkring os, – lige op til samfundshøjderne. Se
bare på jeres egen, pene, pyntelige byfogd! Min
bror Peter er såmænd så god en almuesmand, som
nogen, der går i to sko –

(Latter og hyssen.)

Byfogden.

Jeg protesterer mod deslige personlige henvis-
ninger.

s. 141

Doktor Stockmann
(uforstyrret).

– og det er han ikke, fordi han, ligesom jeg,
stammer ned fra en gammel, fæl sjørøver nede fra
Pommern eller deromkring, – ja, for det gør vi –

Byfogden.

Absurde traditioner. Benægtes!

Doktor Stockmann.

– men han er det, fordi han tænker sine fore-
sattes tanker og fordi han mener sine foresattes
meninger. De folk, som det gør, de er åndelige
almuesmænd; se, derfor er min stadselige bror Peter
så forskrækkelig lidet fornem igrunden, – og følgelig
også så lidet frisindet.

Byfogden.

Herr dirigent –!

Hovstad.

Så det er de fornemme, som er frisindede her-
tillands? Det var en ganske ny oplysning.

(Latter i forsamlingen.)

Doktor Stockmann.

Ja, det hører også med til min nye opdagelse.
Og der hører også det med, at frisind er omtrent
præcist det samme som moralitet. Og derfor så siger
jeg, at det er rent uforsvarligt af «Folkebudet», når
det dag ud og dag ind forkynder den vranglære, at
det er massen og mængden, den kompakte majoritet,
som sidder inde med frisindet og moralen, – og at
laster og fordærvelse og alskens åndeligt svineri, det
er noget, som siver ud af kulturen, ligesom alle
uhumskhederne siver ned til badet fra garverierne
oppe i Mølledalen!

(Larm og afbrydelser.)

s. 142

Doktor Stockmann
(uforstyrret, ler i sin ivrighed).

Og endda så kan dette samme «Folkebudet»
præke om, at massen og mængden skal løftes op til
højere livsvilkår! Men, i pokkers skind og ben, –
dersom «Folkebudet»s lære holdt stik, så vilde jo
det, at løfte massen, være akkurat det samme, som
at vippe den lige lukt ind i fordærvelsen! Men hel-
digvis så er det bare en gammel arvtagen folkeløgn,
dette, at kulturen demoraliserer. Nej, det er for-
dummelsen, fattigdommen, styghed over livsvilkårene,
som forretter den fandens gerning! I et hus, hvor
der ikke luftes og fejes gulv hver dag –; min hustru
Katrine påstår , at gulvet bør skylles også; men det
kan der nu disputeres om; – nå, – i et sligt hus,
siger jeg, dér mister folk inden en 2–3 år evnen
til at tænke og handle moralsk. Mangel på surstof
afkræfter samvittigheden. Og det er nok svare knapt
med surstoffet i mange, mange huse her i byen,
lader det til, siden hele den kompakte majoritet kan
være samvittighedsløs nok til at ville bygge byens
opkomst på et hængedynd af løgn og bedrag.

Aslaksen.

En så grov beskyldning må ikke udslynges mod
et helt borgersamfund.

En herre.

Jeg henstiller til dirigenten at ta’ ordet fra
taleren.

Ivrige røster.

Ja, ja! Det er rigtigt! Ta’ ordet fra ham!

Doktor Stockmann
(opbrusende).

Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner!

s. 143

Jeg skriver i udenbys aviser! Hele landet skal få
vide, hvorledes det her er fat!

Hovstad.

Det lader næsten til, at doktoren har til hensigt
at ødelægge byen.

Doktor Stockmann.

Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg
heller vil ødelægge den end se den blomstre op på
en løgn.

Aslaksex .

Det er stærkt sagt.

(Larm og piber. Fru Stockmann hoster forgæves; doktoren hører det
ikke længer.)

Hovstad
(råber under larmen).

Den mand må være en borgerfiende, som kan
ville ødelægge et helt samfund!

Doktor Stockmann
(i stigende ophidselse).

Der ligger ingen magt på, at et løgnagtigt sam-
fund ødelægges! Det bør jævnes med jorden, siger
jeg! Udryddes som skadedyr bør de, alle de, som
lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut; I
bringer det derhen, at hele landet fortjener at lægges
øde. Og kommer det så vidt, da siger jeg af mit
fulde inderste hjerte: lad hele landet lægges øde;
lad hele dette folk udryddes!

En mand
(i mængden).

Det er at snakke som en ren folkefiende!

Billing.

Der lød, Gud døde mig, folkets røst!

s. 144

Hele mængden
(skriger).

Ja, ja, ja! Han er en folkefiende! Han hader
sit land! Han hader hele folket!

Aslaksen.

Jeg er både som statsborger og som menneske
dybt rystet ved hvad jeg her har måttet høre på.
Doktor Stockmann har afsløret sig på en måde, som
jeg aldrig havde drømt om. Jeg må desværre tiltræde
den mening, som nys blev udtalt af agtværdige
borgere; og jeg holder for, at vi bør gi’ denne me-
ning udtryk i en resolution. Jeg foreslår følgende:
«Forsamlingen udtaler, at den anser badelægen,
doktor Tomas Stockmann for en folkefiende».

(Stormende hurraråb og bifald. Mange slår kreds om doktoren og piber
imod ham. Fru Stockmann og Petra har rejst sig. Morten og Ejlif
slås med de andre skolegutter, som også har pebet. Nogle voksne skiller
dem ad.)

Doktor Stockmann
(til piberne).

Å, I dårer, som I er, – jeg siger jer, at –

Aslaksen
(ringer).

Doktoren har ikke ordet længer. En formelig
afstemning bør finde sted; men for at skåne person-
lige følelser bør det ske skriftligt og uden navn.
Har De noget rent papir, herr Billing?

Billing.

Her er både blåt og hvidt papir –

Aslaksen
(stiger ned).

Det er bra’; på den vis går det fortere. Klip
istykker –; se så, ja. (til forsamlingen.) Blåt betyder

s. 145

nej; hvidt betyder ja. Jeg vil selv gå omkring og
samle stemmerne.

(Byfogden forlader salen. Aslaksen og et par andre borgere går med
papirstykkerne i hatte omkring i forsamlingen.)

En herre
(til Hovstad).

Hvorledes er det fat med doktoren, De? Hvad
skal en tænke om sligt?

Hovstad.

De véd jo, hvor fremfusende han er.

En anden herre
(til Billing).

Hør; De vanker jo der i huset. Har De mærket
om manden drikker?

Billing.

Jeg véd , Gud døde mig, ikke hvad jeg skal sige.
Toddyen er altid på bordet, når der kommer nogen.

En tredje herre.

Nej, jeg tror heller, han er forrykt iblandt.

Den første herre.

Ja, mon der ikke er nogen arvelig galskab i
familjen?

Billing.

Det kan s’gu gerne være, det.

En fjerde herre.

Nej, det er bare pure ondskaben, er det; det
er hævn over et eller andet.

Billing.

Han talte rigtignok en af dagene om gagetillæg;
men det fik han da ikke.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 146

Alle herrerne
(istemmer).

Aha; da er det jo let at forstå!

Den drukne mand
(inde i mængden).

Jeg vil ha’ en blå en, jeg! Og så vil jeg ha’
en hvid en også!

Råb.

Der er den drukne mand igen! Ud med ham!

Morten Kiil
(nærmer sig doktoren).

Nå,[HIS: skadet komma] Stockmann, ser De nu, hvad der kommer
ud af sligt noget abespil ?

Doktor Stockmann.

Jeg har gjort min skyldighed.

Morten Kiil.

Hvad var det, De sa’ om garverierne i Mølle-
dalen?

Doktor Stockmann.

Det hørte De jo; jeg sa’, at det var fra dem
alt griseriet kom.

Morten Kiil.

Fra mit garveri også?

Doktor Stockmann.

Desværre, Deres garveri er nok det allerværste.

Morten Kiil.

Vil De sætte det på tryk i aviserne?

Doktor Stockmann.

Jeg stikker ingenting under stol.

s. 147

Morten Kiil.

Det kan bli’ Dem dyrt, det, Stockmann.

(han går.)

En fed herre
(går hen til Horster, hilser ikke på damerne).

Nå, kaptejn, De låner altså Deres hus ud til
folkefiender?

Horster.

Jeg tænker, jeg kan gøre med min ejendom,
hvad jeg vil, herr grosserer.

Grossereren.

Så har De vel ikke noget imod, at jeg gør det
samme med min.

Horster.

Hvad mener grossereren?

Grossereren.

Imorgen skal De høre fra mig.

(han vender sig og går.)

Petra.

Var ikke det Deres reder, Horster?

Horster.

Jo, det var grosserer Vik.

Aslaksen
(med stemmesedlerne i hånden, stiger op på forhøjningen og ringer).

Mine herrer, må jeg gøre Dem bekendt med
udfaldet. Med alle stemmer imod én –

En yngre herre.

Den ene er den drukne mands!

10*

s. 148

Aslaksen.

Med alle stemmer imod en beskænket mands har
denne borgerforsamling erklæret badelægen, doktor
Tomas Stockmann for en folkefiende. (råb og bifalds-
tegn.) Leve vort gamle hæderlige borgersamfund! (atter
bifaldsråb.) Leve vor dygtige og virksomme byfogd,
som så lojalt har undertrykt blodets røst! (hurra.)
Mødet er hævet.

(han stiger ned.)

Billing.

Leve dirigenten!

Hele mængden.

Hurra for bogtrykker Aslaksen!

Doktor Stockmann.

Min hat og min frakke, Petra! Kaptejn, har
De plads for passagerer til den nye verden?

Horster.

For Dem og Deres skal der skaffes plads, herr
doktor.

Doktor Stockmann
(mens Petra hjælper ham frakken på).

Godt. Kom, Katrine! Kom, gutter!

(han tar sin hustru under armen.)

Fru Stockmann
(sagte).

Snille Tomas, lad os gå bagvejen.

Doktor Stockmann.

Ingen bagveje, Katrine. (med hævet røst.) I skal få
høre fra folkefienden, før han ryster støvet af sine
fødder! Jeg er ikke så godslig som en viss person;
jeg siger ikke: jeg tilgiver eder; thi I véd ikke,
hvad I gør.

s. 149

Aslaksen
(råber).

Det er en bespottelig sammenligning, doktor
Stockmann!

Billing.

Det er, Gud dø – –. Sligt er drøjt at høre
på for en alvorlig mand.

En grov stemme.

Og så truer han også!

Ophidsende råb.

Lad os slå ruderne ind hos ham! Dyp ham i
fjorden!

En mand
(i mængden).

Blæs i luren, Evensen! Tud, tud!

(Lurtoner, piber og vilde skrig. Doktoren går med sine mod udgangen.
Horster baner vej for dem.)

Hele mængden
(hyler efter de bortgående).

Folkefiende! Folkefiende! Folkefiende!

Billing,
(idet han ordner sine notitser).

Nej Gud døde mig, om jeg vil drikke toddy
hos Stockmanns ikveld!

(De forsamlede stimler mod udgangen; larmen forplanter sig udenfor;
fra gaden høres råbet: «Folkefiende! Folkefiende!»)

FEMTE AKT.

(Doktor Stockmanns arbejdsværelse. Boghylder og skabe med forskel-
lige præparater langs væggene. I baggrunden er udgang til forstuen; i
forgrunden til venstre dør til dagligstuen. På væggen til højre er to
vinduer, hvori alle ruderne er knuste. Midt i værelset står doktorens
skrivebord, bedækket med bøger og papirer. Værelset er i uorden. Det
er formiddag.)

(Doktor Stockmann, i slåbrok og tøfler og med kalot, står krumbøjet og
rager med en paraply under et af skabene; tilsidst haler han en sten
frem.)

Doktor Stockmann
(taler gennem den åbne dagligstuedør).

Katrine, her fandt jeg en til.

Fru Stockmann
(inde i dagligstuen).

Å, du finder visst en hel del endnu.

Doktor Stockmann
(lægger stenen hen til en hob andre på bordet).

De stenene skal jeg gemme som en helligdom.
Ejlif og Morten skal få se på dem hver dag, og når
de er ble’t voksne, skal de få dem i arv efter mig.
(rager under en boghylde.) Har ikke – hvad fanden heder
hun nu, – hun, tøsen, – har hun ikke været efter
glasmesteren endnu?

s. 151

Fru Stockmann
(kommer ind).

Jo, men han svarte, han vidste ikke, om han
kunde komme idag.

Doktor Stockmann.

Du skal gerne se, han tør ikke.

Fru Stockmann.

Nej, Randine trode også, han tør ikke for na-
boerne. (taler ind i dagligstuen.) Hvad er det du vil, Ran-
dine? Nå så. (går ind og kommer straks tilbage.) Her er et
brev til dig, Tomas.

Doktor Stockmann.

Lad mig se. (åbner det og læser.) Ja så.

Fru Stockmann.

Hvem er det fra?

Doktor Stockmann.

Fra husværten. Han siger os op.

Fru Stockmann.

Er det virkelig sandt? Han, som er så skik-
kelig en mand –

Doktor Stockmann
(ser i brevet).

Han tør ikke andet, siger han. Han gør det
så nødig; men han tør ikke andet – for sine med-
borgeres skyld – af hensyn til den offentlige mening
– er afhængig – tør ikke støde visse formående
mænd for hodet –

Fru Stockmann.

Der kan du bare se, Tomas.

s. 152

Doktor Stockmann.

Ja, ja, jeg ser det nok; de er fejge, allesam-
men, her i byen; intet menneske tør noget af hen-
syn til alle de andre mennesker. (slænger brevet på bordet.)
Men det kan jo være os det samme, Katrine. Nu
rejser vi til den nye verden, og så –

Fru Stockmann.

Ja men, Tomas, er det rigtig vel betænkt, dette
med at rejse?

Doktor Stockmann.

Skulde jeg kanske bli’ her, hvor de har sat
mig i gabestokken som en folkefiende, brændemærket
mig, slåt mine vinduer istykker! Og vil du se her,
Katrine; de har revet en flænge i mine sorte buxer
også.

Fru Stockmann.

Å nej da; og det er de bedste du har!

Doktor Stockmann.

En skulde aldrig ha’ sine bedste buxer på, når
en er ude og strider for frihed og sandhed. Ja, jeg
bryder mig ikke så stort om buxerne, skønner du;
for de kan du altid snurpe sammen for mig. Men
det er det, at mobben og massen vover at gå mig
ind på livet, som om de var mine ligemænd, – det
er det, som jeg ikke kan fordøje for min død!

Fru Stockmann.

Ja, de har været svært grove imod dig her i
byen, Tomas; men behøver vi da at rejse helt ud
af landet for det?

Doktor Stockmann.

Tror du kanske ikke plebejerne er ligeså næse-
vise i de andre byer som her? Å jo, du, det blir

s. 153

nok omtrent hip som hap. Nå, skidt; lad køterne
glæfse; det er ikke det værste; det værste er, at
alle mennesker er parti-trælle hele landet udover.
Ikke for det, – det er kanske ikke ligere i det fri
vesten heller; der grasserer jo også den kompakte
majoritet og den liberale offentlige mening og alt det
andet djævelskab. Men forholdene er storslagne der,
ser du; de kan dræbe, men de sejgpiner ikke; de
klyper ikke en fri sjæl med skruestikker ligesom
herhjemme. Og i nødsfald så kan en jo holde sig
undaf. (går henad gulvet.) Dersom jeg bare vidste, hvor
der var en urskog eller en liden sydhavsø at få
købt for en billig pris –

Fru Stockmann.

Ja men gutterne da, Tomas?

Doktor Stockmann
(standser).

Hvor du er underlig, Katrine! Vilde du heller,
at gutterne skulde vokse op i et sligt samfund som
vort? Du så jo selv igåraftes, at halvparten af be-
folkningen er bindegal; og når den anden halvpart
ikke har mistet forstanden, så er det, fordi de er
fæhunde, som ikke har nogen forstand at miste.

Fru Stockmann.

Nej men, snille Tomas, du er da også så ufor-
sigtig i din mund.

Doktor Stockmann.

Nå! Er det kanske ikke sandt, hvad jeg siger?
vender de ikke op og ned på alle begreber? Rører
de ikke ret og uret sammen i én vælling? Kalder de
ikke alt det for løgn, som jeg véd er sandhed? Men
det aller ravgaleste er, at her går voksne liberale
mennesker omkring i hobetal og indbilder både sig

s. 154

selv og andre, at de er frisindede! Skulde du ha’
hørt sligt, Katrine!

Fru Stockmann.

Ja, ja, det er visst rent galt, men –

(Petra kommer ind fra dagligstuen.)

Fru Stockmann.

Er du alt kommen fra skolen nu?

Petra.

Ja; jeg er ble’t opsagt.

Fru Stockmann.

Opsagt!

Doktor Stockmann.

Du også!

Petra.

Fru Busk sa’ mig op; og så syntes jeg, det
var bedst, jeg gik straks.

Doktor Stockmann.

Det gjorde du, min sæl, ret i!

Fru Stockmann.

Hvem skulde da tænkt, at fru Busk var et så
slet menneske!

Petra.

Å, mor, fru Busk er såmænd ikke slet; jeg så
tydeligt, hvor ondt det gjorde hende. Men hun turde
ikke andet, sa’ hun; og så blev jeg opsagt.

Doktor Stockmann
(ler og gnider hænderne).

Hun turde ikke andet, hun, heller! Å, det er
dejligt.

s. 155

Fru Stockmann.

Å nej, efter de fæle spektakler igåraftes, så –

Petra.

Det var ikke det alene. Nu skal du bare
høre, far!

Doktor Stockmann.

Nå da?

Petra.

Fru Busk viste mig ikke mindre end tre breve,
som hun havde fåt imorges –

Doktor Stockmann.

Uden navn vel?

Petra.

Ja.

Doktor Stockmann.

Ja, for de tør ikke vove navnet, Katrine!

Petra.

Og i to af dem stod der, at en herre, som
vanker her i huset, havde fortalt i klubben inat, at
jeg havde sådanne overmåde frie meninger om for-
skellige ting –

Doktor Stockmann.

Og det nægted du da vel ikke for?

Petra.

Nej, det kan du jo vide. Fru Busk har selv
så temmelig fri meninger, når vi er på tomands-
hånd; men da nu dette var kommet ud om mig, så
turde hun ikke beholde mig.

s. 156

Fru Stockmann.

Og tænk, – det er en, som vanker her i huset!
Der ser du, hvad du har for din gæstfrihed, Tomas.

Doktor Stockmann.

Sligt griseri vil vi ikke leve i længer. Pak ind
så fort du kan, Katrine; lad os komme væk jo før
jo heller.

Fru Stockmann.

Vær stille; jeg synes, der er nogen ude i gangen.
Se efter, Petra.

Petra
(åbner døren).

Å, er det Dem, kaptejn Horster? Vær så god
og kom ind.

Kaptejn Horster
(fra forstuen).

Goddag. Jeg syntes, jeg måtte indom og høre
hvorledes det står til.

Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).

Tak; det var rigtig snildt af Dem.

Fru Stockmann.

Og tak, fordi De hjalp os igennem, kaptejn
Horster.

Petra.

Men hvorledes slap De så hjem igen?

Horster.

Å jo, det gik; jeg har jo så temmelige kræfter;
og de folk er nu mest for at bruge munden.

s. 157

Doktor Stockmann.

Ja, er det ikke mærkeligt, De, med denne svin-
agtige fejgheden? Kom, her skal jeg vise Dem noget!
Se, her ligger alle stenene, som de hev ind til os.
Se bare på dem! Der er, min sæl, ikke mere end
to ordentlige, digre kampestene i hele haugen; resten
er ikke andet end puksten, – rent småpluk. Og
endda så stod de derude og skråled og svor på, at
de vilde slå mig fordærvet; men handling – hand-
ling – nej, det ser en ikke stort til her i byen!

Horster.

Det var nu også det bedste for Dem denne
gang , herr doktor.

Doktor Stockmann.

Visst var det så. Men det er ærgerligt allige-
vel; for kommer det engang til et alvorligt, lands-
vigtigt håndgemæng, så skal De se, den offentlige
mening vil være for at ta’ benene på nakken, og så
sætter den kompakte majoritet tilskogs som en saue-
flok, kaptejn Horster. Det er det, som er så sørge-
ligt at tænke på; det gør mig så inderlig ondt –.
Nej, men for fanden, – igrunden så er det jo bare
dumheder, dette her. Har de sagt, at jeg er en
folkefiende, så lad mig være en folkefiende da.

Fru Stockmann.

Det blir du såmænd aldrig, Tomas.

Doktor Stockmann.

Det skal du sletikke bande på, Katrine. Et
stygt ord kan virke som et knappenålsrisp i lungen.
Og dette fordømte ord –; jeg kan ikke bli’ det kvit;
det har sat sig fast her under hjertekulen; det ligger
og graver og suger ligesom sure safter. Og det
hjælper der ingen magnesia imod.

s. 158

Petra.

Pyt; du skal bare le af dem, far.

Horster.

Folk kommer nok engang på andre tanker, herr
doktor.

Fru Stockmann.

Ja, Tomas, det kan du være så sikker på, som
du står her.

Doktor Stockmann.

Ja, kanske når det er forsent. Men så kan de
ha’ det så godt! Så kan de gå her i sit griseri og
angre på, at de har drevet en patriot i landflygtig-
hed. Når sejler De, kaptejn Horster.

Horster.

Hm, – det var egentlig det, jeg kom for at tale
med Dem om –

Doktor Stockmann.

Nå, er der kommet noget ivejen med skibet?

Horster.

Nej; men det blir nok så, at jeg ikke går med.

Petra.

De er da vel ikke ble’t opsagt?

Horster
(smiler).

Jo, jeg er rigtignok det.

Petra.

De også.

Fru Stockmann.

Der ser du bare, Tomas.

s. 159

Doktor Stockmann.

Og det for sandhedens skyld! Å, dersom jeg
havde kunnet tænkt mig noget sligt –

Horster.

Det skal De ikke ta’ Dem videre nær af; jeg
finder nok en post hos et eller andet udenbys rederi.

Doktor Stockmann.

Og det er denne grosserer Vik, – en formuende
mand, uberoende af alle og enhver –! Tvi, for
fanden!

Horster.

Han er ellers ganske retsindig; og han sa’ selv,
han vilde gerne ha’ beholdt mig, hvis han bare
turde –

Doktor Stockmann.

Men han turde ikke? Nej, det forstår sig!

Horster.

Det er ikke så grejt, sa’ han, når en hører til
et parti –

Doktor Stockmann.

Det var et sandt ord af den hædersmand. Et
parti, der er ligesom en kødkværn, det; det maler
alle hoderne sammen til en grød; og derfor så blir
de også grødhoder og kødhoder, alle ihob!

Fru Stockmann.

Nej, men Tomas da!

Petra
(til Horster).

Havde De bare ikke fulgt os hjem, så kanske
ikke det var kommet så vidt.

s. 160

Horster.

Jeg angrer ikke på det,

Petra
(rækker ham hånden).

Tak for det!

Horster
(til doktoren).

Og så var det det, jeg vilde sige, at når De
endelig vil rejse, så har jeg tænkt på et andet råd –

Doktor Stockmann.

Det var bra’; bare vi kan komme fort afsted –

Fru Stockmann.

Hys; banked det ikke?

Petra.

Det er visst onkel.

Doktor Stockmann.

Aha! (råber.) Kom ind!

Fru Stockmann.

Snille Tomas, lov mig nu endelig –

(Byfogd Stockmann kommer fra forstuen.)

Byfogden
(i døren).

Å, du er optaget. Ja, så vil jeg heller –

Doktor Stockmann.

Nej, nej; kom du bare.

Byfogden.

Men jeg ønsked at tale med dig under fire øjne.

s. 161

Fru Stockmann.

Vi skal gå ind i dagligstuen sålænge.

Horster.

Og jeg vil komme igen siden.

Doktor Stockmann.

Nej, gå De ind med, kaptejn Horster; jeg må
få vide nærmere besked –

Horster.

Ja, ja, så venter jeg da.

(Han følger fru Stockmann og Petra ind i dagligstuen.)

Byfogden
(siger intet men skotter mod vinduerne).

Doktor Stockmann.

Du finder kanske, her er vel luftigt idag? Sæt
huen på.

Byfogden.

Tak, hvis jeg måtte det. (gør så.) Jeg tror, jeg
har forkølet mig igår; jeg stod og frøs –

Doktor Stockmann.

Så? Da syntes jeg s’gu det var varmt nok.

Byfogden.

Jeg beklager, at det ikke stod i min magt at
forhindre disse natlige excesser.

Doktor Stockmann.

Har du ellers noget særdeles at sige mig?

Byfogden
(tager et stort brev frem).

Jeg har dette aktstykke til dig fra badedirek-
tionen.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 162

Doktor Stockmann.

Er jeg opsagt?

Byfogden.

Ja, fra dags dato. (lægger brevet på bordet.) Det gør
os ondt; men – rent ud sagt – vi turde ikke andet
for den almene opinions skyld.

Doktor Stockmann
(smiler).

Turde ikke? Det ord har jeg hørt før idag.

Byfogden.

Jeg be’r, du vil gøre dig din stilling klar. Du
må ikke for fremtiden regne på nogensomhelst praxis
her i byen.

Doktor Stockmann.

Fanden ivold med praxisen! Men hvoraf véd
du det så visst?

Byfogden.

Husejerforeningen har sat igang en liste, som
bæres fra hus til hus. Alle velsindede borgere op-
fordres til ikke at benytte dig; og jeg tør indestå
for, at ikke en eneste husfader vover at nægte sin
underskrift; man tør det ikke, simpelt hen.

Doktor Stockmann.

Nej, nej; det tviler jeg ikke på. Men hvad så?

Byfogden.

Hvis jeg måtte gi’ dig et råd, så skulde det
være det, at du fraflytted stedet for nogen tid –

Doktor Stockmann.

Ja, jeg tænker netop så småt på at fraflytte
stedet.

s. 163

Byfogden.

Vel. Og når du så havde fåt sådan et halvt
års tid til at betænke dig i, og du da efter moden
overvejelse kunde bekvemme dig til i et par be-
klagende ord at erkende din vildfarelse –

Doktor Stockmann.

Så kunde jeg kanske få min post igen, mener du?

Byfogden.

Kanske; sletikke ganske umuligt.

Doktor Stockmann.

Ja, men den offentlige mening da? I tør jo
ikke for den offentlige menings skyld.

Byfogden.

Opinionen er en overmåde variabel ting. Og,
oprigtig talt, det er os af særdeles vigtighed at få
en sådan indrømmelse fra din hånd.

Doktor Stockmann.

Ja, den slikker I jer nok om næsen efter! Men
du husker da vel, for fanden, hvad jeg før har sagt
dig om den slags rævekunster!

Byfogden.

Dengang var din position ganske anderledes
favorabel; dengang turde du supponere, at du havde
hele byen i ryggen –

Doktor Stockmann.

Ja, og nu får jeg føle, at jeg har hele byen på
nakken –. (bruser op.) Men ikke, om jeg så havde
selve fanden og hans oldemor på nakken –! Aldrig,
– aldrig, siger jeg!

11*

s. 164

Byfogden.

En familieforsørger tør ikke handle således, som
du gør. Du tør det ikke, Tomas.

Doktor Stockmann.

Tør jeg ikke! Der er bare en eneste ting i
verden, som en fri mand ikke tør; og véd du, hvad
det er?

Byfogden.

Nej.

Doktor Stockmann.

Naturligvis; men jeg skal fortælle dig det. En
fri mand tør ikke svine sig til som en lurv; han tør
ikke bære sig ad slig, at han måtte spytte sig selv
i øjnene.

Byfogden.

Dette her klinger jo overmåde plausibelt; og
dersom der ikke forelå en anden forklaringsgrund
for din halstarrighed –; men det gør der jo rigtig-
nok –

Doktor Stockmann.

Hvad mener du med det?

Byfogden.

Det forstår du visst meget godt. Men som din
bror og som en besindig mand råder jeg dig til,
ikke at bygge altfor trygt på forhåbninger og ud-
sigter, som kanske så såre let kunde slå fejl.

Doktor Stockmann.

Men hvad i alverden skal det sigte til?

Byfogden.

Vil du virkelig bilde mig ind, at du skulde være

s. 165

uvidende om de testamentariske dispositioner, som
garvermester Kiil har truffet?

Doktor Stockmann.

Jeg véd, at den smule, han ejer, skal gå til en
stiftelse for gamle trængende håndværksfolk. Men
hvad kommer det mig ved?

Byfogden.

For det første er det nu ikke smuler, her er
tale om. Garvermester Kiil er en temmelig formuende
mand.

Doktor Stockmann.

Det har jeg aldrig havt en anelse om –!

Byfogden.

Hm, – virkelig ikke? Du har altså heller ikke
en anelse om, at en ikke ubetydelig del af hans for-
mue skal tilfalde dine børn, således at du og din
hustru skal nyde renterne for livstid. Har han ikke
sagt dig det?

Doktor Stockmann.

Nej så min sæl om han har! Tvert imod; han
har støt og stadig gåt og raset over, at han var så
urimelig højt skatlagt. Men véd du da også dette
her så ganske visst, Peter?

Byfogden.

Jeg har det fra en aldeles pålidelig kilde.

Doktor Stockmann.

Nej, Herregud , så blir jo Katrine sikret, – og
børnene også! Det må jeg da rigtignok fortælle –
(råber.) Katrine, Katrine!

s. 166

Byfogden
(holder ham tilbage).

Hys, sig ikke et ord endnu!

Fru Stockmann
(åbner døren).

Hvad er der påfærde?

Doktor Stockmann.

Ingen ting, du; gå bare ind igen.

(Fru Stockmann lukker.)

Doktor Stockmann
(driver om på gulvet).

Sikret! Nej, tænk, – de er sikret allesammen!
Og det for livstid! Det er dog en velsignet følelse
at vide sig sikret!

Byfogden.

Ja, men det er netop det, du ikke er. Garver-
mester Kiil kan annullere testamentet hvad dag og
time han vil.

Doktor Stockmann.

Men det gør han ikke, min gode Peter. Græv-
lingen er altfor kisteglad over, at jeg tar fat på dig
og dine velvise venner.

Byfogden
(studser og ser forskende på ham).

Aha, dette kaster lys over adskilligt.

Doktor Stockmann.

Hvilket adskilligt?

Byfogden.

Det hele har altså været en kombineret manøvre.
Disse voldsomme, hensynsløse attentater, som du –

s. 167

i sandhedens navn – har rettet mod stedets ledende
mænd –

Doktor Stockmann.

Hvad de; hvad de?

Byfogden.

De var altså ikke andet, end et aftalt vederlag
for denne gamle hævnsyge Morten Kiils testamente.

Doktor Stockmann
(næsten målløs).

Peter, – du er da den fæleste plebejer, jeg har
kendt alle mine levedage.

Byfogden.

Mellem os er det forbi. Din afsked er uigen-
kaldelig; – for nu har vi våben imod dig.

(han går.)

Doktor Stockmann.

Tvi, tvi, tvi! (råber.) Katrine! Gulvet skal skylles
efter ham! Lad hende komme ind med en balje,
hun, – hun – hvad fanden –, hun, som altid er
sodet om næsen –

Fru Stockmann
(i dagligstuedøren).

Hys, hys da, Tomas!

Petra
(også i døren).

Far, bedstefar er her og spør, om han kan få
tale med dig alene.

Doktor Stockmann.

Ja, visst kan han så. (ved døren.) Kom De, svigerfar.

(Morten Kiil kommer ind. Doktoren lukker døren efter ham.)

s. 168

Doktor Stockmann.

Nå, hvad er det så? Sæt Dem ned.

Morten Kiil.

Ikke sidde. (ser sig om.) Her ser pent ud hos Dem
idag, Stockmann.

Doktor Stockmann.

Ja, synes De ikke det?

Morten Kiil.

Rigtig pent ser her ud; og frisk luft er her
også; idag har De da nok af det sure stoffet, som
De snakked om igår. De må ha’ en svært fin sam-
vittighed idag, kan jeg tænke.

Doktor Stockmann.

Ja, det har jeg.

Morten Kiil.

Kan tænke mig det. (banker sig på brystet.) Men véd
De, hvad det er for noget, jeg har her?

Doktor Stockmann.

Det er vel også en fin samvittighed, håber jeg.

Morten Kiil.

Pyt! Nej, det er noget, som er bedre end
som så.

(han tar en tyk tegnebog frem, åbner den og viser en del papirer.)

Doktor Stockmann
(ser forundret på ham).

Aktier i badeanstalten?

Morten Kiil.

De var ikke vanskelige at få idag.

s. 169

Doktor Stockmann.

Og De har været ude og købt –?

Morten Kiil.

Så mange, jeg havde penge til.

Doktor Stockmann.

Men, kære svigerfar, – så fortvilet, som det
står til med badet nu!

Morten Kiil.

Hvis De bær’ Dem ad som et fornuftigt men-
neske, så får De nok badet på fode igen.

Doktor Stockmann.

Ja, De ser jo selv, jeg gør alt, hvad jeg kan;
men –. Folk er jo gale her i byen!

Morten Kiil.

De sa’ igår, at det værste griseriet kom fra mit
garveri. Men hvis om det var sandt, så måtte jo
min bedstefar, og min far før mig, og jeg selv i
mangfoldige år ha’ gåt og griset byen til, ligesom
tre morderengler. Tror De, jeg lar den skam sidde
på mig?

Doktor Stockmann.

Desværre, det blir De s’gu nok nødt til.

Morten Kiil.

Nej tak. Jeg holder på mit gode navn og rygte.
Folk kalder mig for «grævlingen», har jeg hørt sige.
En grævling, det er jo en slags gris, det; men det
skal de aldrig i verden få ret i. Jeg vil leve og dø
som et rensligt menneske.

Doktor Stockmann.

Og hvorledes vil De bære Dem ad med det?

s. 170

Morten Kiil.

De skal gøre mig ren, Stockmann.

Doktor Stockmann.

Jeg!

Morten Kiil.

Véd De, hvad det er for penge, jeg har købt
disse her aktierne for? Nej, det kan De ikke vide;
men nu skal jeg sige Dem det. Det er de penge,
som Katrine og Petra og smågutterne skal ha’ efter
mig. Ja, for jeg har nu lagt mig lidt tilbedste al-
ligevel, ser De.

Doktor Stockmann
(bruser op).

Og så går De hen og tar Katrines penge
til sligt!

Morten Kiil.

Ja, de pengene står nu i badet allesammen. Og
nu vil jeg rigtig se, om De er så binde – pine –
gal alligevel, Stockmann. Lar De endnu komme dyr
og sligt stygt noget fra mit garveri, så er det ak-
kurat det samme, som at skære brede remmer af
Katrines hud, og af Petras også, og af smågutternes;
men det gør ingen skikkelig husfar, – hvis han ikke
er en gal mand da.

Doktor Stockmann
(som går op og ned).

Ja, men jeg er en gal mand; jeg er en gal
mand!

Morten Kiil.

Så rent ravruskende gal er De vel ikke, når
det gælder kone og børn.

s. 171

Doktor Stockmann
(standser foran ham).

Hvorfor kunde De ikke talt med mig, før De
gik hen og købte alt det kram!

Morten Kiil.

Det, som er gjort, det har bedst klem, det.

Doktor Stockmann
(driver urolig omkring).

Dersom jeg endda ikke var så viss i min sag –!
Men jeg er så inderlig overtydet om, at jeg har ret.

Morten Kiil
( vejrer tegnebogen i hånden).

Holder De på med den galskaben, så er de ikke
stort værd, disse her.

(han stikker tegnebogen i lommen.)

Doktor Stockmann.

Men, for fanden, videnskaben måtte da vel også
kunne finde på forebyggelsesmidler, synes jeg; et
eller andet præservativ –

Morten Kiil.

Mener De noget til at dræbe dyrene med?

Doktor Stockmann.

Ja, eller til at gøre dem uskadelige.

Morten Kiil.

Kunde De ikke probere med noget rottekrudt?

Doktor Stockmann.

Å, snak, snak! – Men alle folk siger jo, at det
bare er en indbildning. Kan det så ikke være en
indbildning da! Lad dem ha’ det så godt! Har

s. 172

ikke de uvidende tranghjertede køtere skældt mig ud
for en folkefiende; – og så var de færdig at rive
klæ’rne af kroppen på mig også!

Morten Kiil.

Og så alle ruderne, som de har slåt istykker
for Dem da!

Doktor Stockmann.

Ja, og så dette her med pligter imod familjen!
Det må jeg snakke med Katrine om; hun er så nøje
inde i de sager.

Morten Kiil.

Det er bra’; lyd De bare en fornuftig kones råd.

Doktor Stockmann
(farer imod ham).

At De også kunde bære Dem så bagvendt ad!
Sætte Katrines penge på spil; sætte mig i denne
græsselige pinefulde vånde! Når jeg ser på Dem, så
er det, som jeg så fanden selv –!

Morten Kiil.

Så er det bedst jeg går da. Men inden klokken
to vil jeg ha’ besked fra Dem. Ja eller nej. Blir
det nej, så går aktierne til stiftelsen, – og det den
dag idag.

Doktor Stockmann.

Og hvad får så Katrine?

Morten Kiil.

Ikke en snus.

(Døren til forstuen blir åbnet. Redaktør Hovstad og bogtrykker Aslaksen
kommer tilsyne derude.)

Morten Kiil.

Nej se de to dér?

s. 173

Doktor Stockmann
(stirrer på dem).

Hvad for noget! Vover De endnu at komme
her ind til mig!

Hovstad.

Ja såmænd gør vi så.

Aslaksen.

Vi har noget at snakke med Dem om, ser De.

Morten Kiil
(hvisker).

Ja eller nej – inden klokken to.

Aslaksen
(med et øjekast til Hovstad).

Aha!

(Morten Kiil går.)

Doktor Stockmann.

Nå, hvad er det så De vil mig? Gør det kort.

Hovstad.

Jeg kan godt begribe, at De har imod os for
vor holdning under mødet igår –

Doktor Stockmann.

Og det kalder De holdning? Jo, det var en
dejlig holdning! Jeg kalder det holdningsløst, kærring-
agtigt –. Fy for fanden!

Hovstad.

Kald det for hvad det så skal være; men vi
kunde ikke andet.

Doktor Stockmann.

De turde vel ikke andet? Er det ikke så?

s. 174

Hovstad.

Ja , om De så vil.

Aslaksen.

Men hvorfor lod De ikke et lidet ord falde i
forvejen? Bare sligt et lidet vink til herr Hovstad
eller mig.

Doktor Stockmann.

Et vink? Om hvad?

Aslaksen.

Om det, som stak bagved.

Doktor Stockmann.

Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Aklaksen
(nikker fortrolig).

Å jo så gu’ gør De så, doktor Stockmann.

Hovstad.

Det er da ikke noget at lægge dølgsmål på
længer nu.

Doktor Stockmann
(ser afvekslende på dem).

Ja, men i pokkers skind og ben –!

Aslaksen.

Må jeg spørge, – går ikke Deres svigerfar om-
kring i byen og køber op alle badeaktierne?

Doktor Stockmann.

Jo, han har været ude og købt badeaktier idag;
men –?

Aslaksen.

Det havde været klogere, om De havde fåt en

s. 175

anden til at gøre det, – en, som ikke stod Dem fuldt
så nær.

Hovstad.

Og så skulde De ikke ha’ trådt op under navn.
Der behøvte jo ingen at vide, at angrebet på bade-
anstalten kom fra Dem. De skulde ha’ ta’t mig med
på råd, doktor Stockmann.

Doktor Stockmann
(ser frem for sig; et lys synes at gå op for ham og han siger som
himmelfalden):

Kan sligt være tænkeligt? Kan sligt noget gøres?

Aslaksen
(smiler).

Det viser sig jo, at det kan gøres. Men det bør
helst gøres fint, skønner De.

Hovstad.

Og så bør der helst være flere med om det;
for det er jo altid så, at ansvaret mindsker for den
enkelte, når han har andre med sig.

Doktor Stockmann
(fattet).

Kort og godt, mine herrer, – hvad er det,
De vil?

Aslaksen.

Det kan herr Hovstad bedst –

Hovstad.

Nej, sig De det, Aslaksen.

Aslaksen.

Nå ja, det er det, at nu, da vi véd , hvorledes
det hele hænger sammen, så tror vi nok, at vi tør
stille «Folkebudet» til Deres rådighed.

s. 176

Doktor Stockmann.

Nu tør De det? Men den offentlige mening
da? Frygter De ikke for, at der vil rejse sig en
storm imod os?

Hovstad.

Vi får se at ride stormen af.

Aslaksen.

Og så får doktoren se at være kvik i vendingen.
Så fort Deres angreb har gjort sin nytte –

Doktor Stockmann.

Så fort min svigerfar og jeg har fåt aktierne
ihænde for en billig pris, mener De –?

Hovstad.

Det er vel nærmest videnskabelige hensyn, som
driver Dem til at bli’ den styrende ved badet.

Doktor Stockmann.

Forstår sig; det var af videnskabelige hensyn,
at jeg fik han gamle grævlingen til at gå med på
dette her. Og så flikker vi lidt på vandledningen
og roder lidt op i stranden uden at det koster by-
kassen en halv krone. Tror De ikke, det går?
Hvad?

Hovstad.

Jeg tænker det, – når De har «Folkebudet»
med Dem.

Aslaksen.

I et frit samfund er pressen en magt, herr
doktor.

Doktor Stockmann.

Ja vel; og det er jo den offentlige mening også;

s. 177

og De, herr Aslaksen, De tar da vel husejerforeningen
på Deres samvittighed?

Aslaksen.

Både husejerforeningen og mådeholdsvennerne.
Vær tryg for det.

Doktor Stockmann.

Men, mine herrer –; ja, jeg skammer mig ved
at spørge om det; men, hvad vederlag –?

Hovstad.

Helst vilde vi jo hjælpe Dem for rent ingenting,
kan De skønne. Men «Folkebudet» står på svage
fødder; det vil ikke rigtig gå; og at standse bladet
nu, da her er så mangt at virke for i den store
politik, det vilde jeg så inderlig nødig.

Doktor Stockmann.

Forstår sig; det måtte jo falde svært hårdt for
en folkeven som De. (bruser ud.) Men jeg er en folke-
fiende, jeg! (farer om i værelset.) Hvor har jeg kæppen
henne? Hvor fanden har jeg kæppen?

Hovstad.

Hvad skal det sige?

Aslaksen.

De vil da vel aldrig –?

Doktor Stockmann
(standser).

Og hvis jeg nu ikke gav Dem en eneste øre af
alle mine aktier? Mynten sidder ikke løs hos os
rige folk, må De huske på.

Hovstad.

Og De må huske på, at den sag med aktierne
kan fremstilles på to måder.

Henrik Ibsens samlede værker. VII.

s. 178

Doktor Stockmann.

Ja, det er De nok mand for; hvis jeg ikke kom-
mer «Folkebudet» til hjælp, så får De visst et fælt
syn på den sagen; De gør vel jagt på mig, kan jeg
tænke, – sætter efter mig, – prøver på at kværke
mig, som hunden kværker haren!

Hovstad.

Det er efter naturens lov; ethvert dyr vil liv-
nære sig.

Aslaksen.

En får ta’ føden, hvor en kan finde den, skøn-
ner De.

Doktor Stockmann.

Så se I kan finde jer noget ude i rendestenen;
(farer om i værelset.) for nu skal det, pine død, vise sig,
hvem der er det stærkeste dyr af os tre. (finder para-
plyen og svinger den.) Hej, se her –!

Hovstad.

De vil da ikke forgribe Dem på os!

Aslaksen.

Tag Dem ivare med den paraplyen!

Doktor Stockmann.

Ud af vinduet med Dem, herr Hovstad!

Hovstad
(ved forstuedøren).

Er De rent forrykt!

Doktor Stockmann.

Ud af vinduet, herr Aslaksen! Spring, siger jeg!
Ligeså godt først som sidst.

s. 179

Aslaksen
(løber rundt om skrivebordet).

Mådehold,[HIS: skadet komma] herr doktor; jeg er en svagelig mand;
jeg tåler så lidet – (skriger.) Hjælp, hjælp!

(Fru Stockmann, Petra og Horster kommer fra dagligstuen.)

Fru Stockmann.

Men Gud bevare mig, Tomas, hvad er her på
færde!

Doktor Stockmann
(svinger paraplyen).

Hop ud, siger jeg! Ned i rendestenen!

Hovstad.

Overfald på sagesløs mand! Jeg skyder Dem
til vidne, kaptejn Horster.

(han skynder sig ud gennem forstuen.)

Aslaksen
(rådvild).

Den, som bare kendte de lokale forholde –

(smutter ud gennem dagligstuen.)

Fru Stockmann
(holder på doktoren).

Men så styr dig da, Tomas!

Doktor Stockmann
(kaster paraplyen).

Ja så min sæl slap de fra det alligevel.

Fru Stockmann.

Men hvad var det da, de vilde dig?

Doktor Stockmann.

Det skal du få vide siden; nu har jeg andre
ting at tænke på. (går til bordet og skriver på et visitkort.)
Se her, Katrine; hvad står her?

12*

s. 180

Fru Stockmann.

Tre store Nej; hvad er det?

Doktor Stockmann.

Det skal du også få vide siden. (rækker kortet.)
Der, Petra; lad den sodede løbe op til grævlingen
med det, så fort hun kan. Skynd dig!

(Petra går med kortet ud gennem forstuen.)

Doktor Stockmann.

Ja, har ikke jeg idag havt besøg af alle fan-
dens sendebud, så véd jeg ikke. Men nu skal jeg
også spidse min pen imod dem, så den blir som en
syl; jeg skal dyppe den i ædder og galde; jeg skal
kyle mit blækhorn lige i skallen på dem!

Fru Stockmann.

Ja, men vi rejser jo, Tomas.

(Petra kommer tilbage.)

Doktor Stockmann.

Nå?

Petra.

Besørget.

Doktor Stockmann.

Godt. – Rejser, siger du? Nej så pine død om
vi gør; vi blir, hvor vi er, Katrine!

Petra.

Blir vi!

Fru Stockmann.

Her i byen?

Doktor Stockmann.

Ja netop her; her er valpladsen; her skal slaget
stå; her vil jeg sejre! Når jeg nu bare har fåt mine

s. 181

buxer sy’d sammen, så går jeg ud i byen og søger
efter hus; vi må jo ha’ tag over hodet til vinteren.

Horster.

Det skal De få hos mig.

Doktor Stockmann.

Kan jeg det?

Horster.

Ja, det kan De så godt; jeg har rum nok, og
jeg er jo næsten aldrig hjemme.

Fru Stockmann.

Å hvor det er snildt af Dem, Horster.

Petra.

Tak!

Doktor Stockmann
(ryster hans hånd).

Tak, tak! Så er altså den sorg slukt. Og så
tar jeg fat for alvor endnu i denne dag. Å, her blir
en uendelighed at rode op i, Katrine! Men det er
bra’, at jeg nu får tiden så ganske til min rådig-
hed; ja, for se her; jeg er opsagt fra badet, skal
du vide –

Fru Stockmann
(sukker).

Ak ja, det vented jeg jo.

Doktor Stockmann.

– og så vil de ta’ min praxis fra mig også.
Men lad dem det! Fattigfolk beholder jeg ialfald –
de, som ingenting betaler; og Herregud , det er jo
dem, som mest trænger til mig også. Men høre på
mig skal de, pine død, få lov til; jeg skal præke

s. 182

for dem både i tide og i utide, som der står skrevet
etsteds.

Fru Stockmann.

Men, snille Tomas, jeg synes, du har set, hvad
det nytter at præke.

Doktor Stockmann.

Du er virkelig løjerlig, Katrine. Skulde jeg
kanske la’ mig slå af marken af den offentlige me-
ning og den kompakte majoritet og sligt noget djævel-
skab? Nej tak, du! Og det, jeg vil, det er jo så
simpelt og grejt og ligetil. Jeg vil bare få banket
ind i hodet på køterne, at de liberale er de fri
mænds lumskeste fiender, – at partiprogrammerne
vri’er halsen om på alle unge levedygtige sandheder,
– at hensigtsmæssighedshensynene vender op og ned
på moral og retfærdighed, så at det blir rent grue-
ligt at leve her tilslut. Ja, synes ikke De, kaptejn
Horster, at jeg måtte kunne få folk til at begribe
det?

Horster.

Kan gerne være; jeg skønner mig ikke rigtig
på sligt.

Doktor Stockmann.

Jo, ser De, – nu skal De høre! Det er parti-
høvdingerne, som må udryddes. For en parti-høvding
er ligesom en ulv, ser De, – han er ligesom en for-
slugen gråbén; – han behøver så og så mange
stykker småfæ om året, hvis han skal bestå. Se nu
bare Hovstad og Aslaksen! Hvor mange småfæ gør
ikke de ende på; eller de skamferer dem og river
dem fordærvet, så de aldrig blir til andet end hus-
ejere og abonnenter på «Folkebudet»! (sætter sig halvt
op på bordet.) Nej, kom her, du Katrine, – se, hvor

s. 183

vakkert solen falder ind idag. Og så den velsignede
friske vårluft, som jeg har fåt ind til mig.

Fru Stockmann.

Ja, når vi bare kunde leve af solskin og vår-
luft, Tomas.

Doktor Stockmann.

Nå, du må spinke og spare ved siden af, – så
går det nok. Det er min mindste bekymring. Nej,
det, som værre er, det er det, at jeg ikke véd nogen
så fri og fornem mand, at han tør ta’ min gerning
op efter mig.

Petra.

Å, tænk ikke på det, far; du har tiden for dig.
– Nej se, der er alt gutterne.

(Ejlif og Morten kommer ind fra dagligstuen.)

Fru Stockmann.

Har I fåt lov idag?

Morten.

Nej; men vi slo’s med de andre i frikvarteret –

Ejlif.

Det er ikke sandt; det var de andre, som slo’s
med os.

Morten.

Ja, og så sa’ herr Rørlund, at det var bedst vi
blev hjemme i nogen dage.

Doktor Stockmann
(knipser med fingrene og springer ned fra bordet).

Nu har jeg det! Nu har jeg det, min sæl! I
skal aldrig sætte jer fod i skolen mere!

s. 184

Gutterne.

Ikke i skolen!

Fru Stockmann.

Nej men, Tomas –

Doktor Stockmann.

Aldrig, siger jeg! Jeg vil selv lære jer op; –
ja, det vil sige, I skal ikke lære nogen Guds skabte
ting –

Morten.

Hurra!

Doktor Stockmann.

– men jeg vil få jer til at bli’ fri, fornemme
mænd. – Hør, det må du hjælpe mig med, Petra.

Petra.

Ja, far, det kan du lide på.

Doktor Stockmann.

Og skolen, den skal holdes i salen, hvor de
skældte mig ud for en folkefiende. Men vi må være
flere; jeg må ha’ mindst tolv gutter til at begynde med.

Fru Stockmann.

Dem får du såmænd ikke her i byen.

Doktor Stockmann.

Det skal vi få se. (til gutterne.) Kender I ikke
nogen gadelømler, – nogen rigtige lurver –?

Morten.

Jo, far, dem kender jeg mange af!

Doktor Stockmann.

Så er det bra’; få fat på nogen stykker til mig.

s. 185

Jeg vil experimentere med køterne for én gangs
skyld; der kan sidde mærkværdige hoder på dem
iblandt.

Morten.

Men hvad skal vi gøre, når vi er ble’t fri og
fornemme mænder da?

Doktor Stockmann.

Da skal I jage alle gråbenene over til det fjerne
vesten, gutter!

(Ejlif ser noget betænkelig ud; Morten hopper og råber hurra.)

Fru Stockmann.

Ak, bare det ikke blir disse her gråbenene , som
jager dig, Tomas.

Doktor Stockmann.

Er du rent gal, Katrine! Jage mig! Nu, da
jeg er byens stærkeste mand!

Fru Stockmann.

Den stærkeste – nu?

Doktor Stockmann.

Ja, jeg tør sige så stort et ord, at nu er jeg
en af de stærkeste mænd i hele verden.

Morten.

Å nej da!

Doktor Stockmann
(sænker stemmen).

Hys; I skal ikke tale om det endnu; men jeg
har gjort en stor opdagelse.

Fru Stockmann.

Nu igen?

s. 186

Doktor Stockmann.

Ja visst, ja visst! (samler dem om sig og siger fortrolig.)
Sagen er den, ser I, at den stærkeste mand i verden,
det er han, som står mest alene.

Fru Stockmann
(smiler og ryster på hodet).

Å du Tomas –!

Petra
(trøstig, griber hans hænder).

Far!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: